Tokyo

Klimaet præges af bjergene mod vest. Om vinteren tager de af for NV-monsunen, så vintrene bliver forholdsvis milde og tørre, mens somrene er varme og fugtige pga. de fugtige østenvinde fra Stillehavet.

Tokyo-området har været beboet siden forhistorisk tid, men meget af byudviklingen er sket sent, især efter at Tokyo blev kejserlig hovedstad i 1868. De ældste bydele ligger ud til bugten og er centrum for den nuværende by. Herfra har Tokyo udviklet sig i ringe, og væksten har betydet, at omliggende byer er blevet opslugt af byvæksten. Disse gamle byer udgør nu selvstændige bycentre i storbyen.

Tæt på den gamle bykerne ligger det kejserlige palads, omgivet af mure og haver, øst for paladset ligger de fleste ministerier, og vest for ligger Nagatacho med Parlamentet og Højesteret. Tokyo har ikke ét centralt indkøbskvarter, men flere; mest kendt er det fashionable Ginza. Rundt om den indre by ligger en række bycentre med bank-, industri- og indkøbskvarterer samt beboelse. De vigtigste centre er de knudepunkter, der ligger, hvor Yamanote-jernbanen, Tokyos ringlinje, skærer motorveje og toglinjer ud fra centrum, bl.a. Shibuya, Ikebukuro og Shinjuku.

Tokyo er centrum for en stor del af Japans industri, i vore dage primært letindustri. Manglen på jord har ført til, at en del industri ligger på inddæmmet land. Den servicebetonede og arbejdskraftintensive industri ligger ind mod centrum, mens sværindustrien fortrinsvis er placeret langs bugten, og den nye højteknologiske industri ligger i yderområderne. Hertil kommer Tokyos rolle som et af verdens finanscentre med en stor børs og et utal af banker, forsikrings- og finansselskaber.

Den store koncentration af mennesker og produktion har tidligere givet anledning til alvorlige forureningsproblemer, men er ved en målrettet indsats fra regering og industri med nye regler og ny teknologi er den kommet under kontrol. Infrastrukturen er meget veludbygget med et stort metrosystem og et tæt net af jernbaner med mange daglige pendlere.

Tokyo er knudepunkt for den nationale og internationale trafik. Alle de store jernbanelinjer udgår fra de tre hovedbanegårde, Tokyo (med højhastighedsbanerne Shinkansen), Shinjuku og Ueno. Der er desuden motorvejsforbindelse og flyruter til de forskellige dele af landet.

Tokyo har kun ganske få bygninger fra før 1900-tallet. I Meijiperioden (1868-1912) var arkitekturen stærkt influeret af vestlige stilarter og teknologi, især fra Storbritannien og Tyskland. Den britiske arkitekt Josiah Conder (1854-1919) opførte den ortodokse Nikolaj-katedral (1891), mens tyskerne Hermann Ende (1829-1907) og Wilhelm Böckmann (1832-1902) især er kendt for Justitsministeriet (1895). Blandt Conders elever opførte Tatsuno Kingo (1854-1919) Japans Bank (1896) og Hovedbanegården (1914), mens Katayama Tokuma (1853-1917) tegnede kronprins Yoshihitos nybarokke palads (1909) i Akasaka. Frem til 1945 var bygningskunsten præget af en stærk nationalisme. Bedst kendt fra denne periode er Okada Shinichiros (1883-1932) Kabuki-teater i Ginza (1924) og Nationalmuseet (1937), der i beton imiterer den traditionelle træarkitektur.

Efterkrigstidens arkitekter inspireredes atter af internationale stilarter. Tange Kenzo opførte en svømmehal til De Olympiske Lege i 1964, Jomfru Maria-katedralen (1964) og Tokyos 243 m høje, dobbelttårnede rådhus (1991), mens Kurokawa Kisho (1934-2007) har stået for Nakagin Kapsel-tårn (1972) bestående af 140 flytbare kabiner. Markante bygningsværker er også Tokyo Teleport Town på de kunstige Odaiba-øer i Tokyobugten (1996), den 570 m lange Regnbuebro og det 333 m høje, rød- og hvidstribede Tokyotårn (1958). Flere af byens museer er placeret i Ueno-parken i byens nordøstlige hjørne: Nationalmuseet for vesterlandsk kunst (1959) af Le Corbusier, Tokyos Kunstmuseum (1975) af Maekawa Kunio (1905-86) samt Horyuji Homotsukan Museet (1999) af Taniguchi Yoshio (f. 1937). Byens største museum er det hvide Edo-Tokyo Museum i Ryogoku (1992), tegnet af Kikutake Kiyonori (1928-2011). Flere af de omtalte bygninger benævnes hyppigt med engelske navne, fx Rainbow Bridge og Tokyo Tower.

Senest har vor tids mest indflydelsesrige arkitekt, Kengo Kuma, stået for byggeriet af Det Olympiske Stadion til Tokyo-legene i 2021. Hans ideel er at vende sig fra beton mod "naturlige materialer", blandt andet træ.

Området har været beboet siden forhistorisk tid; byen regnes for grundlagt i 1457, da lensherren Ota Dokan (1432-86) byggede en borg ved fiskerlejet Edo. Borgen, en tidlig forløber for det nuværende kejserpalads i Tokyo, faldt i 1590 til Toyotomi Hideyoshi, som beordrede Tokugawa Ieyasu til at slå sig ned i Edo. Ieyasu gjorde byen til centrum for Tokugawa-shogunatet (1603-1867) og dermed til Japans reelle hovedstad. I de følgende århundreder, Edoperioden, voksede byen til en af verdens største. Allerede i 1720 havde den 1 mio. indbyggere. I forbindelse med Meijirestaurationen 1868 flyttede kejseren sin residens til Edo, som skiftede navn til Tokyo.

Byen har været ødelagt flere gange: I Edoperioden blev den gentagne gange hærget af brande, i 1923 lagde et jordskælv byen i ruiner, og knap var den blevet genopbygget, før de allieredes bombetogter i 2. Verdenskrigs sidste år så godt som jævnede Tokyo med jorden.

Afholdelsen af OL i 1964 skabte et byggeboom, og i løbet af 1980'erne steg jordpriserne i Tokyo til verdens højeste, hvilket har medført, at en stadig større del af bygningsmassen bruges til kontorer, mens antallet af fastboende er stagneret.

• Japan