Faktaboks

Paul Carus
Født
1852, Tyskland
Død
1919, USA
Paul Carus
Af /Wikimedia.
Licens: Wikimedia

Paul Carus var en amerikansk filosof og forlægger, som var født i Tyskland og døde i USA. Carus er kendt for at være en meget vigtig formidler af buddhismen, især zenbuddhismen, til Vesten, først og fremmest USA. Han var uddannet på universiteterne i Strassburg og Tübingen, førend han emigrerede til USA. Her blev han direktør i forlaget Open Court Publishing Company i Chicago og LaSalle, Illinois, i 1887, et forlag grundlagt af hans svigerfar. Forlaget specialiserede sig i filosofi, religion og videnskab, og var båret af ideer om religiøs dialog på grundlag af en spirituel monistisk tankegang.

Carus selv deltog i det berømte World's Parliament of Religions (1893) i Chicago, og her mødte han zenbuddhisten Soen Shaku, som var udsendt af buddhistiske organisationer i Japan. En af Carus's medarbejdere fra 1897 var den senere velrenommerede japanske buddhist, D.T. Suzuki, hvis bøger oversat til engelsk kom på forlaget.

Paul Carus's mest udbredte bog er The Gospel of Buddha (1894), en antologi af buddhistiske tekster, hvis bærende idé er, at kristendommen og buddhismen i mange henseender er ens.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig