Forum og Capitol-tempel i Thuburbo Maius

Thuburbo Majus, det moderne Henchir Kasbat, er en af de bedst bevarede antikke byer i Tunesien.

Thuburbo Majus' historie

Byen ligger ca. 60 km sydvest for Tunis by. Stedet var oprindelig beboet af berbere, og herefter blev det en karthaginiensisk bosættelse for i 146 f.v.t. at blive erobret af romerne. Under kejser Hadrian blev byen municipium; under Commodus fik den status af koloni. Fra 258 e.v.t. var Thuburbo Majus bispesæde, og en række offentlige bygninger blev restaureret i 300- og 400-tallet.

Bevarede monumenter i Thuburbo Majus

Byens centrum er blevet frilagt med bl.a. forum og et såkaldt Capitol-tempel til Jupiter, Juno og Minerva fra 100-tallet e.v.t. Endvidere findes betydelige ruiner af termeanlæg og templer, fx en helligdom for Tanit Caelestis, foruden et amfiteater og rige privathuse med velbevarede mosaikgulve. Bortset fra Capitol-templet er de offentlige bygninger forholdsvis små og vidner om byens begrænsede ressourcer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig