Millinova

1. Optiske udbrud: Disse varer fra en måned til flere måneder og har en karakteristisk symmetrisk, trekantet lyskurve.
2. Røntgenudstråling: Under udbrud udsender millinovaer bløde røntgenstråler, men uden tegn på masseudkastning, som typisk ses ved klassiske novaeksplosioner.
3. Spektrale karakteristika: Spektrene viser smalle emissionslinjer fra hydrogen og helium (He II), uden de bredere linjer, der indikerer masseudkastning.
4. Lyssvækkelse: Udbruddene falder gradvist i lysstyrke i takt med, at røntgenstrålingen aftager.

Millinovaer repræsenterer en mulig ny type kataklysmiske variable stjerner, der viser høj masseoverførsel til en hvid dværg, hvilket forårsager termonuklear forbrænding uden eksplosiv masseudkastning. Forskning antyder, at disse objekter kan give indsigt i udviklingen af hvide dværge, og muligvis udgør de forløbere til type Ia-supernovaer, der først eksploderer når deres masse når Chandrasekhar's grænsemasse.

Denne opdagelse åbner nye veje for astronomiske studier, især i De Magellanske Skyer, hvor millinovaer udgør en unik og homogen population, som kan observeres systematisk. Man arbejder nu på at forstå de præcise mekanismer bag disse fænomener og deres forbindelse til klassiske novaer og dværgnovaer.

Da type Ia supernovaer er en vigtig kilde til afstandsbedømmelse i Universet – de udgør et vigtigt trin på ‘afstandsstigen’ – kan bedre forståelse af disse supernovaer føre til en forbedring i nøjagtigheden på afstande, og dermed kan de spille en rolle for løsningen af visse problemer i kosmologi.

• nova
• kilonova
• supernova
• De Magellanske Skyer.
• stjerneudvikling
• hvid dværg
• Chandrasekhar grænsemassen
• Kataklysmiske variabler
• kosmologi
• afstand til nærmeste stjerne