Neue Wache på Unter den Linden i Berlin blev opført efter arkitekten Karl Friedrich Schinkels udkast. Bygningen regnes for et af klassicismens hovedværker. Foto fra 2011.

.

Neue Wache er en vagtbygning på Unter den Linden i Berlin opført som Königswache i årene fra 1816 til 1818 efter tegninger af arkitekten Karl Friedrich Schinkel.

Neue Wache, der regnes for et af klassicismens hovedværker, er skabt som et romersk castrum. Facaden mod Unter den Linden er udformet som en græsk tempelfront med doriske søjler. Bygningen tjente oprindeligt som vagtbygning for den deling, der skulle yde den preussiske konge beskyttelse.

Neue Waches historie i 1900-tallet

Med kejserdømmets fald i november 1918 ophørte Neue Waches rolle som vagtkaserne for den kongelige garde. Bygningen blev ført tilbage til sin oprindelige klassicistiske form af arkitekten Heinrich Tessenow. Den blev en symbolsk grav for den ukendte soldat og herefter et erindringssted for de faldne soldater under 1. Verdenskrig og blev fremover bevogtet af uniformerede politifolk. Nationalsocialisterne omfunktionaliserede Neue Wache til forherligelse af den "heroiske soldaterdød (Soldatentod)" og lod igen stedet bevogte af soldater.

Neue Wache blev noget beskadiget under 2. Verdenskrig, men blev genopbygget i årene fra 1957 til 1960.

Neue Wache som mindesmærke

Neue Wache i 1970
I 1969 omfunktionaliserede DDR-regimet Neue Wache til et statsligt mindesmærke over ofre for fascisme og militarisme. Foto fra 1970.
Af /Bundesarchiv Berlin.
Licens: CC BY SA 3.0

Neue Wache blev genåbnet i 1960 og indstiftet til ofrene for fascisme og militarisme. I 1969 omfunktionaliserede DDR-regimet Neue Wache til et statsligt mindesmærke over ofre for fascisme og militarisme og lod symbolsk to grave for henholdsvis den ukendte soldat og den ukendte antifascistiske modstandskæmper omkranse den evige flamme. Soldater fra vagtregimentet "Friedrich Engels" kom igen til at stå evig vagt.

Efter Tysklands genforening blev bygningen i 1993 indviet som Zentrale Gedenkstätte der Bundesrepublik. Det nøgne rums manende centrum er en 1,6 meter forstørret bronzekopi over Käthe Kollwitz' Mutter mit totem Sohn (1937-1939). Indskriften på denne tyske pietà lyder Den Opfern von Krieg und Gewaltherrschaft.

Pietà
I 1993 blev Neue Wache indviet som Zentrale Gedenkstätte der Bundesrepublik. Skulpturen Pietà blev opstillet som det manende centrum. Værket er en forstørret bronzekopi af Käthe Kollwitz' skulptur Mutter mit totem Sohn ('Moder med sin døde søn'), der blev udført i årene fra 1937 til 1939. Foto fra 2011.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig