Medenine

Rundkørsel i Medenine, Sydtunesien. I regnvejr bliver vejene oversvømmet, fordi kloaksystemet ikke udbygget til at kunne lede vandet væk fra vejene.

Medenine
Af .
Medenine
Ksar i Medenine.
Bod ved vejen med tønder foran.
Salg af benzin fra Libyen som en del af den uformelle økonomi i Medenine.
Bod ved vejen med tønder foran.
Af .

Medenine er en by i det sydlige Tunesien på grænsen til Sahara. I 2023 blev indbyggertallet estimeret til 121.053. Medenine er hovedbyen i gouvernoratet af sammen navn, der også omfatter øen Jerba og kystbyen Zarzis. Gouvernoratet har 522.294 indbyggere (2023). Der er 485 km fra hovedstaden Tunis i det nordlige Tunesien til Medenine i det sydlige Tunesien.

Medenine er et af de områder, der særligt har været underprioriteret i den økonomiske og sociale udvikling i Tunesien. Der er ingen større erhverv eller industri i byen, og dermed er arbejdsløsheden meget høj.

Historisk set opstod Medenine som en handelsstation for karavane fra det sydlige Afrika og fra Libyen og Egypten, og den var en af de vigtigste handelscentre i Nordafrika frem til det franske protektorat i 1881. Handelsvarerne blev opbevaret i de omfattende ksarer, der blev bygget i Medenine. En ksar er smalle rum med buede lofter bygget oven på hinanden. Der ligger ksarer i hele området omkring Medenine. Ksarerne tilhørte lokale familier og stammer. Befolkningen levede som halv-nomader, og vekslede mellem at vandre på stepperne og bo i telte for at græsse deres får og geder og bo omkring ksarerne.

Med det franske protektorat ændredes de økonomiske, politiske og magtmæssige forhold i Tunesien sig. Den franske administration i Tunesien inddelte landet i nye, administrative områder, som bl.a. havde til formål at stække stammernes lokale magt.

Forholdene blev yderligt forandret efter Tunesiens selvstændighed i 1956. Som et led i præsident Habib Bourguibas såkaldte moderniseringspolitik skulle alle borgere i Tunesien være bofaste. Dette betød, at leveformen i Sydtunesien blev radikalt forandret. Det var ikke længere tilladt at leve som nomade eller drive karavanevirksomhed. Kravet om at være bofast var også en del af en magtkonsolidering af Bourguiba-fløjen, fordi de lokale stammer, familier og lederes magt dermed blev endnu mere stækket.

Fraværet af økonomisk udvikling i Medenine-området i kombination med byens historie som handelsstation, betød imidlertid, at der i slutningen af 1990'erne opstod en stærk uformel økonomi i byen i form af særlige markeder med varer importeret illegalt fra Libyen. I begyndelsen af 2000-tallet blev også benzin, der blev importeret illegalt fra Libyen, solgt fra særlige stationer langs vejene omkring Medenine. De tunesiske myndigheder var klar over den illegale handel, men måtte se gennem fingre med det, da landets økonomi ikke tillod den sociale og økonomiske udvikling af området, som der var brug for, for at skabe et alternativ.

I 2020'erne er den uformelle økonomi i Medenine fortsat stærk, og få store familier i området dominerer handlen og dermed økonomien og udviklingen i byen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig