Langeland

Langeland består af et bølget bundmorænelandskab med omkring 1000 runde bakker, der ligger parallelle rækker i nord-sydgående retning. De er store som små dannet i slutningen af den seneste istid. Bakkerne kan mindre om gravhøje men er dannet helt naturligt.

Den slags bakker bliver kaldt for hatformede bakker, og de er placeret systematisk som perler på en snor i øens længderetning. Foran den smeltende gletsjerrand lå store klumper af efterladt dødis med små og store søer på isoverfladen. Gletsjerisens medbragte ler, sand, grus og sten sank til bunds i søernes stillestående vand, og da isen var smeltet helt væk, lå aflejringerne fra søen tilbage på jordoverfladen som bakker i det isfri landskab.

Hatbakkerne fik deres særprægede navn i forbindelse med en geologisk ekskursion i 1920'erne. De studerende opkaldte den slags bakker efter deres undervisers hat. Hun var den danske geolog Frk. Callesen, og hun gik med en klokkehat på hovedet. Den ikoniske hat havde dengang sin storhedstid.

Nogle af de hatformede bakker hæver sig op mod 30 meter over det omgivende landskab. Den slags bakker er sjældne i Danmark men findes også på fx Sejerø og Samsø.

Den højeste bakke på Langeland er hatbakken Skovlebjerg, der er 46 m.o.h. Den ligger nord for byen Tryggelev på Sydøen.

Kystlinjen er 140 km lang, og kysttyperne veksler mellem lerede klinter, strandenge og strandsøer. En del af strandsøerne er inddæmmet og tørlagt. Mens østkysten er en udligningskyst med unge sandaflejringer, er den bugtede vestkyst præget af morænelandskabet.

Ristinge Klint består af skråtstillede lag fra næstsidste istid (Saale-istid), Eem-mellemistid og den seneste istid (Weichsel-istid). Klinten, der er 2 km lang og 28 m høj, er en velbesøgt, geologisk lokalitet, og den blev fredet i 1987.

Tidligere sagde man, at Langeland rummer "15 møller, 15 -bøller og 15 kirkesogne". Antallet af sogne er i dag forøget til 17, men udsagnet rummer det centrale. Nemlig at bebyggelsen er ganske tæt, både de mange små landsbyer og de spredtliggende gårde. De største gårde er Tranekær, Egelykke og Skovsgård. Den eneste større by er Rudkøbing, som også siden 2007 har været administrationscentrum for Langeland Kommune.

Med arkæologiske udgravninger og museumssamlinger går fortællingen om Langeland langt tilbage i tiden. Øen er både i forhistorisk og i historisk tid rigt dokumenteret.

De ældste fund stammer fra tiden lige efter den seneste istid, men det er især en række store boplads- og gravfund fra yngre stenalder, submarine bopladsfund fra Ertebølle-kulturen og gravpladser fra vikingetid, der har gjort Langeland arkæologisk kendt.

Et stort antal dysser og jættestuer er bevaret på øen, bl.a. langdyssen Kong Humbles Grav. Langeland blev i 1100-tallet hærget af vendiske overfald, hvilket knogler af nedhuggede forsvarere på tilflugtsborgene Borrebjerg og Guldborg vidner om. Valdemartiden bragte fred til øen, og denne sikredes ved opførelsen af teglstens- og kongsborgen Tranekær i 1200-tallet.

Der blev på den tid igangsat et omfattende kirkebyggeri, og Rudkøbing fik købstadsstatus i 1200-tallet. Tranekær hørte dengang under de sønderjyske hertuger, men Valdemar Atterdag sørgede i 1358 for, at godset atter kom under kronen.

I 1659 blev Tranekær overtaget af Ahlefeldtslægten. Svenskekrigene 1657-1660 ramte Langeland meget hårdt, men i 1700- og 1800-tallet gik det igen fremad for både landbrug og handel.

Jorderne blev udskiftet, og andelsforetagender skød frem i alle 15 sogne. Der blev bygget havne og udskibningsbroer, og i 1911 blev der anlagt en jernbane, der eksisterede frem til Langelandsbroens indvielse i 1962.

Lensgrevskabet Langeland blev oprettet i 1672 med Frederik Ahlefeldt som lensgreve. Grevskabet omfattede Tranekær Amt med bl.a. hovedgårdene Tranekær og Broløkke, 1731-1755 udvidet med bl.a. Strynø. I 1765 oprettedes stamhuset Ahlefeldt. Grevskab og stamhus overgik i 1928 til fri ejendom.

• Keldsnor Fyr
• Rudkøbing
• Langeland Kommune
• Bagenkop
• Dovnsklint
• Fakkebjerg
• Gustav Mose
• Humble
• Klise Nor
• Lohals
• Spodsbjerg
• Tranekær By
• Tryggelev Nor og Salme Nor