Sydafrikas litteratur

Til de førskriftlige udtryksformer hører khoisan-poesien, som var udbredt frem til begyndelsen af 1700-tallet, og som bl.a. består af sange til påkaldelse af ånder i forbindelse med uddrivelse af sygdom og ondskab, og fortællinger om kampe mod indtrængende sorte og hvide kolonisatorer. Forfatteren Antjie Krog (født 1952) gendigtede et udvalg, baseret på mundtlige overleveringer bragt til veje af lingvister i 1920'erne, Die Steerre sê 'tsau (2004). Lignende brugspoesi var udbredt i de sorte bantusprogstalende kulturer, som fortrængte khoisan-befolkningen. Den findes videreudviklet i den sangoma-sang, der anvendes af nutidens healere.

Vigtige førkoloniale udtryk er også de lovprisningssange, der fulgte med mere statslignende former for politisk organisering blandt zulu-, xhosa- og sotho-talende folk fra begyndelsen af 1800-tallet; de såkaldte izibongo'er til zulu-kongen Shaka og hans efterfølger, Dingane, er særlig berømte. Genren har været del af en despotisk politisk kultur, men har også i sit tvetydige billedsprog frembudt mulighed for kritisk modsvar. I 1990'erne har både Nelson Mandela, høvding Buthelezi og præsident Thabo Mbeki haft aktive lovprisningssangere, og genrens retorik er indgået magtfuldt i politisk digtning og rap-lignende sang hos fx Mzwakhe Mbuli (født 1959), der er blevet kaldt "folkets digter".

Skriftlitteratur udvikledes i forbindelse med de europæiske kolonisatorers indtrængen fra 1600-tallet, tidligst i de hollandsksprogede beretninger om rejserne ind i det ukendte, der i vore dage er blevet virkningsfuldt gendigtet af André Brink, J.M. Coetzee og Antjie Krog. Også britiske missionærer og embedsmænds optegnelser udgør en righoldig arv. I løbet af 1800-tallet blev de afrikanske sprog i området skriftliggjort og systematiseret af missionærer gennem oversættelser af Bibelen og udarbejdelse af ordbøger.

En engelskproget skønlitteratur kom først til i slutningen af 1800-tallet med romaner som missionærdatteren Olive Schreiners The Story of an African Farm (1883, dansk titel Historien om en afrikansk farm, 1980). Heroverfor står frem til 1910 en religiøst og embedspræget hollandsksproget skriftkultur, der først efter dannelsen af Den Sydafrikanske Union blev afløst af en afrikaans-sproget litteratur, der også omfattede poesi og fiktion. Den blev til som politisk projekt i årene efter Boerkrigen (1899-1902) med sigte på at udvikle kulturel selvbevidsthed og nationalfølelse hos de slagne afrikaanere og med brod imod britisk civilisation og modernitet.

Afrikansk skønlitteratur på skrift optræder først fra 1920'erne med Sol Plaatjes engelsksprogede roman Mhudi (1930) og Thomas Mofolos (1876-1948) digt på sotho og engelsk om Shaka (1925). I 1930'erne udviklede der sig i Natal en selvbevidst skønlitteratur på både engelsk og zulu omkring brødrene Herbert og Rolfes Dhlomo (1903-1956 og 1901-1971) og digteren Benedict Wallet Vilakazi (1906-1947), ligesom profeten Isaiah Shembes (ca.1868-1935) zulu-salmer vandt genklang også som publicerede skrifter. Men udviklingen af en afrikansk skønlitteratur blev i tiltagende grad hæmmet af racediskrimination og fra 1948 af apartheid, som med Bantu Education Act fra 1953 indskrænkede sorte afrikaneres mulighed for uddannelse.

Litteratur på afrikaans fra 1920'erne og 1930'erne kredser om folkets sundhed og væsen. Nicolaas Petrus van Wyk Louw (1906-1970) lovsang afrikaanernes Store Trek mod nord fra Kap-provinsen i 1830'erne og "den dybereliggende ret", de herigennem havde erhvervet til jorden og landet. Hos romanforfatteren C.M. van den Heever (1902-1957) udvikledes temaer, der kan minde om fascismens, om mandens beherskelse af jorden gennem arbejdet, om forholdet mellem mand og kvinde og om stedets og jordens bestemmelse af menneskets identitet — alt dette i et sydafrikansk landskab, hvor sorte mennesker kun eksisterer som skygger og karikaturer.

Hvide bønders liv og skæbne er også centralt i engelsksproget litteratur hos forfattere som Pauline Smith og Herman Charles Bosman (1905-1951). Først i årene omkring indførelsen af apartheidsystemet begyndte kritikken af raceadskillelse og politisk brutalitet at figurere centralt, f. eks. i Peter Abrahams' Mine Boy fra 1946 og Alan Patons Cry, the Beloved Country (1948, dansk titel Ve, mit elskede land, 1949). Temaer som disse blev fra da af et kendemærke i sydafrikansk litteratur, udviklet med psykologisk finesse i Nadine Gordimers tidlige romaner og i Alex La Gumas noveller fra Cape Towns slum.

I 1950'erne og 1960'erne opstod en sort engelsksproget township-litteratur i tilknytning til journalistik hos Can Themba og Nat Nakasa (1937-1965) og som selvbiografi hos Es'kia Mphahlele. Den blev bremset af apartheidregimets saneringer og forvandling af townships til sovebyer. Soweto-oprøret i 1976 førte til nye former for protest- og oprørslitteratur med black consciousness som fremtrædende ideologi hos digtere som Oswald Mtshali (født 1940), Sipho Sepamla og Mongane Wally Serote. Mazisi Kunene udgav i 1979 sit kulturnationalistiske epos om Emperor Shaka the Great.

Også afrikaans-litteraturen blev efter Soweto i stigende grad præget af protest som i Breyten Breytenbachs digte og modernistiske memoirer, i Karel Schoemans (1939-2017) og André Brinks historiske romaner, hos Elsa Joubert (1922-2020) og i Etienne van Heerdens magisk-realistiske fabler. En effektfuld modernistisk prosa med afsæt i Kafka udvikledes af den engelsksprogede J.M. Coetzee, hvis store forfatterskab foldende sig ud i de næste årtier.

Den mest udadvendte skikkelse i denne fase, hvor apartheid fremstår som eksistentielt vilkår, var Nadine Gordimer, der blev belønnet med Nobelprisen i 1991, netop som apartheidsystemet begyndte at skride. En roman som Zakes Mdas (født 1948) Ways of Dying fra 1995 demonstrerer, at brutalitet såvel som kreativitet lever videre i sorte fattigkvarterer på tværs af politisk forandring, men måske med nye muligheder for at udtrykke sig.

Selv efter magtskiftet og demokratiseringen i 1994 er fortidens skygger vedblevet at dominere. Nye typer helteprosa om ANC's frihedskæmpere har vundet frem, og opgøret med fortiden skildres stærkt i Antjie Krogs poetiske reportage fra Sandhedskommissionens høringer, Country of My Skull fra 1998.

Ved årtusindskiftet virkede det endelig, som om sydafrikansk litteratur begyndte at få det løft, man havde forventet, at apartheidens sammenbrud ville give den. J.M. Coetzee fik med voldtægtsromanen Disgrace (1999, dansk Vanære, 2000) for anden gang Bookerprisen og blev i 2003 tildelt Nobelprisen. Voldtægtstemaet er ligeledes centralt i Arthur Maimanes (1932-2005) Hate No More (2000), hvis sorte forbryder skildres som et offer for apartheid, og i Farida Karodias (født 1942) Other Secrets (2000), hvor offeret er farvet, og voldtægtsmanden afrikaaner, men det kønspolitiske dominerer racemodsætningen.

En spændende modernistisk forfatter er Ivan Vladislavic (født 1957), der debuterede i 1989 med novellesamlingen Missing Persons og i 2001 udgav romanen The Restless Supermarket om det barske Hillbrow-kvarter i Johannesburg, som også behandles i Phaswane Mpes (født 1970) Welcome to Our Hillbrow (2001). I en anden storby-roman, Thirteen Cents af K. Sello Duiker (født 1974), er de centrale karakterer gadebørn, og forfatteren skildrer deres kamp for overlevelse i de voldsomme bymiljøer.

Flere stærke romaner genbesøger Sydafrikas historie. Zakes Mdas The Heart of Redness (2000) fortæller historien om et xhosa-oprør i 1800-tallet. I David's Story (2000), der hører til det bedste i postapartheidlitteraturen, lader Zoë Wicomb en farvet ANC-guerilla efterspore sin historiske oprindelse blandt griqua-folket. André Brinks sidste roman Philida, 2012 (dansk oversættelse 2013) handler om en slavegjort kvindes frigørelse. Den er kulørt og lidenskabelig som andre af Brinks romaner. Endnu en historisk roman, The Promise (2021) af Damon Galgut (født 1963), blev belønnet med Bookerprisen i 2021. Titlens løfte, som svigtes, blev givet af en afrikaaner farmer familie til en sort kvinde der har arbejdet for familien hele sit liv. Romanen følger familiens storhed og kriser gennem generationer, tæt forbundet med det hvide Sydafrikas blomstring og fald.

I Nadine Gordimers roman fra 2005, Get a Life 2005 (dansk titel Få dig et liv, 2006) søger hovedpersonen, der er økolog og nu kræftpatient, tilbage i sit liv for at få mening og afklaring. I sin sidste roman, No Time Like the Present (2012) vender Gordimer tilbage til raceproblemet, hvide og sortes roller i modstadskampen og i udfoldelsen af et demokratisk, Sydafrika. Den skildrer det konfliktfulde og komplekse forhold mellem to ægtefolk, hun sort, han hvid, som begge var aktive i ANC's modstandskamp. I romanens nutid, perioden op til Jacob Zumas valg til præsident i 2009, skal de finde deres roller i det nye Sydafrika, præget af korruption og ulighed, og leve med de skuffede forhåbninger.

I overgangen til det nye årtusind udgav Coetzee to køligt skrevne erindringsromaner, Boyhood, 1997 (dansk titel Drengeår, 1998) og Youth, 2002 (dansk titel Ungdomsår, 2003). Ti år senere kom hans trilogi om Jesusbarnet, en migrantskikkelse, der gennemstrejfer verden med sin far, The Childhood of Jesus, 2013 (dansk titel Jesu barndom, 2013), The Schooldays of Jesus (2016) og The Death of Jesus (2019). Her vender forfatteren tilbage til den allegoriske fortælling, som prægede hans tidlige forfatterskab, f.eks. i Waiting for the Barbarians, 1980 (dansk titel Vi venter på barbarerne, 1982) og Life and Times of Michael K, 1984 (Historien om Michael K, 1984). Historien om Jesusbarnet er universel og tidsubestemt snarere end lokal og tidsfæstet og behandler i lighed med de tidlige romaner etiske fordringer i en dystopisk verden.

I 1994 sejrede demokratiet i Sydafrika. Samme år blev den afrikaans-skrivende forfatter Marlene van Niekirk (født 1954) fejret for Triomf, en skildring om den fortabte hvide befolkning, der lever i bydelen Triomf, et trøstesløst betonbyggeri opført, hvor Sophiatown blev jævnet med jorden. I Lauren B. Beukes' (født 1976) skildring af et andet kvarter i Johannesburg, ZOO City (2010), er byrummet overtaget af rastløse omvandrende eksistenser, der føler sig lige så meget hjemme i byens kloakker som over jorden. Romanens personer er udstyret med en slags totemdyr, der leder dem frelst gennem storbyens jungle. Byen beskrives som et inferno, men ligesom hos Ivan Vladislavic også som et mulighedernes rum.

Hos de yngre sorte forfattere Niq Mhlongo (født 1953) og Bongeziwe Mahlangu (født 1985) er der intet forsonende. I Dog Eat Dog (2004) og Penumbra (2013) skildrer de den generation, der var unge i 1980'erne og 1990'erne, og som levede med en voldsom frisættelse. De levede samtidig i overvældende fattigdom og med den konstante bevidsthed om AIDS-epidemien, som hærgende i Sydafrika i de årtier. En tredje ung sort forfatter, Mohale Mashigo (født 1983), har stor succes med sin novellesamling, Intruders (2018), der forbinder det folkloristiske og realistisk-urbane med en større magisk verden. Hun opfatter sig som del af den voksende og populære genre, som kaldes "spekulativ fiktion".

Frisættelsen fejres i Nthikeng Mohleles (født 1977) roman, Michael K (2018). Dens forlæg er Coetzees Historien om Michael K, men den er et opgør med Coetzees sortsyn. Her er storbyen et fortættet rum af levet liv og dets spejlinger i digtning, og personen J. M. Coetzee optræder ved den symbolske begravelse af antihelten fra hans roman.

• Sydafrika