Rolf Stenersen var en norsk forretningsmand, forfatter og kunstsamler og -mæcen.
Stenersen har udgivet flere bøger om økonomi, bl.a. Penger og tall (1937) og Fra industriaksjer til skipslån og palmeolje (1956). Han debuterede skønlitterært med novellerne Godnatt da du (1931), som vakte debat pga. sit angivelig pornografiske indhold, og har senere udgivet romaner, skuespil og en omstridt biografi: Edvard Munch – nærbilde av et geni (1945, dansk 1966). I 1971 donerede Stenersen en stor samling af norsk og international kunst til Bergen Kunstmuseum med værker af bl.a. Paul Klee og Pablo Picasso og de norske Jakob Weidemann og Gunnar S. Gundersen.
I 1971 skænkede Stenersen sin privatbolig i det vestlige Oslo, tegnet af Arne Korsmo, til den norske stat til brug som statsministerbolig. Villa Stenersen administreres i dag af Nasjonalmuseet og er åben for omvisninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.