Käthe Kollwitz

Käthe Kollwitz fik sin første kunstneriske undervisning hos grafikeren Rudolf Mauer (1845-1905) i Königsberg. På en længere rejse i 1886 lærte den unge Käthe Kollwitz de to naturalistiske tyske forfattere Gerhart Hauptmann og Arno Holz at kende i Berlin. I München blev hun begejstret over Peter Paul Rubens værker i Alte Pinakothek.

Käthe Kollwitz flyttede tilbage til Berlin, efter at hun i 1891 var blevet gift med lægen Karl Kollwitz (1863-1940). Denne var medlem af det tyske socialdemokrati og grundlagde i 1913 Sozialdemokratischer Ärzteverein og blev i 1919 byrådsmedlem for SPD i Berlin. I Berlin åbnede Karl Kollwitz en praksis i bydelen Prenzlauer Berg i Weissenburger Strasse 25 (i dag Kollwitzstrasse), hvor parret var bosat; Käthe Kollwitz boede på adressen i over 50 år indtil sommeren 1943.

Gennem Karl Kollwitz' lægepraksis blev hun konfronteret med den mørke side af storbyen, med fattigdom, sygdom og proletariatets udsathed, der var vokset som følge af den hastige industrialisering. Disse menneskers elendighed blev et ledemotiv i hendes kunstneriske værk, hvori hun forsøgte at vække et ligegyldigt samfund.

I 1901 blev Käthe Kollwitz medlem af den tyske kunstnergruppering Berliner Secession. Senere i 1912 blev hun valgt som bestyrelsesmedlem af samme. Efter splittelse af Berliner Secession blev Kollwitz medlem af grupperingen Freie Secession, hvis bestyrelse hun tilhørte fra 1914 til 1916.

Käthe Kollwitz blev, som den første kvinde, medlem af Preussische Akademie der Künste i 1919 og blev samtidig udnævnt til professor. Efter eget ønske underviste hun dog ikke før 1928. Hun fortsatte undervisningen til 1933, hvor hun blev afskediget og tvunget til at forlade akademiet ved nationalsocialisternes magtovertagelse. I 1936 blev hendes værker stemplet som Entartete Kunst, og hun fik udstillingsforbud.

Käthe Kollwitz skabte et omfattende grafisk værk, der består af håndtegninger, raderinger, litografier og træsnit. Fokus i Kollwitz' kunst er mennesket. Udover temaer som forholdet mellem mor og barn og temaer som kærlighed og død, beskæftigede hun sig med eksistentielle problemer som sult og krig med alle deres konsekvenser. I sit arbejde gav hun ingen politiske løsninger, men hendes værk appellerer til humanistiske værdier og human, respektfuld sameksistens. Hun skabte desuden en lang række selvportrætter. Det afspejler opgøret med egen personlighed og søgen efter en rolle i samfundet.

Käthe Kollwitz' skulpturelle virksomhed falder forholdsvis sent i hendes liv. Ud af i alt 43 skulpturelle projekter er 19 værker bevaret, hvoraf 15 blev støbt i bronze. På trods af at hendes skulpturelle værk er relativt begrænset i forhold til hendes grafiske produktion, understregede hun selv, hvor meget skulptur betød for hende som et grundlæggende anliggende for hendes arbejde.

Käthe Kollwitz var allerede i sin levetid en kendt og skattet kunstner også udenfor Tysklands grænser. Hendes tegninger, grafiske serier og plakater samt hendes skulpturer er repræsenteret i private og offentlige samlinger verden over. Alligevel synes tendenser i nutiden at have ændret synet på Käthe Kollwitz som person og samtidig på hendes udtryksform. Kollwitz' aktualitet understreges ved at så store kunstinstitutioner som Städel Museum i Frankfurt am Main, MoMa i New York og Statens Museum for Kunst i København i 2024 fremviste store retrospektive udstillinger af Kollwitz' værker.

Efter 1945, ved afslutningen på 2. Verdenskrig, var det i både Vesttyskland og det daværende Østtyskland vigtigt at genkalde mindet om de kunstnere, der blev udstødt under det nationalsocialistiske regime, hvilket vil sige kunstnere som Käthe Kollwitz. Særligt i det østtyske DDR gjorde Kollwitz' skildringer af proletariatets brutale livsvilkår hende til en højt skattet kunstner. Men samtidigt begrænsede det synet på hendes kunstneriske præstation, idet hun kun blev set som en forgænger i udviklingen af en socialistisk realisme i systemets tjeneste. Denne opfattelse var i årene derefter den gængse.

