På trods af rige naturresurser har Sicilien en svag og støtteafhængig økonomi præget af et utilstrækkeligt udviklet erhvervsliv, høj arbejdsløshed og en organiseret kriminalitet, der hæmmer udviklingen af små og mellemstore virksomheder. En nedgang i antallet af heltidsbeskæftigede modsvares af et voksende antal deltidsbeskæftigede og løsarbejdere samt af en udstrakt brug af indvandrere, ofte illegale.
I kystegnene findes rige, intensivt dyrkede områder, fx ved byerne Trapani og Ragusa, hvor der dyrkes druer, på Palermo- og Cataniasletten, hvor der dyrkes citrusfrugter, samt ved Avola og Noto, hvor der dyrkes hhv. mandler samt frugt og grønt. Øens indre dele er til gengæld præget af godser med ekstensiv hvedeavl. Kunstige søer har gjort det muligt at øge det dyrkede areal betragteligt, men private særinteresser har hindret opførelsen af dæmninger og vandforsyningsanlæg i tilstrækkeligt omfang. Produktionen af citrus er fordoblet siden 1960, men Spaniens og Portugals medlemskab af EU har medført en eksportnedgang. Den sicilianske fiskerflåde er Italiens største, og den vigtigste fiskerihavn er Mazara del Vallo.
I 1950'erne fremmede den statslige udviklingsfond for Syditalien (Cassa per il Mezzogiorno) oprettelsen af kemiske og petrokemiske anlæg i områderne Augusta-Priolo-Siracusa, Gela, Porto Empedocle og Milazzo; disse virksomheder var dog uden forbindelse med det eksisterende erhvervsliv, skabte kun få arbejdspladser og medførte ikke den ønskede udvikling. Andre industriområder er opstået omkring Palermo og Catania samt langs sydvestkysten, koncentreret om Trapani, Marsala, Mazara del Vallo og Sciacca. Ved Marsala, Caltanissetta og Alcamo findes vin- og spiritusindustri.
Der er sket en vækst i servicesektoren, især i den offentlige forvaltning og små traditionelle handelsvirksomheder. Turismen er ringe udviklet i forhold til mulighederne bortset fra enkelte steder såsom kysten ved Taormina syd for Messina. De avancerede servicevirksomheder er koncentreret i Palermo og Catania og i mindre omfang i Messina og Siracusa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.