I Danmark, hvor en nationalkirkelig udvikling var begyndt i anden halvdel af 1300-tallet, brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven.
Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520'erne til Danmark via Holsten og Slesvig, og den fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af reformkatolikken Poul Helgesen, udbrede den nye lære.
På et møde med kongen og rigsrådet, herredagen, i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, bekendelsesskriftet Confessio Hafniensis.
Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved lov, som blev skrevet i recessen af 30. oktober 1536. Her blev den katolske bispemagt afskaffet, og bispegodset blev konfiskeret. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2. september 1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius. Som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius sammen med Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke.
Kalkmalerierne i Danmarks kirker overlevede 1500-tallet i kraft af Luthers tolerante holdning til billeder og blev først overmalet senere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.