Oldowan

De ældste Oldowan-fundsteder kendes fra Østafrika i Etiopien og Kenya, hvor de når en alder på 2,6 og 2,3 millioner år før nu. De mange fundsteder fra selve Olduvai er faktisk yngre med en alder på omkring 1,8-1,6 millioner år før nu. Der kendes også tidlige fundsteder i Sydafrika, som er 2,2-1,7 millioner år gamle, og i det nordlige Algeriet, der dateres til 2,4-1,9 millioner år før nu.

Louis Leakey præsenterede for første gang opdagelsen af disse simple stenredskaber for offentligheden i december 1931. Her brugte han betegnelsen pre-Chellan, men i 1936 indførte han den term, Oldowan, der har været anvendt lige siden. Leakey-parrets omfattende arbejde ved Olduvai-kløften har frembragt mange fundsteder, der indeholder Oldowan-redskaber, og det er især Mary Leakeys forskning, som har bibragt os den forståelse, vi har af perioden den dag i dag.

Oldowan kan bedst beskrives som en teknologisk tradition, hvis fremgangsmåde oftest består i, at man holder en sten på størrelse med en knytnæve (huggeblokken) i den ene hånd, mens man med den anden hånd bruger en mindre slagsten til at slå stykker, såkaldte afslag, af huggeblokken med. På denne måde har man kunnet fremstillet simple, men effektive redskaber til at hugge og skære i materiale med. Da bearbejdede knytnævestore rullesten (pebbles på engelsk) er en betydelig del af Oldowan, kaldes den oftest en “pebble-tool industry”. De afslag, der blev slået af disse rullesten, var mindst lige så vigtige som stenene selv. På denne baggrund skal selve de bearbejdede rullesten nærmere forstås som en huggeblok, hvorfra afslag blev afspaltet til videre anvendelse. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at de også er blevet anvendt som grovere redskaber.

Oldowan består af flere forskellige varianter af stenredskaber, heriblandt:

• Choppers, som er det typiske stenredskab for Oldowan, der, som navnet beskriver, har været anvendt til at kløve materiale med. Disse redskaber er lavet ved, at man har slået afslag af en sten langs den ene kant fra enten kun den ene eller begge sider for at skabe en skarp æg.

• Polyhedronen er et kantet redskab med tre eller flere bearbejdede kanter, der oftest skærer ind i hinanden.

• En discoid (altså en skive) er en flad huggeblok med et linseformet tværsnit, som har en hakket kant, der er bearbejdet fra begge sider.

• Stikler, som især kendes fra mellem- og yngre palæolitikum, er i Oldowan-sammenhæng et groft tildannet redskab med en skarp kant, der er skabt ved at slå to afslag af to modstillede overflader.

• Skrabere, der både kan være lavet af flade sten med en stejl retouchering langs kanten og på mindre afslag.

• Proto-håndkiler, der kan ses som et mellemstadie mellem choppers og deciderede håndkiler. Disse kendes kun fra sene Oldowan-kontekster.

Selvom Oldowan hovedsagelig anvendes til beskrivelse af fundsteder fra det afrikanske kontinent, er der også fundet sammenlignelige fundsteder i Levanten og Europa. Det ældste kendte fundsted af tidlige mennesker uden for Afrika er Dmanisi i Georgien, der dateres til omkring 1.8 millioner år før nu. De stenredskaber, som er fundet her, består hovedsageligt af choppers, afslag og huggeblokke sammen med flere fossiler af arten Homo Erectus.

I Syd- og Vesteuropa er der også gjort fund, der er meget typiske for Oldowan. Det ældste er Pirro Nord i Italien, der dateres til 1,6-1,3 millioner år før nu. Fundsteder fra Spanien og Frankrig er omkring 1,4-1,0 millioner år gamle, og i England findes det yngste Oldowan-fundsted i Europa med en alder på omkring 970.000-780.000 år.

I Tyrkiet kendes fundstedet Dursunlu, der er dateret til omkring 1,1 millioner år før nu, og i Israel kendes Erk-el-Ahmar med en alder på omkring 1,7 millioner år og Ubeidiya, der er 1,4 millioner år gammelt. Der kendes også til fund fra Syrien og Kina.

Almindeligvis er det medlemmer fra slægten Homo, forskerne har forbundet med fremstilingen af de ældste stenredskaber. Dog eksisterede der stadig medlemmer af Australopithecus-slægten i denne periode, og eftersom der aldrig er blevet gjort fund af fossiler sammen med Oldowan-redskaber i de ældste fundsteder i Østafrika, forbliver spørgsmålet omkring deres ophav åbent. De ældre Lomekwian-redskaber er derudover dateret til en tid, hvor slægten Homo endnu ikke var opstået, og derfor må de være fremstillet af medlemmer tilhørende en anden slægt. Brugen af stenredskaber kan altså ikke anses for noget, der udelukkende er knyttet til Homo-slægten.

I Dmanisi i Georgien er der gjort talrige fund af fossiler tilhørende arten Homo Erectus, hvilket viser, at Oldowan-redskaber blev anvendt af denne art, men ikke nødvendigvis udelukkende. I Europa og Levanten er det også kun Homo Erectus, som kan forbindes med Oldowan-fundsteder.

Den måde, Oldowan-redskaber er blevet fremstillet på, er vidnesbyrd om, at deres skabere har haft en forståelse for de mekaniske egenskaber, de anvendte sten har. De sten, man har valgt, kom typisk fra nærområdet, men studier har også vist, at man har foretrukket bestemte stenarter, som er nemmere at bearbejde. På trods af Oldowans forholdsvise simple redskaber består selve tilhugningsprocessen af flere trin eller valg. Altså har genstandens skaber haft en klar idé om, hvordan slutproduktet skulle se ud. Der er med andre ord ikke bare tale om hovedløs stenslagning.

Det kan også ses, at redskaberne blev skabt med fremsynethed, altså at de ikke nødvendigvis blev skabt til øjeblikkelig brug, men at man også lavede redskaber til brug i fremtiden til et endnu ukendt formål på et ukendt sted.

Der er bred enighed om, at Oldowan først opstod for omkring 2,6 millioner år siden, men selve afslutningen på fænomenet er mere uklart. I Afrika anvendes termen ikke for fund, der er yngre end 1 million år, men Oldowan-redskaber er blevet fundet forskellige steder helt op til historisk tid, hvilket også er vidnesbyrd for teknologiens effektivitet. Dog blev Oldowan mindre anvendt ved tiden omkring 1,5 millioner år før nu, hvor Acheuléen bliver anvendt i langt højere grad.

• Lomekwian
• Acheuléen
• Olduvai-kløften
• Afrikas forhistorie