Tunesiens geografiske historie går tilbage til mesozoisk og cenozoisk tid, dvs. for 251-65,5 millioner år siden. Bjergene i nordvest og ned langs landets vestlige grænse samt Sahara er tydelige landskaber fra denne tid. For 5,33 millioner år siden sluttede en tørkeperiode i Middelhavsområdet og Tunesiens landgrænse til havet begyndte at tage form. Spor af de første mennesker i Tunesien går 200.000 år tilbage men en egentlig kultur kendes først fra den maghrebinske capsiske kultur i mesolitisk tid (10.000-6.000 f.v.t) opkaldt efter byen Gafsa i Tunesien.
Den oprindelige befolkning i Tunesien er berberne, et folk og en kultur, der tog form fra neolitisk tid for ca. 5.000 år siden. Fra cirka 814 f.v.t har Tunesien været karakteriseret ved indvandring af forskellige folk: i 814 f.v.t blev en bykultur anlagt af fønikere fra nutidens Libanon, derefter oplevede landet en indvandring af romere fra 146 f.v.t.
I forbindelse med den arabiske ekspansion fra 632 kom arabere til Tunesien. De grundlagde bl.a. byen Kairouan i 670. Vikingerne fra Norden har nået Tunesien via de europæiske floder fra 900-tallet og blandet sig med befolkningen i bl.a. Tunesien. Fra 1574 blev Tunesien en del af Osmannerriget og tyrkiske lejesoldater af centraleuropæisk herkomst kom til landet.
I nyere tid har især franskmænd, italienere og grækere slået sig ned i landet, særligt fra 1800-tallet, og har blandet sig med den øvrige tunesiske befolkning.
Selvom Tunesien fra 1574 formelt hørte under Osmannerriget, havde den tunesiske konge, bey'en, stor selvstændighed, så længe han afregnede skatter til sultanen i Istanbul. Fra 1705 blev Tunesien regeret af bey’er fra Husainideslægten. Ahmed Bey (1837-1855) gennemførte en omfattende reform af love og uddannelsessystemet, grundlagde en første industri, etablerede en moderne hær og ophævede slaveriet i 1841.
Alligevel kunne Tunesien ikke stå stærkt nok økonomisk, og landet blev i 1881 gjort til et fransk protektorat. Formelt forblev bey'en landets leder, men reelt var Tunesien under fransk administration. Tunesien opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1956, bey'en blev afsat og landet blev gjort til en republik med en præsident som den øverste leder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.