Kappadokien

Området var oprindelig under assyrisk indflydelse og blev i 1800-t. f.Kr. erobret af hittitterne. Frem til 1200-t. f.Kr. var det hittitisk kerneområde, og i 500-t. f.Kr. blev det et satrapi i Perserriget. I hellenistisk tid blev den nordlige del udskilt som et særligt rige med navnet Pontos. Resten af Kappadokien var en overgang et selvstændigt kongerige, ellers underlagt seleukiderne.

Området, som længe havde været Roms allierede og vasalstat, blev i 17 e.Kr. gjort til den romerske provins Cappadocia. Romerne synes at have overtaget det hidtidige styre, herunder opdelingen i 11 strategier. På dette tidspunkt var der kun få byer af betydning; vigtigst var Caesarea Cappadocia, som nu blev gjort til provinshovedstad samt sæde for prægning af kejserlige sølvmønter. I den følgende tid voksede antallet af byer, især i vest, men dominerende var fortsat store landområder, hvoraf flere var kejserens ejendom og berømte for opdræt af væddeløbsheste. Cappadocia spillede næsten ingen rolle i begivenhedshistorien, selvom provinsen må have haft strategisk betydning som nabo til provinsen Armenia. Den blev delt i to provinser under kejser Diokletian og var i senantikken et hovedsæde for kristendommen.

I Kappadokien findes en særlig byzantinsk arkitektur, som skjuler sig i de forrevne bjergegne Soganli, Göreme og Menediz. Her begyndte byzantinske munkesamfund i 500-t. at udhugge klippehuler til kirker, kapeller og klosterbeboelser. Alt fra gulve til de karakteristiske hesteskoformede buer er hugget ud af klippen, og ofte er der tale om rum på kun 2 x 4 m. Mange af dem er smykket med muralmalerier fra flere perioder. De yngste kultrum er antagelig fra 1100-t.