Københavns moderne befæstning

Københavns Bombardement i 1807 havde tydeligt vist, at den daværende bastionære befæstning fra 1600-tallet lå for tæt omkring byen og var forældet. Af økonomiske årsager gik der imidlertid yderligere godt 50 år, inden der blev bygget nye fæstningsværker.

Anlæggelsen af den moderne befæstning blev indledt med en udbygning af den eksisterende søbefæstning. Fra 1858 til 1868 blev Trekroner og Lynetten forstærket, og der blev opført et nyt Mellemfort og endnu et Prøvestensfort.

Ideen om at basere Danmarks forsvar på en ny, fuldstændig befæstning omkring København tog form i hærens officerskorps i begyndelsen af 1870’erne. På dette tidspunkt havde Danmark lidt et nederlag i Krigen i 1864, der blev opfattet som en katastrofe. Danmark havde mistet Slesvig og Holsten og var blevet et af Europas allermindste lande. Der var i samtiden en udbredt opfattelse af, at endnu en krig med Tyskland – som var blevet et samlet kejserdømme i 1871 – kunne blive Danmarks sidste som en selvstændig nation. Det er bl.a. i lyset af denne undergangsangst, man skal forstå den moderne befæstning.

Hvis den danske hær i en fremtidig krig skulle kæmpe mod den tyske, der var Europas stærkeste, skulle det ikke ske i åbent terræn, men fra befæstede stillinger, der ville give forsvaret en fordel. Det strategiske rationale bag at bygge befæstningen omkring København var, at hovedstaden var landets vigtigste by og både hærens og flådens hovedbase. Så længe man kunne forsvare et befæstet København, ville der også være håb om, at der kunne komme hjælp udefra. Og hvis ikke det skete, kunne man i det mindste lide et ærefuldt nederlag.

Efterhånden blev en ny befæstning omkring København også regeringspartiet Højres forsvarspolitik. Oppositionen i Det Forenede Venstre var imidlertid stærkt imod, og Københavns befæstningen blev et helt centralt spørgsmål i Forfatningskampen, der satte et markant præg på dansk politik i den sidste tredjedel af 1800-tallet.

I 1880’erne fik regeringen flere forslag til en ny befæstning igennem det daværende Landsting, hvor Højre selv havde flertallet. Forslagene kom imidlertid aldrig igennem i Folketinget, hvor Venstre havde flertallet. I 1885 blev byggeriet i stedet sat i gang ved kongelig resolution uden om Rigsdagen. I de følgende ni år blev bevillingerne til fæstningsanlæggene givet ved provisoriske, dvs. midlertidige finanslove. Perioden 1885-1894 er derfor kendt som provisorietiden og den moderne befæstning omtales indimellem som den provisoriske befæstning.

De forreste anlæg i den nye landbefæstning blev anlagt ude i det åbne land i god afstand fra de daværende forstæder til København. Formålet var, at man herfra skulle kunne holde fjenden på så lang afstand, at selve byen ikke kunne bombarderes. Befæstningen blev derfor ikke en del af københavnernes hverdag på den måde, som de ældre befæstninger, der lå tæt omkring byen, havde været.

I det flade landskab sydvest og vest for København blev landbefæstningen anlagt som den 14 km lange, sammenhængende Vestvold mellem strandengene i Avedøre og Utterslev Mose. På selve volden blev der bygget en række kanonbatterier, og foran volden blev der anlagt en voldgrav med robuste betonstillinger til nærforsvar.

Mod nordvest og nord var landskabet mere kuperet end på Vestegn. Det blev udnyttet til at forberede en stor sammenhængende oversvømmelse af de lavtliggende områder med vand fra Furesøen. Fra Furesøen blev vandet ført gennem en fæstningskanal over Lyngby Sø til Ermelunden, hvor oversvømmelsen skulle iværksætte, dels ud til Øresundskysten gennem Lyngby Enge, dels ned gennem Gentofte og Søborg til Utterslev Mose, hvor Vestvolden begyndte. Via voldgraven kunne vandet herfra ledes videre ud i Kagsmosen, der lå foran den nordligste del af Vestvolden.

Foran den forberedte oversvømmelse blev der anlagt fem fremskudte forter ved Gladsaxe, Bagsværd, Lyngby, på Garderhøj ved Jægersborg og lidt nord for Fortunen i Dyrehavens vestlige udkant. Forterne skulle binde fjendtlige styrker længst muligt under fremrykningen og blev derfor bygget som solide, jorddækkede betonkonstruktioner, der kunne modstå kraftig beskydning. Bag forterne blev der bygget en række kanonbatterier. Batterierne skulle dels støtte forterne, dels forsvare oversvømmelsens svage punkter.

På søbefæstningen blev der bygget nye kystbatterier ved Hvidøre, Charlottenlund, Kastrup og Avedøre og et nyt stort søfort på Middelgrunden. De nye anlæg fungerede som en fremskudt linje foran den eksisterende søbefæstning. Sammen med flådens skibe og de søminespærringer, der ville blive udlagt, skulle anlæggene på søbefæstningen forhindre fjendtlige skibe i at bombardere København eller landsætte tropper i havnen eller nær byen.

I 1894 blev der indgået et forlig mellem Højre og Venstre, der afsluttede provisorietiden. Som en central del af forliget blev fæstningsbyggeriet indstillet indtil videre. I de følgende år blev befæstningens fremtid overvejet.

I fæstningstilhængernes øjne var befæstningen ikke blevet bygget færdig. Der var især et stærkt ønske om at få lukket ”Hullet i Nordfronten” i det meget kuperede terræn mellem Fortunfortet i Dyrehavens vestlige udkant og Øresundskysten. Hvis ikke der blev bygget nye fremskudte anlæg, ville en fjende her kunne rykke så langt frem i dækning, at København kunne bombarderes uhindret.

Problemet blev kun forværret af den hastige teknologiske udvikling af artilleriet i perioden. Hvis ikke især landbefæstningen allerede var forældet, var det i modstandernes øjne udelukkende et spørgsmål om tid, hvornår den ville blive det.

I 1909 blev det vedtaget, at søbefæstning skulle udbygges med yderligere en fremskudt linje bestående af Flakfortet, Dragørfort, Taarbærfort og tre nye kystbatterier på Saltholm og ved Kongelunden og Mosede. Til gengæld blev det samtidigt vedtaget, at Landbefæstningen skulle nedlægges senest i 1922. Inden nedlæggelsen blev gennemført og de nye anlæg var bygget færdige, brød 1. Verdenskrig ud.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, blev Københavns Befæstning bemandet med omkring 50.000 mand fra den indkaldte sikringsstyrke og gjort klar til kamp. Langs med Vestvolden og foran og mellem forterne og batterierne mod nordvest og nord blev der gravet omfattende, feltbefæstede stillinger. På søbefæstningen blev der udlagt minefelter i Øresund og Køge Bugt, og færdiggørelsen af de nye anlæg, der var vedtaget i 1909, blev fremskyndet.

På Amager, hvor der ikke var blevet bygget nye landbefæstningsanlæg siden Christianshavns Vold, blev den feltbefæstede Tømmerupstilling anlagt tværs over øen fra 1914. Den blev senere udbygget med Sydamagerstillingen helt ude ved kysten mellem Dragørfort og kystbatteriet i Kongelunden. Fra 1915 begyndte opmålingen af den omfattende, fremskudte Tunestilling mellem Mosede Batteri ved Køge Bugt og Roskilde Fjord. Udbygningerne af de feltbefæstede stillinger fortsatte helt til frem til afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918.

Danmark blev aldrig inddraget i 1. Verdenskrig, der til gengæld klart viste, at den våbenteknologiske udvikling endegyldigt havde overhalet Københavns Befæstning. Landbefæstningen blev nedlagt i 1920. En række af forterne og batterierne mod nord og nordvest blev solgt fra til private. Vestvolden blev efterfølgende bl.a. anvendt til opbevaring af ammunition, indtil den fra midten af 1960’erne blev udlagt som rekreativt område.

En del af anlæggene på Søbefæstningen blev opretholdt som forsvarsværker eller i andre militære funktioner, indtil de gradvist blev udfaset op i gennem 1900-tallet.

I dag er København Befæstning en af Europas bedst bevarede storbyfæstninger fra perioden. Hele Vestvolden og langt de fleste af forterne er bevaret, stort set intakte.

• Københavns middelalderbefæstning
• Københavns bastionære befæstning