Off-Broadway og Off-Off Broadway er en genrebetegnelse for eksperimenterende teater, ikke blot i New York, men i hele USA. Betegnelsen stammer fra Off-Broadways traditionelt oppositionelle forhold til Broadway.

Off-Broadway-bevægelsen

Off-Broadway opstod som bevægelse i 1950'erne som en reaktion mod Broadways forretningsprægede produktionsvilkår og fokuserede i stedet på, hvad bevægelsen anså for kunstnerisk integritet.

Ofte blev spillestederne indrettet i garager, lofter, kældre eller tidligere kirker. I 1960'erne blev det mest interessante teater i New York spillet på Off-Broadway af grupper som Circle in the Square, La Mama, The Living Theatre Company, Caffe Cino og The Negro Ensemble Company. Mange amerikanske dramatikere som Sam Shepard, Lanford Wilson og Paula Vogel debuterede på Off-Broadway og spilles til stadighed primært her. En større gruppe Off-Broadway-teatre fandt sammen i Theatre Row, som blev indrettet i en gruppe forfaldne huse i forbindelse med en progressiv byplanlægning af det vestligste område af 42nd Street.

Off-Off-Broadway

Efterhånden blev imidlertid også Off-Broadway kommercialiseret, mange forestillinger rykkede hurtigt op på Broadway, og udtrykket Off-Off Broadway blev, som Off-Broadway oprindeligt, et idiom for mere eksperimenterende forestillinger, som ofte blev produceret på ganske små og spartanske spillesteder i et grænseland mellem professionelt teater og amatørgrupper – akkurat som de oprindelige Off-Broadway-grupper.

Spillestedet PS122 er et centralt samlende spillested for de forskelligartede grupper, der udgør Off-Off Broadway.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig