Murex-snegle i Meninx

De karakteristiske snegle, som blev brugt til at fremstille den eftertragtede purpurfarve, der gjorde byen til et af antikkens vigtigste centre for farveproduktion.

Murex-snegle i Meninx
Licens: CC BY SA 3.0

Meninx er en antik romersk havneby, som ligger på øen Jerba ud for Tunesiens sydøstkyst. Byen var en af de førende producenter af purpurfarve i Middelhavsområdet, hvilket gjorde den til en af de største og rigeste byer i det romerske Nordafrika.

Meninx’ historie

Meninx blev oprindeligt grundlagt som en handelsstation af fønikerne, men oplevede sin storhedstid under romerne, hvor den blev hovedbyen på øen. Byens velstand var tæt knyttet til dens produktion af den kostbare purpurfarve, udvundet fra Murex-snegle. Den romerske forfatter Plinius den ældre bemærkede, at kun byen Tyrus i Libanon overgik Meninx i produktionen af dette farvestof, der var forbeholdt kejserlige klædedragter.

Monumenter i Meninx

Basilikaen i Meninx

Udsigt over hovedskibet fra sydvest, hvor spredte arkitektoniske elementer i forskelligt farvet marmor vidner om bygningens tidligere pragt.

Basilikaen i Meninx
Licens: CC BY SA 3.0

Meninx blomstrede i 100- og 200-tallet e.v.t., hvor mange af dens offentlige bygninger blev opført. Blandt de mest markante monumenter var amfiteatret, hvor gladiatorkampe fandt sted, termerne og det store teater tæt på havet. Byen var desuden rig på en basilika og flere templer, hvoraf mindst fire er identificeret omkring byens forum. Handel spillede en central rolle i byens økonomi, hvilket afspejles i markedsbygningen, macellum, og de store pakhuse, horrea, der lå tæt på havnen.

På trods af dens historiske betydning var Meninx’ byplan stort set ukendt indtil slutningen af 1900-tallet. Først i 1990’erne begyndte systematiske arkæologiske undersøgelser, der kortlagde byens struktur og bekræftede dens status som et af romernes vigtigste handelsknudepunkter i Nordafrika.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig