Storbritanniens historie 1485-1660

Det velstående borgerskab i de mange byer var handels- og eksportorienteret; særlig eksporten af uld og senere af forarbejdet klæde til kontinentet havde betydning. En følge heraf blev, at landbruget mange steder omstilledes fra kornavl til fåreavl, ligesom dyrkningsfællesskabet i højere og højere grad blev erstattet af individuelt ejerskab og drift (enclosure), alt sammen med social polarisering til følge. Tilstedeværelsen af et stærkt byborgerskab medvirkede til at afbalancere adelens stilling politisk og socialt, og den godsbesiddende adel, dvs. både højadelen (aristokratiet) og den talmæssigt større landadel (gentry), blev således kommercielt orienteret snarere end feudalt.

Selvom Henrik 7. til at begynde med måtte kæmpe mod tronprætendenter og magtbevidste adelsmænd, lykkedes det at styrke kongemagten i samarbejde med Parlamentet og skabe en politisk stabilitet, hvorved England blev i stand til at genoptage en aktiv udenrigspolitik på kontinentet. Denne linje fortsattes og forstærkedes under Henrik 8., der fra 1529 gradvis frigjorde den engelske kirke fra pavens myndighed, fordi paven afviste at erklære hans ægteskab med Katarina af Aragonien ugyldigt. 1534 blev kongen kirkens nye overhoved, og hans magt blev 1536 styrket ved inddragelse af klostrenes jordegods. En sammenhængende protestantisk kirkelære lod dog vente på sig. På samme tid blev inkorporeringen af Wales fuldført, og fremvæksten af en sammensat stat kom også til udtryk ved, at Henrik 8. 1541 antog titlen konge af Irland. Perioden efter Henrik 8.s død i 1547 var præget af kirkepolitisk splid, både protestanternes kamp indbyrdes (puritanere og tilhængere af den anglikanske statskirke) og kamp for rekatolisering.

Ved Elizabeth 1.s tronbestigelse 1558 indledtes en periode med stabilitet og fremgang, en rummelig kirkeordning blev til i 1559, og ved denne tid blomstrede handelen på fremmede verdensdele, og de første oversøiske områder blev taget i engelsk besiddelse. Men perioden var også præget af udenrigspolitiske problemer, idet de katolske magter ikke anerkendte Elizabeths ret til tronen, men holdt på den skotske dronning, Maria 2. Stuart. Dette var så meget mere alvorligt, eftersom Skotland ved flere lejligheder var allieret med Englands fjender og således kunne bruges som springbræt ved en invasion i England. Dette forklarer, hvorfor Maria Stuart blev holdt fængslet og henrettet 1587. Men efter at Den Spanske Armada 1588 havde lidt nederlag, var Elizabeths stilling sikret både hjemme og ude. Dog udbrød der 1594 oprør i Irland, hvis indfødte befolkning havde fastholdt katolicismen. Oprøret blev først endeligt slået ned 1608 og efterfulgt af en massiv engelsk indvandring (se Plantation System).

Ved Elizabeths død 1603 tilfaldt Englands trone den nærmeste arving, Jakob 6. Stuart af Skotland (i England Jakob 1.), og derved blev England og Skotland forenet i en personalunion. De Britiske Øer var derved alle under kontrol fra London. Staten var således et ørige uden landegrænser, og det betød, at den takket være en betydelig flåde ikke var i umiddelbar fare for fjendtlig invasion. Det gav landet større overskud til oversøiske engagementer. Den første koloni i Nordamerika, Virginia, blev således grundlagt i 1607. Stiftelsen af East India Company i 1600 markerede starten på en intens engelsk handels- og senere kolonitilstedeværelse i Asien (se Det Britiske Imperium).

Positionen som ørige betød også, at det ikke var nødvendigt at opretholde så store stående hære, udskrive så store skatter og centralisere magten så meget i absolutistisk retning, som man ellers oplevede på det europæiske kontinent i 1600-tallet i landstater, der var i umiddelbar fare for fjendtlig invasion. Dette forklarer den følgende udvikling, hvor Parlamentet var i stand til at forhindre kongens forsøg på at indføre absolutisme. Karl 1. lod 1629 Parlamentet opløse, fordi det nægtede at bevilge ham skatter, og regerede derefter enevældigt og med katolske sympatier. Først 1640 lod han nødtvungent Parlamentet sammenkalde, idet han måtte have bevilget skatter til at rejse en hær til nedkæmpelse af et oprør i Skotland. Parlamentets misfornøjelse med kongens egenrådighed fik her frit løb, og efter at kongen havde forsøgt at lade nogle parlamentsmedlemmer arrestere, mundede konflikten ud i en borgerkrig 1642-1649 (Den Engelske Borgerkrig).

Foruden forfatningsmæssige havde denne krig også økonomiske og religiøse årsager. Tendensen var, at kongens tilhængere, royalisterne ("kavalererne"), fortrinsvis havde deres højborge i de egne, hvor landbrugets modernisering var mindst fremskreden, mens parlamentspartiet ("rundhovederne") stod stærkt der, hvor enclosure var blevet gennemført. Styrkeforholdet blev for alvor vendt til Parlamentets fordel, da det skotske parlament 1643 besluttede at intervenere på det engelske parlaments side (se Solemn League and Covenant).

Royalisternes nederlag blev beseglet 1646, men forsøg på at finde en ordning med kongen trak ud; Skotland valgte at gå over på royalisternes side, og parlamentspartiet var splittet mellem moderate fredstilhængere og uforsonlige, radikale puritanere (Independents). Førstnævnte fraktion blev brutalt udrenset, og 1648 sejrede Parlamentet endegyldigt i England; kongen blev taget til fange og 1649 henrettet for højforræderi. Irland blev blodigt undertvunget 1649, Skotland 1651.

Øriget blev nu erklæret for republik. 1651 vedtoges Navigationslovene, der favoriserede Englands skibsfart på bekostning af andre kolonimagter. 1653 blev borgerkrigsgeneralen Oliver Cromwell statsoverhoved med titel af Lord Protector. Han indførte et etkammerparlament, og styret var puritansk, men præget af religiøs tolerance. Cromwell kom dog i stigende grad i uoverensstemmelse med Parlamentet og tiltog sig mere og mere personlig magt. Ved Cromwells død i 1658 brød dette styre sammen, og et efterfølgende kaos endte med, at Parlamentet i 1660 overdrog tronen til Karl 2. (søn af Karl 1.); monarkiet var derved genoprettet.

Læs videre om Storbritanniens historie 1660-1783

• Storbritanniens forhistorie
• Storbritanniens historie indtil 1066
• Storbritanniens historie 1066-1485
• Storbritanniens historie 1485-1660 (denne artikel)
• Storbritanniens historie 1660-1783
• Storbritanniens historie 1783-1880
• Storbritanniens historie 1880-1914
• Storbritanniens historie 1914-1945
• Storbritanniens historie fra 1945
• Storbritannien generelt