Faktaboks

Tove Ditlevsen

Tove Irma Margit Ditlevsen

Født
14. december 1917, København
Død
7. marts 1976, København

Tove Ditlevsen i 1939, da hun udsendte sin første digtsamling, Pigesind.

.

Tove Ditlevsen var en dansk forfatter. Hendes store forfatterskab omfatter både lyrik og prosa. Som lyriker var Ditlevsen forankret i en dansk lyriktradition, og som prosaist var hun i de første mange år at betragte som socialrealistisk forfatter, der omskrev egne oplevelser. I det sene forfatterskab opfandt Tove Ditlevsen sin egen variant af den litterære modernisme.

Med basis i det personlige liv, der var rigt på smertelige oplevelser som stofmisbrug og ulykkelig kærlighed og besvær med at leve med tidens kvinderoller, udgav Tove Ditlevsen en lang række populære værker.

I en årrække fungerede Ditlevsen som brevkasseredaktør i ugebladet Familie Journalen, og her gav hun primært kvindelige læsere gode råd i forhold til samliv og drømme om livet.

Tove Ditlevsen modtog en række hædersgaver, og ved sin selvvalgte død var hun en af Danmarks mest læste forfattere.

Tove Ditlevsens digtsamlinger

Tove Ditlevsen debuterede 1937 med digtet "Til mit døde barn" i tidsskriftet Vild Hvede. Digtsamlingen Pigesind udkom to år efter, i 1939. Digtet "Barndommens Gade" fra Lille Verden (1942) er en kærlighedserklæring til opvækstmiljøet, arbejderklassens Vesterbro:

"Jeg er din Barndoms Gade, / jeg er dit Væsens Rod, / jeg er den bankende Rytme / i alt hvad du længes mod".

Ditlevsens første ægteskab var med Viggo F. Møller, redaktør af bladet Vild Hvede.

I Blinkende Lygter (1947) tilføjedes erindrings- og depressionstemaer, som blev centrale i de følgende digtsamlinger, Kvindesind (1955) og Den hemmelige rude (1961). Succesen som forfatter og to nye ægteskaber med akademikere havde lagt afstand til barndommens baggård, som nu kun levede i erindringen; samtidig meldte kvindelivets konflikter sig med desillusion i ægteskab og moderskab.

Tove Ditlevsens romaner

Arbejderkvarterets kontante forhold til seksualiteten er temaet i romanerne Man gjorde et Barn Fortræd (1941), hvor hovedpersonen kæmper med en neurose efter et tidligt seksuelt overgreb, og Barndommens Gade (1943), som er en bred social skildring af arbejderpigens opvækst, et kvindeligt sidestykke til Martin Andersen Nexøs klassiske værker.

De senere romaner, For Barnets Skyld (1946), Vi har kun hinanden (1954) og To som elsker hinanden (1960), handler om kvindens kærlighedsløse og ensomme liv i middelklassefamilien, et tema der også går igen i en række novellesamlinger.

Centrale temaer i forfatterskabet

Tove Ditlevsen
Tove Ditlevsen genbesøger barndommens gade, Hedebygade på Vesterbro. Barndommen og ikke mindst denne barndommens gade er et af de helt centrale temaer i Ditlevsens forfatterskab.
Af /Ritzau Scanpix.

Ditlevsens omfattende forfatterskab rummer en række centrale temaer. Centralt står moderskabet, barndommen, hjemløsheden, kvinden i ægteskabet samt kærligheden og angsten for at miste.

Barndom og moderskab

Så sent som i 1975 hedder det i Tove Ditlevsen om sig selv at "Ingen senere erfaringer kan nogensinde udslette barndommens påvirkninger", og den erkendelse skal kobles til det komplekse og uafklarede forhold til moderen. Moderen er forfatterskabets smertepunkt nummer et, og i den sene selvbiografi konstaterer Ditlevsen således, at "det skælvende og utrygge forhold jeg i barndommen havde til min mor" kom til at kaste lange skygger ind i bøgerne.

Dertil kommer, at den tilstræbte klasserejse væk fra barndommens gader skabte en følelse af social hjemløshed. Det er ikke tilfældigt, at Lise Mundus i Ansigterne kun føler sig hjemme, når hun kan lukke verden ude og hellige sig det at skrive.

Ditlevsens journalistik

Omfattende journalistisk virksomhed, udgivet i essaysamlinger som Flugten fra opvasken (1956), og et mangeårigt hverv som brevkasseredaktør i Familie Journalen foregreb 1970'ernes store debatter om kvinderollen. Det var ikke altid sådan, at brevkasseredaktøren i sit eget liv kunne leve med de råd, som hun gav læserne, men læserne følte sig set og forstået af Ditlevsen.

Erindringsbøger

Tove Ditlevsen og Victor Andreasen som nygifte på Himmelbjerget i 1951. Det strål af forelskelse, som Ditlevsen selv så i billedet, grundede sig for en stor del på Victor Andreasens lighed med hendes mor. De lignede hinanden helt utroligt, de to mennesker, der skulle få så stor en betydning for mit liv og dermed for min produktion. Over dem begge var der noget lidenskabeligt og katastrofeagtigt, skrev hun 25 år senere efter skilsmissen.

.

Tove Ditlevsen var psykiatrisk patient, da hun skrev erindringsbøgerne Barndom og Ungdom (begge 1967) og psykoseromanen Ansigterne (1968). Skilsmissen fra ægtemanden siden 1951, den fremgangsrige embedsmand og chefredaktør Victor Andreasen, førte til nervesammenbrud og forsøg på selvmord.

Det sene forfatterskab

Tove Ditlevsen. Fotografi fra 1960'erne.

.

Brugen af prosadigtets moderne form med korte, urimede strofer i samlingerne De voksne (1969) og Det runde værelse (1973) viser det kunstneriske opbrud. De følgende erindringsbind, Gift (1971) og Vilhelms værelse (1975), vakte med deres fremstilling af ægteskabshistorierne og en mangeårig afhængighed af narkotika og alkohol voldsom offentlig interesse. En stor del af fascinationskraften lå i forfatterens gemmeleg: hvad er fakta og hvad er fiktion i Vilhelms værelse, der trækker tråde tilbage til Ansigterne ?

Sandhed og sammenbrud

Er sammenbruddet i et vist omfang kontrolleret i Ansigterne glider næsten alt fra hinanden i Vilhelms værelse. Det navnløse fortællerjeg skrivei i starten af romanen: "Og nu vil jeg fortælle min historie af den eneste grund, at jeg er nødt til det. Og ingen anden kan gøre det med samme ret og samme selvfølge...".

De tre punktummer antyder, at det selvfølgelige ikke er så selvfølgeligt. Læseren bliver inviteret ind i et rum, hvor sandheden svæver i det uvisse. Men den halve sandhed kan godt være en hel sandhed.

Autofiktion

På mange måder foregriber Tove Ditlevsen med sin suveræne og svært gennemskuelige blanding af levet liv og levende litteratur, en særegen blanding af det private og offentlige, den bølge af autofiktion, der tæller navne som Suzanne Brøgger og i nyere tid internationale forfatterskaber som Karl Ove Knausgaard og Annie Ernaux.

I Tove Ditlevsen om sig selv (1975) bandt hun digt og virkelighed sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

Modtagelsen i samtiden

Allerede tidligt i forfatterskabet nød Ditlevsen stor anerkendelse fra læserne, men det var betydeligt sværere for hende at få anerkendelse fra dominerende litterære stemmer. Til sin store fortrydelse modtog hun fx aldrig Akademiprisen, Det Danske Akademis store litterære pris. Ditlevsen fik dog en symbolsk hævn, da hun i en fiktiv auto-nekrolog i 1973 om sit eget fiktive dødsfald skrev:

"Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling".

Forfatterskabet i dag

Siden årtusindeskiftet er billedet imidlertid blevet et helt andet, og i dag fremstår Tove Ditlevsen som et forbillede for en lang række yngre kunstnere, ligesom mange af hendes værker genudgives igen og igen.

The Copenhagen Trilogy

Ditlevsen nyder i dag også stor anderkendelse på det internationale bogmarked, hvilket understreges af, at den samlede oversættelse af forfatterens tre erindringsbind Barndom (1967), Ungdom (1967) og Gift (1971) udkom i 2021 under titlen The Copenhagen Trilogy. Den blev udgivet på det prestigefyldte forlag Penguin, og en kritiker karakteriserede Ditlevsen som a Danish genius of madness.

Ditlevsen i musikken og på scenen

Tove! Tove! Tove!
Pressebillede fra forestillingen Tove! Tove! Tove! af teatergruppen Sort Samvittighed.
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

Tove Ditlevsens tidlige, rimede digte har gennem årene appelleret til musikere og sangsolister. Hugo Alfvéns uoversatte komposition af Saa tag mit Hjerte (1946) har fundet en blivende plads i skandinavisk koncertsang og er bl.a. indspillet af Jussi Björling og Anne Sofie von Otter; for DR PigeKoret har Michael Bojesen skrevet en alternativ, mere ukunstlet udgave af Så tag mit hjerte.

Kvindebevægelsen beredte vejen for to væsentlige Tove Ditlevsen-album, Pigesind (1975) med sangerinden Mathilde (født 1956) og Kvindesind (1978) med Anne Linnet. Titelnummeret på Anne Linnets anden Tove Ditlevsen-plade Barndommens gade (1986) blev effektfuldt anvendt i Astrid Henning-Jensens filmatisering af romanen samme år og har med tiden opnået status som nyklassiker.

I 1999 fortolkede Karen-Lise Mynster på cafe Liva et udvalg af forfatterens digte under titlen Tågænger, og sangene udkom efterfølgende på cd.

Blandt de nyere opsætninger er kunstnerkollektivet Sort Samvittigheds tolkning af Tove Ditlevsens liv og værk i forestillingen Tove! Tove! Tove! på Det Kongelige Teater, og i 2023 skabte Teatret Zeppelin og Teatret Masken forestillingen Tove, en børneforestilling om Ditlevsens barndom på Vesterbro.

Tove! Tove! Tove!

Sort Samvittigheds forestilling Tove! Tove! Tove! dokumenterede, at Tove Ditlevsens tekster også egnede sig til spektakulære formeksperimenter. Man kunne endog på Instagram under hashtagget #tovefeber se, hvordan interessen for Ditlevsen spredte sig på kryds og tværs. Forestillingen havde meget stor succes og turnerede landet rundt i fem år.

Blinkende lygter

I 2000 var der premiere på Anders Thomas Jensens komediefilm Blinkende lygter og en af filmens jokes dokumenterer forbigåelsen af den kvindelige forfatter, her med egennavnet 'Ove Ditlevsen' samtidig med at kanoniseringen af forfatteren bliver en folkelig kendsgerning.

Tove Ditlevsen og Olga Ravn

Olga Ravn debuterede i 2012 med en digtsamling, der har undertitlen Pigesind, og i 2017 lavede Ravn et udvalg af Ditlevsens digte med titlen Der bor en pige i mig, som ikke vil dø.

Tove i stykker og Toves værelse

Tove i stykker fra 2020 er en dokumentarfilm af Sami Saif (manuskript) og Peter Lopes Andersson (animation). Den lille portrætfilm er bygget op omkring et interview med Tove Ditlevsen optaget i 1974.

2022 lavede Jakob Weis en fortolkning af Tove Ditlevsens sidste år, med omdrejningspunkt i romanen Vilhelms værelse, der omskrives til Toves værelse. I 2023 kunne man se en filmudgave af Toves værelse, instrueret af Martin Pieter Zandvliet.

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Litteratur om Tove Ditlevsen

  • Jens Andersen: Til døden os skiller: Et portræt af Tove Ditlevsen (1997). Genskrevet i 2021 under titlen Ditlevsen. En biografi.
  • Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og liv (1997)

Eksterne links

  • Dokumentarfilmen Tove i stykker kan ses her – via Filmstriben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig