The Supremes
The Supremes (Florence Ballard, Mary Wilson, Diana Ross) i 1964, det år, de brød igennem. De var altid overdådigt stylet med store parykker og en voldsom sminke. Tøjet er her ret moderat. Bag forhænget skimtes Motown ejer, Berry Gordy.

Motown var et nordamerikansk pladeselskab, der fokuserede på sort soul. Det blev grundlagt i 1959 af Berry Gordy Jr. Han fik fra starten sine sangskrivere og musikere til at lave musik med henblik på både et sort og et hvidt marked og fik hurtigt succes.

Faktaboks

Etymologi

Engelsk. Sammensat af motor og town (by), der var byen Detroits tilnavn.

Motown prægede hitlisterne i USA og de fleste andre vestlige lande i 1960’erne med en næsten uendelig række hits skrevet af komponistteams som (Brian) Holland, (Lamont) Dozier og (Edward) Holland og sunget af grupper og solister som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye og (little) Stevie Wonder.

Motown er perioder blevet opfattet som letbenet pop, men i dette årtusinde har specielt 1960’er-repertoiret fået en renæssance. De gamle indspilninger spilles stadig, og der er lavet en lang række dokumentarfilm, spillefilm og musicals om både selskabet, studiemusikerne og flere af stjernerne.

The motor town

Motown havde rødder i Detroit, en nordstatsby med en omfattende bilindustri. Gordy havde arbejdet flere år i bilproduktionen, og han tog samlebåndsideen med i sit pladeselskab, hvor de forskellige funktioner i hitproduktionen var klart adskilte, ligesom der var en specifik kvalitetskontrol baseret på en checkliste. På sin vis var det ikke nyt, fordi Tin Pan Alley havde fungeret på en lignende måde i mange år. Men Gordy gjorde det til en pointe, at en række utrolig talentfulde sangskrivere leverede til et team af dygtige studiemusikere og sangere, som skulle vise sig at blive stjerner. Næsten alle involverede var desuden fra Detroit, og mange rekrutteret gennem auditions.

Motown stod også for management og koncertturneer for de nye stjerner. Det indebar blandt andet, at de blev undervist i kropsholdning, gangart og retorik, så de unge mennesker, der ofte var vokset op i sorte ghettoer, kunne føre sig frem i et hvidt, mainstream underholdningsmiljø som fx Las Vegas. Det lykkedes, og Motown blev en stor cross-over succes, samtidig med at det blev en af de største afrikansk-amerikansk-ejede virksomheder i USA.

Motowns sound

The Four Tops
The Four Tops (Levi Stubbs, Abdul Fakir, Renaldo Benson, Lawrence Payton) i 1968. Her midt i motown-lyden: et større orkester med stygere, pauker og bassisten Jamie Jamerson (skyggen til venstre for paukerne).
Af .
Licens: CCO 1.0

I de første fem-seks år udviklede selskabet flere karakteristiske, lydlige kendetegn (en sound). Der var fokus på den lyse del af frekvensområdet og en inspiration fra Phil Spectors såkaldte wall of sound. Den markante rytme blev understøttet af håndklap, tambouriner og stampen, mens backbeatet var mindre fremtrædende. Soloinstrumenter var ofte ikke-rockinstrumenter som obo, vibrafon eller fagot. I vokalarrangementerne blev solostemmen fremhævet, og med Jamie Jamerson havde firmaet en original bassist, der udviklede nogle af branchens mest elegante og melodiske baslinjer. Endelig skal nævnes, at mange af sangene indeholdt et væld af hooks alle mulige steder i arrangementet.

Denne sound var karakteristisk frem til midten af 1960’erne, hvor både pop og soul blev mere mangfoldig rent stilistisk. Selv om Motown stadig brugte ”The Motown Sound” som slogan, blev det efterhånden til helt andre lyde. Norman Whitfield trak sine produktioner med fx The Temptations i retning af psykedelisk soul, Stevie Wonder i retning af funk og Marvin Gaye i retning af blød soul. Rare Earth var endda et fuldblods rockband. Med The Jackson Five kom lyden for en tid tilbage, men det blev soulens stadig flere stilarter, som satte dagsordenen. Det var ikke længere Motown.

Salg til MCA

Motwon
Det oprindelige Motown-studie (og familien Berrys bolig) i Detroit. Det er i dag et museum og en del af den kommercielle kulturarv, som meget af 1960'ernes musik i dag er en del af.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

I 1970’erne stod Motown stadig bag en række vigtige singlehits, og som noget nyt også albums, der ligeledes skulle vise sig at blive milestene i popmusikken, fx Gayes Let’s Get It On og Wonders Songs in the Key of Life). Men med firmaets flytning til Los Angeles i 1971 på grund af Gordys interesse for filmindustrien, blev musikken efterhånden nedtonet. Et af de mere markante resultater af flytningen var filmen Lady Sings the Blues (1972) med Diana Ross i hovedrollen som Billie Holiday.

I 1988 solgte Berry selskabet til MCA, og siden er Motown som label flyttet rundt mellem forskellige ejere. Labelen eksisterer stadig i 2020’erne og har blandt andet Erykah Badu i stalden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig