Kort over de forskellige romerske provinser med navnet Mauretania

Mauretania var et oldtidskongedømme og romersk provins, hvis udstrækning omfattede den nordlige del af det nuværende Marokko og den vestlige del af Algeriet.

Faktaboks

Etymologi

Latin af maurus 'mørk, maurer'.

Romerne i Mauretania

Romerne fik fra 100-tallet f.v.t. stigende indflydelse i Mauretania og blandede sig i de interne magtforhold; kong Bocchus fik tildelt en del af området som tak for, at han havde udleveret sin svigersøn den numidiske kong Jugurtha, til romerne i 105 f.v.t. Octavian, den senere kejser Augustus, anlagde 12 kolonier i Mauretania, og i 25 f.v.t. indsatte han Juba 2. som konge. Under Juba spredte græsk og romersk kultur sig i Mauretania. Ptolemaios, Jubas søn, blev myrdet af kejser Caligula under et besøg i Rom i 40 e.v.t., hvorefter der udbrød uroligheder i Mauretania, som blev erobret af Rom.

Under kejser Claudius etableredes i ca. år 42 e.v.t. provinserne Mauretania Caesariensis med Caesarea, det nuværende Cherchell, som hovedstad og Mauretania Tingitana med Tingis, det moderne Tanger, som hovedstad. Statholderne i begge provinser var prokuratorer fra ridderstanden. Af den vestlige del af Caesariensis oprettedes under kejser Diokletian i år 293 endnu en provins, Mauretania Sitifensis med Sitifis, det nuværende Sétif, som hovedstad.

I løbet af 200-tallet nåede kristendommen til området, og der etableredes adskillige bispedømmer. I 429 kom vandalerne til Mauretania, som de hærgede og erobrede, men allerede i 442 blev de tre provinser atter en del af Romerriget. I begyndelsen af 700-tallet blev Mauretania erobret af araberne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig