Osaka er Japans næststørste by og vigtigste økonomiske centrum efter Tokyo. Den har 2,7 millioner indbyggere (2016, Osaka by; i Osaka præfektur bor der 8,84 millioner). I storbyområdet Keihanshin, som ud over Osaka også rummer Kyoto og Kobe, er der 18,6 millioner indbyggere (2000).
Byen ligger på Honshus sydkyst og indgår i det store bybælte fra Kobe langs med Indlandshavet til Osaka og videre til Kyoto inde i landet. Den tidlige industrialisering udgjordes især af tekstilindustri, mens den moderne industri omfatter næsten alle industrigrene med hovedvægten på metalindustri. For at få plads til fortsat udbygning indvindes land fra Osakabugten; således ligger det meste af den petrokemiske industri på kunstige øer og halvøer. Havnen er en af verdens travleste, og Osaka er fortsat en vigtig handelsby med gode transportforbindelser; til Tokyo er der således højhastighedstog, almindelig jernbane, motorvej og meget hyppige flyforbindelser.
Osaka ligger lavt på en slette af deltaaflejringer fra floderne Yodo-gawa og Yamato-gawa. Den voldsomme industrialisering og store biltæthed giver mærkbare forureningsproblemer, og det store vandforbrug har medført betydelige sænkninger af terrænet; langs med Osakabugten således op til 2,5 meter. Byen rammes hyppigt af jordskælv, men den er en af verdens førende med hensyn til jordskælvssikker bygningskonstruktion. Byens vigtigste seværdighed er den store Osakaborg med en stor park midt i byen.
Kommentarer (2)
skrev Christian M. Hermansen
Teksten til billedet "Byens berømte borg fra 1583." er lidt misvisende. Området er rigtig nok brugt til Osaka borg siden 1583, men borgtårnet på billedet er en ny reproduktion jf. den engelske tekst fra Osaka Borg Museets hjemmeside. Den kunne man eventuelt følge ved at skrive "Byens berømte borg har ligget her siden 1583. Det nuværende hovedtårn er fra 1931." "The Main Tower of Osaka Castle during the Toyotomi period was completed in 1585. It is said that Hideyoshi Toyotomi invited feudal lords from across the country and missionaries from Europe to the castle to display with pride the magnificent appearance of the Main Tower, the fine view from the observation platform, and his collected treasures. The present-day Main Tower, which was completed in 1931, is made of a steel-framed reinforced concrete structure, and reproduced the external appearance of the Main Tower built by Hideyoshi Toyotomi." https://www.osakacastle.net/english/
Mvh. CMHermansen
svarede Marie Bilde
Kære Christian M. Hermansen.
Mange tak for din præcisering. Jeg har rettet billedteksten efter dit forslag.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.