Sicilien

Den græske kolonisering begyndte i midten af 700-tallet f.v.t. og fortsatte gennem de næste århundreder med grundlæggelsen af en lang række vigtige byer på det sydlige og østlige Sicilien, herunder bl.a. Naxos, Messina, Siracusa, Catania, Gela, Agrigento og Himera. Sicilien blev herved det vestlige centrum for græsk kultur (se også Magna Graecia), men de græske bystaters selvstændighed var hele tiden truet af Karthago, som med kolonigrundlæggelser havde opnået kontrollen over den vestlige del af øen.

Sejren i 480 f.v.t. i Slaget ved Himera over en karthaginiensisk hær sikrede dog de græske bystaters frihed indtil slutningen af 400-tallet f.v.t., da tyrannen Dionysios 1. under nye kampe sikrede Syrakus' herredømme over størstedelen af den græske del af øen.

Sicilien var skueplads for kampene mellem Rom og Karthago under 1. Puniske Krig, og efter 241 f.v.t. blev det meste af øen romersk provins. Sicilien var en vigtig del af Roms kornkammer, og to store slaveoprør i 100-tallet f.v.t. kunne ikke true øens velstand, der fortsatte indtil den germanske folkestamme vandalernes erobring af øen i 440 e.v.t.

Sicilien var underlagt ostrogoterne fra begyndelsen af 490'erne, indtil Det Byzantinske Rige erobrede øen i 530'erne. I 827 indledtes den arabiske erobring af Sicilien; araberne var fra ca. 900 herrer over hele øen, som kom under fatimiderne i Egypten; øen regeredes dog af en næsten uafhængig emir.

Under det arabiske herredømme oplevede øen en materiel og kulturel blomstringstid. Den fortsatte, efter at normannerne under ledelse af Roger 1. og broderen Robert Guiscard, der netop havde fået kontrol over Syditalien, ca. 1060-1091 havde erobret øen. Sammen med Syditalien indgik Sicilien 1130 i Kongeriget Neapel med Roger 2. som første konge.

Fra 1194 blev Sicilien regeret af hohenstauferne og fra 1266 af fyrstehuset Anjou. Efter et oprør i Palermo i 1282, Den Sicilianske Vesper, blev Sicilien overtaget af aragonerne, som i 1443 forenede Aragonien, Sicilien og fastlandsdelen af Neapel i ét rige.

Sicilien og Neapel udgjorde et spansk vicekongedømme fra 1504 til Utrechtfreden 1713, da øen blev overladt til Savoyen. I 1720 afstod Savoyen øen til Østrig i bytte for Sardinien, hvormed Sicilien og Neapel igen var forenet. De spanske bourboner overtog dobbeltriget i 1734-35.

Under Napoleonskrigene måtte kong Ferdinand (1.) flere gange flygte fra fastlandsdelen til Sicilien, hvis status han lovede at styrke. Efter Napoleons endelige nederlag kunne Ferdinand vende tilbage til Neapel, men selvom hans rige i 1816 fik navnet Begge Sicilier, var Sicilien i praksis atter degraderet til en andenklasses rigsdel, hvis vigtigste funktion var at betale skatter.

Garibaldi invaderede Sicilien i 1860, og samme år blev øen indlemmet i det nysamlede kongerige Italien. På det tidspunkt var Sicilien økonomisk og socialt tilbagestående sammenlignet med det meste af det øvrige Italien; øen var desuden præget af en traditionel kultur og mentalitet, som gjorde det vanskeligt for den nye stat og dens institutioner at gøre sig gældende. På store dele af Sicilien var røverbander og mafiafamilier (se mafia) de egentlige magthavere, og mafiaen kom i vid udstrækning til at spille en dobbeltrolle som den italienske stats fjende og uofficielle forbundsfælle, idet mafiafolk og politikere på både lokalt og nationalt niveau hurtigt indså fordelene ved samarbejde.

I modsætning til fx Sardinien har Sicilien aldrig haft en separatistbevægelse med rødder i sproglig eller anden kulturel egenart. Den sicilianske løsrivelsesbevægelse MIS (Movimento per l'Indipendenza della Sicilia), der blev grundlagt i dagene omkring den allierede landgang på Sicilien i 1943, repræsenterede meget forskellige politiske mål. Bevægelsens højrefløj, der overtog ledelsen i slutningen af 1944, bestod af monarkister, godsejere og mafiafolk, der frygtede, at Italien efter krigen ville blive en venstreorienteret republik. 1945-1946 kom det til regulære slag mellem italienske tropper og medlemmer af MIS' guerillahær, blandt hvis ledere var den karismatiske røverhøvding Salvatore Giuliano (1922-1950). Guerillahæren led afgørende nederlag i 1946, hvorefter den italienske regering udmanøvrerede separatisterne politisk ved samme år at give Sicilien udstrakt selvstyre; denne ordning afspejledes i forfatningen af 1948, der gjorde Sicilien til en af fem regioner med særlig status.

Sicilien var en af de stærkeste politiske bastioner for de kristelige demokrater, Democrazia Cristiana, indtil det gamle politiske system brød sammen i 1992. Øen har desuden været præget af kampen mod korruption og mafiavæsen.