Først da osmannernes magtposition svækkedes og blev brudt af den østrigske hær, udvikledes en borgerlig musikkultur i vestlig forstand i Serbien og Vojvodina. Josif Schlesinger (1790-1870) oprettede et militærorkester, der medvirkede ved statslige festligheder og ved teaterforestillinger. Tidens mest yndede kunstform blev dog en slags syngespil. Kornelije Stanković (1831-65) grundlagde den nationale retning og sørgede også for, at den serbiske kirkesang for første gang blev noteret og udgivet i hans flerstemmige bearbejdelse (1862-69).
Korforeninger opstod og bredte sig over hele Serbien i et sådant omfang, at der måtte rekvireres hjælp fra udlandet til at lede korene; herved kom tjekkiske musikere til at præge musiklivet i betydelig grad. Blandt de serbiske komponister, der foretog en kunstnerisk bearbejdelse af folkemusik, må særlig nævnes Stevan Mokranjac (1856-1914).
Den næste komponistgeneration videreudviklede den nationale retning på mere moderne vis. Petar Konjović (1883-1970) skrev bl.a. fem operaer; hans hovedværk, Koštana (1931, efter Borislav Stanković's drama af samme navn), er skrevet i den specielle orientalskprægede musikstil, som fandtes i byen Vranje omkring 1880. Miloje Milojević (1884-1946) holdt sig fortrinsvis til de mindre former, navnlig solosangen; desuden skrev han essays og afhandlinger om musik, også af musiketnologisk karakter. Stevan Hristić (1885-1958) var i mange år dirigent i Beograds opera og ydede sin største indsats inden for scenemusikken.
Med dannelsen af den nye stat Jugoslavien (1918) begyndte et kulturelt samarbejde mellem de forbundne nationer, samtidig med at kontakten med tidens europæiske musik styrkedes, og dens strømninger satte deres spor hos de unge komponister. Efter 2. Verdenskrig blev der udfoldet mange bestræbelser for at bringe musikken ud til hele folket; overalt oprettedes amatørforeninger for folkemusik og -dans og i 1948 det første professionelle ensemble, Kolo.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.