Bode-Museum i Berlin
Museumsinsel i Berlin, finder man Bode-Museum, som huser Skulpturensammlung und Museum für Byzantinische Kunst.

Museumsinsel er en af Europas mest betydningsfulde museumskomplekser, beliggende på en kunstig ø i den tyske hovedstad Berlins centrum. Den omfatter fem museer i verdensklasse, der hver især og tilsammen udgør en af byens topattraktioner.

Fem tæt forbundne museer

Berlin Museumsinsel by night
Museumsinsel om aftenen. Museumskomplekset ligger på en kunstig ø i floden Spree.

Museumskomplekset på Museumsinsel består af Altes Museum (antiksamlinger), Neues Museum (egyptiske og forhistoriske samlinger), Pergamonmuseum (antik monumentalarkitektur, nærorientalsk kunst og islamisk kunst), Bode-Museum (tidl. Skulpturensammlung und Museum für Byzantinische Kunst; europæisk skulptur fra middelalder til barok, byzantinsk kunst samt en møntsamling) og Alte Nationalgalerie (1800-tallets maleri og skulptur).

I perioden 2000-2015 undergik museumskomplekset en omfattende restaurering, modernisering og videreudvikling. Foruden egentlige saneringer blev der skabt et anlæg af over- og underjordiske forbindelser mellem de enkelte museumsbygninger, så den besøgende fik mulighed for en sammenhængende promenade gennem de omfattende samlinger. På denne måde blev de enkelte museer både arkitektonisk og funktionelt knyttet sammen.

Den fælles indgang til museumskomplekset blev skabt af den britiske arkitekt David Chipperfield, der også forestod restaureringen af Neues Museum i perioden 1999-2009. Indgangen er navngivet efter James Simon, en jødisk industrifyrste og velgører fra Berlin, der stod i venskabelig kontakt med den tyske kejser Vilhelm 2. og som sammen med Wilhelm von Bode grundlagde det tyske orientselskab, der havde afgørende betydning for samlingerne på museumsøen – herunder den verdensberømte Nefertiti-buste fra Al Amarna-udgravningerne i Ægypten 1907-1914.

Museumsinsel blev i 1999 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig