KPD

KPD blev grundlagt i Berlin omkring årsskiftet 1918-1919. Medstiftere var bl.a. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Få uger efter KPD's stiftelse blev Luxemburg og Liebknecht myrdet. Mordet skete under Spartakus-opstanden i januar 1919, og det betød en alvorlig ledelsesmæssig svækkelse af partiet. Tilslutningen til Komintern i 1919 indebar, at KPD efterhånden blev afhængigt af det ledende sovjetiske parti og bolsjeviseret. I 1920'erne gennemlevede partiet en del bitre fraktionskampe.

I 1923 indgik KPD i koalitionsregeringer med det socialdemokratiske parti SPD i delstaterne Sachsen og Thüringen. Disse samarbejder blev dog stoppet efter militær intervention.

Fraktionskampene blev afsluttet, da Ernst Thälmann i 1925 blev valgt til KPD's formand. Han stillede samme år op til valget til rigspræsident og blev derved kendt i bredere kredse, men blev med godt 7 % af stemmerne ikke valgt. Partiet svingede indtil 1933 mellem enhedsfrontbestræbelser og konfrontation i forhold til SPD, og det kæmpede mod nazisterne i gaderne.

KPD førte i 1920'erne en radikal revolutionær kurs i forhold til Weimarrepublikken, og partiet forsøgte i oktober 1923 at rejse en opstand i Hamburg. Det fik øget folkelig opbakning fra 1924 og især under den økonomiske krise fra 1929. Tilslutningen kulminerede under rigsdagsvalget i november 1932, hvor KPD opnåede opbakning fra 16,8 procent af vælgerne og blev Tysklands tredjestørste parti.

Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev partiet forbudt, og flere ledende personer bl.a. Ernst Thälmann og Erich Honecker blev anholdt og interneret i koncentrationslejre. Partiet måtte fungere illegalt under nazismen, mens en ledelse under Walter Ulbricht befandt sig i eksil i Moskva.

Thälmann blev myrdet i Buchenwald i 1944, og Ulbricht vendte i maj 1945 sammen med Den Røde Hær tilbage til Berlin.

Efter gendannelsen i juni 1945 i den sovjetiske besættelseszone, senere DDR (Østtyskland), blev KPD i 1946 tvangsforenet med SPD til Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED). Her fik kommunisterne under ledelse af Walter Ulbricht en dominerende rolle.

Også i de vestlige besættelseszoner, senere Vesttyskland blev KPD gendannet. Partiet blev repræsenteret i de fleste af de nye delstatsparlamenter og efter dannelsen af Vesttyskland 1949 også i Forbundsdagen ved valgene i 1949 og 1953. Men i 1956 erklærede forfatningsdomstolen Bundesverfassungsgericht partiet forfatningsstridigt, forbudt og opløst.

I 1968 blev et kommunistisk parti, Deutsche Kommunistische Partei, DKP, atter tilladt i Vesttyskland. Det kom dog aldrig til at spille nogen større politisk rolle og blev ikke repræsenteret i Forbundsdagen eller noget delstatsparlament. Det fik nemlig sjældent flere end 1 procent af vælgere bag sig, højest kom det i bystaten Bremen i 1971 med 3,1 procent.

Et maoistisk vesttysk kommunistparti dannedes i 1970 under det gamle navn. Det fik ikke større politisk betydning.

• Deutsche Kommunistische Partei
• Spartakusforbundet
• Sovjetunionen
• nationalsocialisme