Capitol-templets høje podium og seks rekonstruerede søjler.
Capitol-templets høje podium og seks rekonstruerede søjler.
Licens: CC BY SA 3.0

Uthina, det moderne Oudna, er en antik romersk by i Tunesien, ca. 30 km sydvest for Tunis. Byen var en del af provinsen Africa Proconsularis og var en velhavende by takket være dens frugtbare omgivelser og strategiske placering mellem Karthago og Thuburbo Majus.

Uthinas historie

Arkæologiske fund viser, at området var fønikisk fra 300-tallet f.v.t. Under den romerske periode blev Uthina grundlagt som en koloni for veteraner fra den 13. romerske legion på ordre fra kejser Augustus. Byen udviklede sig hurtigt og nåede sit højdepunkt i 100-tallet e.v.t., hvor mange af dens mest imponerende bygningsværker blev opført.

Monumenter i Uthina

Det antikke amfiteater i Uthina, som måler 113 × 89 m.
Det antikke amfiteater i Uthina, som måler 113 × 89 m.
Licens: CC BY SA 3.0

Blandt de vigtigste levn fra den romerske periode er et amfiteater, et tempel, termer, cisterner og flere store villaer. Amfiteatret er det tredjestørste i Tunesien efter El Djem og Karthago og kunne rumme op til 16.000 tilskuere. Capitol-templet, der var dedikeret til Jupiter, Juno og Minerva, var det største romerske tempel i provinsen. I dag er kun det høje podium bevaret, men tidligere prydede seks store korintiske søjler templets facade og vidnede om dets imponerende arkitektur. Byens velstand ses også i de store privathuse, hvor velbevarede mosaikker af høj kunstnerisk kvalitet giver indblik i livet blandt Uthinas elite.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig