Tunesien

Den tunesiske befolkning er efterkommere af det oprindelig folk i Nordafrika, berberne, fønikere fra det nuværende Libanon, romerne, jøder fra Mellemøsten og arabiske stammer fra Den Arabiske Halvø samt franskmænd og italienere og andre europæere, der særligt siden midten af 1800-tallet har boet og virket i landet.

Tunesiens geografiske historie går tilbage til mesozoisk og cenozoisk tid, dvs. for 251-65,5 millioner år siden. Bjergene i nordvest og ned langs landets vestlige grænse samt Sahara er tydelige landskaber fra denne tid. For 5,33 millioner år siden sluttede en tørkeperiode i Middelhavsområdet og Tunesiens landgrænse til havet begyndte at tage form. Spor af de første mennesker i Tunesien går 200.000 år tilbage men en egentlig kultur kendes først fra den maghrebinske capsiske kultur i mesolitisk tid (10.000-6.000 f.v.t) opkaldt efter byen Gafsa i Tunesien.

Den oprindelige befolkning i Tunesien er berberne, et folk og en kultur, der tog form fra neolitisk tid for ca. 5.000 år siden. Fra cirka 814 f.v.t har Tunesien været karakteriseret ved indvandring af forskellige folk: i 814 f.v.t blev en bykultur anlagt af fønikere fra nutidens Libanon, derefter oplevede landet en indvandring af romere fra 146 f.v.t.

I forbindelse med den arabiske ekspansion fra 632 kom arabere til Tunesien. De grundlagde bl.a. byen Kairouan i 670. Vikingerne fra Norden har nået Tunesien via de europæiske floder fra 900-tallet og blandet sig med befolkningen i bl.a. Tunesien. Fra 1574 blev Tunesien en del af Osmannerriget og tyrkiske lejesoldater af centraleuropæisk herkomst kom til landet.

I nyere tid har især franskmænd, italienere og grækere slået sig ned i landet, særligt fra 1800-tallet, og har blandet sig med den øvrige tunesiske befolkning.

Selvom Tunesien fra 1574 formelt hørte under Osmannerriget, havde den tunesiske konge, bey'en, stor selvstændighed, så længe han afregnede skatter til sultanen i Istanbul. Fra 1705 blev Tunesien regeret af bey’er fra Husainideslægten. Ahmed Bey (1837-1855) gennemførte en omfattende reform af love og uddannelsessystemet, grundlagde en første industri, etablerede en moderne hær og ophævede slaveriet i 1841.

Alligevel kunne Tunesien ikke stå stærkt nok økonomisk, og landet blev i 1881 gjort til et fransk protektorat. Formelt forblev bey'en landets leder, men reelt var Tunesien under fransk administration. Tunesien opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1956, bey'en blev afsat og landet blev gjort til en republik med en præsident som den øverste leder.

• Læs mere om Tunesiens historie, Tunesien under protektoratet og efter uafhængigheden, Fønikien, romerne i Nordafrika og Frankrig som kolonimagt

Tunesien byder på store variationer i natur og geografi. Den nordvestlige del er præget af bjerge, der er udløbere af Atlasbjergene. Her kan der falde sne om vinteren. I nordøst er landskabet bakket, grønt og frodigt. Her er klimaet mildt Middelhavsklima. Mellem Sousse og Sfax på østkysten til Kairouan centralt i landet ligger et halvtørt bælte. Her falder der regn om vinteren, mens somrene er varme.

Det centrale Tunesien er præget af stepper. Længst mod vest ligger nogle af Tunesiens højeste bjerge i udløberne af Atlasbjergene. Her er der koldt om vinteren og varmt og tørt om sommeren.

I et bælte tværs over det sydlige Tunesien fra Gabes i øst til Tozeur og Nefta i vest ligger en række store daddelpalmeoaser. Her begynder også Sahara-ørkenen, som præger hele Sydtunesien med et varieret landskab, hvor temperaturen kan nå over 45 grader om sommeren.

Søen Ichkeul i nord samt Tunissøen og Jerba er vigtige områder for trækfugle.

Tunesien står foran store udfordringer med miljø og bæredygtighed. Affald fra husholdninger og hoteldrift opmagasineres i store, åbne bjerge, hvorfra forurening siver ud i havet og på landjorden. Ved Sousse, Monastir og på Jerba har kun få af de hundredvis af store charterhoteller gjort tiltag til bæredygtig drift.

• Læs mere om Tunesiens geografi, Ichkeul, Jerba, Tunesiens økonomi og sociale forhold i Tunesien.

Der er meget store sociale og økonomiske forskelle i Tunesien. Dels giver de geografiske forskelle ulige vilkår for landbrug og selvforsyning. Nogle byer ligger i områder, der er meget frodige, mens andre ligger i semitørre steppe- og ørkenområder. Dels førte de to autoritære regimer siden landets selvstændighed en erhvervspolitik, der tilgodeså familie og venner.

Økonomisk undertrykkelse gennem fravær af erhvervsudvikling blev også brugt til at undertrykke dele af den politiske opposition. Bl.a. derfor er der ingen større erhverv i Sydtunesien. Endelig gennemsyrer korruption den tunesiske økonomi, og det sorte marked udgør en betragtelig andel særligt i Sydtunesien.

Som en konsekvens er arbejdsløsheden høj, gennemsnitligt over 18 %, men afhængig af, hvor i landet man bor, kan arbejdsløsheden være op til 45-50 %. Over 40 % af de unge mellem 15 og 24 år er arbejdsløse. I 2018 overvejede halvdelen af de unge mellem 18 og 35 år at forlade Tunesien og søge en tilværelse med arbejde og fremtidsudsigter i Europa.

Siden 2019 har en statsbankerot været et muligt scenarie, fordi præsident Kais Saied ikke har villet acceptere de krav om liberalisering af økonomien, som EU og Verdensbanken har krævet.

• Læs mere om Tunesiens geografi, Tunesiens økonomi, Salah Ben Youssef og oppositionen i syd mod Habib Bourguiba, det franske protektorat og migration.

I årtier har dele af den tunesiske befolkning boet uden for Tunesien. I 1960’erne rejste mange til Frankrig som gæstearbejdere, og fra 1990 i eksil på grund af politisk og religiøs forfølgelse fra præsident Ben Alis regime. I 2022 boede mere end 12 % af den tunesiske befolkning uden for Tunesien, heraf knap 90 % i Europa. Godt 100.000 tunesere boede i andre arabiske lande og cirka 44.000 i Nordamerika.

Nogle tunesere kommer til Europa og de øvrige lande legalt, fordi de har dobbelt statsborgerskab, har fået arbejde eller skal studere. Særligt oplever Tunesien et brain-drain blandt sygeplejersker, læger og ingeniører. Tyskland og Canada er blandt de lande, der rekrutterer tunesiske sygeplejersker.

Særligt efter 2018 er den irregulære migration steget markant. Mange – både unge og familier med børn – tager den farefulde færd over Middelhavet fra bl.a. Kerkennah og Zarzis til øen Lampedusa i Italien. Risikoen for at de små og ofte overfyldte både kæntrer, og de ombordværende drukner, er stor. I 2020-2021 registrerede Italien over 28.000 irregulære migranter fra Tunesien. Fra cirka 2022 migrerede stadig flere tunesere illegalt via fly til Istanbul og til fods ind i Europa og hen til familie. Migrationen betyder, at flere tunesiske byer fremstår forladte. Det gælder fx Tataouine og Jerba.

Senest er Tunesien blevet centralt for migranter fra landene syd for Sahara, der også forsøger at nå Europa via Tunesiens kyster. Tunesien har ikke nogen lovgivning, der beskytter eller regulerer forholdene for disse migranter.

• Læs mere om Tunesiens historie, sociale forhold, økonomi, migration.

Der er skolepligt i Tunesien fra 6 – 16 år, og næsten alle børn starter i grundskolen, som varer 6 år. 88 % af børnene fortsætter også de tre år på overbygningen. I 1960’erne satte den tunesiske stat ind på uddannelsesområdet, og der blev bygget grundskoler i selv de mindste landsbyer. I dag findes der både offentlige og private skoler.

De private skoler er dyre, men stadig flere familier vælger dem til, fordi undervisningen i de offentlige skoler ikke har været reformeret siden 1990’erne. Der er mangel på tunesiske lærere og undervisere, og derfor undervises især mange naturfaglige fag på fransk, så franske lærere kan indgå i lærerkorpset.

Fra 1995 til 2005 blev antallet af unge på videregående uddannelser tredoblet. Men arbejdsmarkedet blev ikke tilsvarende reformeret, og mange af de veluddannede unge endte i udsigtsløs arbejdsløshed. Dette var en af faktorerne, der var med til at udløse det folkelige oprør i 2010-2011.

• Læs mere om børn og unge i Tunesien, Tunesiens historie, Tunesiens økonomi, Tunesiens sociale forhold

Det officielle sprog i Tunesien er arabisk. Klassisk arabisk og moderne arabisk bruges i den offentlige administration, undervisning, aviser og i nogle tv-programmer. Men når tuneserne taler sammen, taler de tunesisk dialekt, som er en variant af arabisk. Tunesisk dialekt varierer lidt fra egn til egn. De mange private radiostationer og lokalradioer, der er vokset frem siden 2003, bruger primært tunesisk dialekt og har derfor en stor lytterskare.

Fransk er udbredt og bruges som administrationssprog, af forretningsfolk og af nogle aviser, magasiner og medier. Desuden blander tuneserne gerne tunesisk dialekt og fransk, når de taler. I skolen undervises der både på arabisk og fransk.

Siden 2011 har der været en bevidst indsats fra statens side for at højne engelskniveauet blandt studerende for dermed at åbne landet mod flere markeder. Det har resulteret i etableringen af flere universiteter, der udelukkende udbyder undervisning på engelsk. Særligt i turistbranchen er det almindeligt at møde tunesere, der har lært sig selv italiensk, engelsk, polsk, russisk og endda dansk. Mange ældre, der ikke har gået i skole, har derimod svært ved at forstå andet end den lokale dialekt.

• Læs mere om arabisk.

Tunesien har et rigt og bredt kulturliv både lokalt, nationalt og internationalt. Landet har dygtige filminstruktører som Nouri Bouzid, Ferid Boughedir og Moufida Tlatli, og flere tunesiske film har vundet internationale priser. Tunis har sin egen internationale filmfestival – Journées cinématographiques de Carthage, som blev etableret i 1966. Teater har også solidt fodfæste i Tunesien med trupper rundt i hele landet, som blev etableret fra slutningen af 1960’erne og den årlige teaterfestival Journées Théâtrales de Carthage.

Tunesien har anerkendte manuskriptforfattere og scenografer og dygtige skuespillere. Inden for scenekunsten er der også et rigt musikliv med klassiske sommerkoncerter, jazz-scener og arabiske kunstnere.

Musik indgår også i det lokale kulturliv i Tunesien, hvor forskellige håndtrommer, den særlige mezoued og fløjter akkompagnerer sang. Denne musik spilles særligt til bryllupper, hvor traditionelle dragter bæres af både mænd og kvinder. Stoffet i dragterne er ofte håndvævet. Tunesien har nemlig en århundrede lang tradition for vævekunst af både uldtæpper og fine, tynde stoffer med guldtråde. Inden for kunsthåndværk har Tunesien også potte- og keramikfremstilling. Keramikken bliver håndmalet i fine mønstre.

Sport står også stærkt i Tunesien. I de større byer er der sportshaller, hvor især basketball og håndbold er populært. Karate er en populær sport blandt børn og unge. Den tunesiske fodbold-liga, Ligue Professionelle, har 14 hold. Tunesien udmærker sig internationalt inden for bl.a. tennis, hvor Ons Jabeu bl.a. har nået finalen i Wimbledon for kvinder, svømmeren Ahmed Hafnaoui har vundet medaljer internationalt og kvalificeret sig til OL i Paris 2024 for mænd. Det samme har løberen Marwa Bouzayani i 3000 m. forhindringsløb for kvinder. Hun blev også nummer 5 ved verdensmesterskaberne i 2023.

• Læs mere om Tunesiens litteratur, maghrebinsk fransksproget litteratur, arabisk litteratur og tunesisk film samt Paul Klee, André Gide og impressionisme.

Vikingerne fra Norden sejlede via Europas floder til Middelhavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav. De havde et handelsnetværk med bl.a. Córdoba, Nordafrika, Konstantinopel, Baghdad og Kina. Det viser fundet af sølvmønter og smykker med farvet glas fra Bagdad bl.a.. Men også arabiske historikere som Ahmad Ibn Fadhlan har beskrevet vikingerne. Rapporter som dem, han udarbejdede til kaliffen i Bagdad, er nogle af de vigtige kilder til viden om vikingetiden.

Igen i 1700-tallet fik danske handelsskibe og sømænd tætte handelsforbindelser i Middelhavet og til Nordafrika og dermed også Tunesien. De første diplomatiske forbindelser blev etableret mellem Danmark og Tunesien i 1751 med en fredstraktat, der skulle sikre, at de danske handelsskibe kunne sejle trygt i havet ud for Tunis uden at blive afkrævet skatter og angrebet af den tunesiske beys hær.

Christian Tuxen Falbe, der bl.a. var arkæolog og konsul i Tunis 1821-1831, foretog de første kortoptegnelser af det antikke Karthago. Det er hans kortforlæg, der også i dag danner grundlag for arkæologisk arbejde i området. Danske malere som J.F. Willumsen og E.V. Brandt virkede i Tunesien i begyndelsen af 1900-tallet samtidig med en lang række malere og forfattere Danmark og Europa.

Tunesien blev et populært dansk charterrejsemål fra 1970’erne, da Tjæreborg Rejser og Spies Rejser tilbød charterrejser til landet. Siden da er charterturismen det, der har været den største handelskontakt mellem Danmark og Tunesien. Efter oprøret i 2010-2011 etablerede en række danske NGO'er samarbejde med tunesiske organisationer under Udenrigsministeriets Dansk Arabisk Partnerskabs Program.

• Læs mere om Danmarks historie 1720-1814.

• Maghreb
• Barbareskstaterne
• arabisk historieskrivning
• islam
• Tunis (hovedstad)
• Afrikas hovedstæder
• Afrika
• lande i Afrika