Det nydannede RNA kaldes umodnet RNA eller precursor-RNA ('forløber-RNA'), og afhængig af RNA-type og organismens art foregår der en række kemiske ændringer af molekylet i et nøje fastlagt mønster, såkaldt RNA-processering. Hos fx rRNA og tRNA sker der en nøjagtig afkløvning af 5'- og 3'-enderne, og i nogle tilfælde udskæres der flere forskellige RNA-molekyler. Desuden ændres den kemiske struktur af enkelte nukleotider ved en proces kaldet RNA-modifikation. Typisk påsættes eller fjernes enkelte methylgrupper og aminogrupper på sukkerdelen eller basen af nukleotidet. På rRNA og tRNA kendes der mere end 170 forskellige former for modifikationer.
Modifikationer kan også forekomme i mRNA og lange ncRNA, men her kender man langt færre. I mRNA har modifikationer indflydelse på, hvor effektivt mRNA translateres (dvs. oversættes til protein), og på stabiliteten af mRNA i cellerne. Der er også flere studier, som peger på, at modifikationer af mRNA kan afgøre, hvor i cellen de respektive mRNA befinder sig. I de tilfælde, hvor modifikationen ændrer på RNA'ets basesammensætning og dermed den genetiske information i forbindelse med proteinsyntesen, kaldes fænomenet for RNA-editering. Hos visse organismer anvendes RNA-editering til at ændre den genetiske information mere radikalt ved at indsætte og fjerne flere nukleotider. Sådanne "rettelser" i RNA'et foregår efter et mønster, der bestemmes af en særlig gruppe af RNA-molekyler, de såkaldte guide-RNA (gRNA, engelsk 'lede-RNA'). Det er stadig uklart, hvorfor nogle organismer benytter et så indviklet system til kodning af den genetiske information.
I eukaryote celler, dvs. celler med cellekerne, sker der en række særegne ændringer med precursor-mRNA. 5'-enden af RNA-molekylet forsynes med en cap (engelsk 'hue') bestående af et modificeret guanosinnukleotid, og i 3'-enden påsættes 200-300 adenosiner ved en proces kaldet polyadenylering. Desuden fjernes ofte hovedparten af RNA-molekylet ved en proces kaldet RNA-splejsning: Hele segmenter af RNA-molekylet (exons) udskæres på nøjagtige positioner for derefter at splejses sammen til et færdigt mRNA. Resten af molekylet (introns) spiller ingen direkte rolle i informationsformidlingen og nedbrydes oftest hurtigt i cellens kerne. Denne opdeling af den genetiske information i genomet blev påvist i slutningen af 1970'erne af Phillip A. Sharp og Richard J. Roberts; for opdagelsen modtog de i 1993 Nobelprisen i medicin/fysiologi.
Efter modningsprocessen transporteres mRNA fra cellens kerne ud i cytoplasmaet, hvor det bruges til at kode for aminosyrerækkefølgen i proteiner, som dannes under translationsprocessen. Transporten er nøje reguleret, og det sikres, at alle trin i modningsprocessen er udført korrekt, inden mRNA'et forlader kernen. I kerneløse organismer (prokaryoter) sker der kun i sjældne tilfælde RNA-splejsning, og som oftest foregår transkriptionen og translationen af et RNA-molekyle på samme tid.
Et vigtigt led i reguleringen af udtrykket af gener hos alle organismer er hastigheden, hvormed mRNA nedbrydes. Processen katalyseres i cellen af en række ribonukleaser, RNA-specifikke enzymer (RNaser), der enten skærer i RNA-strengen (endonukleaser) eller skærer fra den ene ende af molekylet (eksonukleaser). Nogle mRNA-molekyler indeholder et regulatorisk element, der øger nedbrydningen af det pågældende RNA-molekyle under bestemte omstændigheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.