Ravenna

De oldkristne basilikaer Sant'Apollinare in Classe (indviet i 549) og Sant'Apollinare Nuovo (500-tallet) er bemærkelsesværdige bygninger. Begge er udsmykket med mosaikker ligesom også kuplen i dåbskapellet San Giovanni in Fonte (ca. 458), Galla Placidias mausoleum (ca. 425) og ikke mindst centralkirken San Vitale (indviet i 548); mosaikkerne viser en brydning mellem antik og byzantinsk tradition. Til hovedværkerne hører scenerne med kejser Justinian 1. og kejserinde Theodora i San Vitales kor.

Byens oldkristne monumenter er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Som en strategisk vigtig havneby i Romerriget anlagdes Ravenna på øer i en lagune, men i middelalderen sandede havnen til, og byen omgives nu af en frugtbar slette ca. 7 kilometer fra kysten. En kanal har siden 1736 forbundet byen med havnen Porto Corsini, der i dag er en af Adriaterhavets vigtigste havne, især baseret på containertrafik.

Øst for Ravenna findes en udstrakt industriel zone med blandt andet en stor petrokemisk industri (kunstgødning, syntetisk gummi m.m.), der er baseret på rige forekomster af naturgas i den tidligere lagune. Især industriens vandforbrug har medført en landsænkning på knap 1 centimeter om året, og Ravennas gamle bycentrum er truet af oversvømmelse. Desuden er grundvandsressourcerne i fare på grund af opgravning af sedimenter til landvinding og byggeri.

Ravenna blev allerede i 300-tallet bispesæde, og under de germanske invasioner i det vaklende Vestromerske Rige blev den residens for den vestromerske kejser Honorius i 402. I 400-tallets sidste årtier erobredes byen af ostrogoterne for i 540 at blive erobret af den østromerske kejser Justinians tropper. I de følgende 200 år var Ravenna hovedstad i det såkaldte byzantinske eksarkat (statholderskab) med tilhørende byer (pentapolis) og udstrakte landområder. I perioden 400-700 oplevede Ravenna som hovedstad en enestående blomstring, hvad den rige kirkelige, arkitektoniske og kunstneriske arv vidner om.

I 751 blev byzantinerne fordrevet af longobarderne, og Ravenna blev snart af deres efterfølgere, frankerne, overdraget til paverne i Rom, der dog ingen reel magt fik over byen.

Fra 1300-tallet styredes Ravenna af lokale signori, var i 1441-1509 under Republikken Venedig og kom derefter reelt ind under Kirkestatens styre. Byen var allerede da reduceret til en betydningsløs provinsby, og da den vigtige havn for længst var sandet til, stagnerede udviklingen indtil ind i 1900-tallet.

I de sidste år af 2. Verdenskrig blev betydelige dele af byens gamle bygninger ødelagt ved bombardementer, men den har stadig bevaret sin enestående historiske karakter.

• San Vitale i Ravenna
• Aistulf
• Italiens historie indtil 1350