I dag har man på mange måder ændret fokus og betragter Käthe Kollwitz, både hendes livsforløb og hendes kunst, som yderst moderne. Käthe Kollwitz var konstant optaget af sig selv, af sin rolle som kunstner, kvinde og mor. Hendes grafik var livslange meditationer over feministiske temaer som identitet, krop og social virkelighed, hvori hun fremmede en vision om medfølelse som en måde at reagere på uretfærdighed. Hendes ægteskab var moderne og åbent, og lægepraksis og børn var ingen hindring for, at hun kunne udvikle sig som hun ønskede. Endelig var hun i Berlins officielle kunstinstitutioner det intelligente midtpunkt i en mandsdomineret kunstverden.

Hans Kollwitz, Käthe Kollwitz' søn, overdrog i 1967 sin mors efterladte skrifter som et permanent lån til arkivet ved Akademie der Künste i Vestberlin. Disse omfattede kunstnerens dagbøger fra perioden 1908 til 1943 samt en omfattende familiekorrespondance. Hensigten var at afbøde manglen på dokumentation i akademiets arkiv fra de kunstnere, der var udelukket fra at virke under det nationalsocialistiske diktatur i årene fra 1933 til 1945, især i Berlin, samt at etablere et forskningscenter for Käthe Kollwitz' arbejde i selve akademiet. I centrum af materialet, der blev overdraget Käthe-Kollwitz-Archiv, står Kollwitz' ti dagbøger, som hun formentlig tog med sig, da hun i august 1943 flygtede fra Berlin. Dagbøgerne indeholdt desuden vigtige breve, avisudklip, programnotater, digte og fødsels- og dødsannoncer.

Käthe Kollwitz' dagbøger blev udgivet i Berlin af Hans Kollwitz allerede i 1948 under titlen, Tagebuchblätter und Briefe. En senere samling er Die Tagebücher: 1908-1943, udgivet af Jutta Bohnke-Kollwitz, Berlin 1989 (flere nyudgaver, senest i 2012).

Käthe Kollwitz' samlede værk består af tusindvis af tegninger, næsten 300 tryk og plakater og 19 skulpturelle værker. Den største samling af Käthe Kollwitz' arbejder befinder sig i Käthe Kollwitz Museum Köln, der blev indviet i 1985. Museet er i besiddelse af 300 tegninger, mere end 550 grafiske tryk samt alle plakater. Desuden kan museet fremvise alle de 19 skulpturer af kunstneren, der er tilgængelige, hvoraf de fleste er særligt sjældne tidlige bronzeafstøbninger.

I Berlin-Charlottenburg findes Käthe-Kollwitz-Museum Berlin, der blev indviet i 1986. Her vises over 200 tegninger og grafiske tryk samt 15 plakater og ligeså mange skulpturer. Samlingens tyngdepunkt er kunstnerens selvportrætter i årene fra 1888 til 1938.

Käthe Kollwitz Haus Moritzburg var kunstnerens opholdssted i hendes sidste leveår, efter udbombningen af lejligheden i Prenzlauer Berg i 1943. I juli 1944 tog Käthe Kollwitz imod prins Ernst Heinrich af Sachsens (1896–1971) invitation til at bo i Moritzburg ved Dresden på godset Rüdenhof. Bygningen har siden 1995 været indrettet som museum og mindesmærke for kunstneren. Ud over mindestuer med fotografier og uddrag fra breve og dagbøger viser museet en mindre grafisk samling.

Käthe Kollwitz' værker findes desuden i de permanente samlinger i adskillige tyske museer. Fremhæves kan en omfattende repræsentation af grafiske arbejder i kobberstiksamlingerne i henholdsvis Dresden og Berlin.

Käthe Kollwitz' rummelighed og hendes værkers universelle karakter kan aflæses ved et fokus på nogle Kollwitz-udstillinger i Danmark i løbet af 1900-tallet og 2000-tallet. Interessen for Kollwitz' værker i Danmark i mellemkrigsårene og særligt efter 2. Verdenskrig kredsede naturligt om en præsentation af hendes kunstneriske udtryk og kunnen. Men særligt fokuserede udstillingerne på hendes politiske og sociale engagement, som det aflæses af hendes skildringer af de sociale problemer, der opstod som følge af industrialiseringen samt hendes nådesløse skildring af krigens rædsler. Senere i 2000-tallet er fokus især rettet mod det eksistentielle og det kvindepolitiske aspekt i hendes værker.

Käthe Kollwitz' personlighed lever videre i talrige tyske byer, som har navngivet pladser, gader og skoler efter hende.

På Kollwitzplatz i bydelen Prenzlauer Berg, hvor Käthe Kollwitz boede og arbejdede, findes et monument for kunstneren, udført af billedhuggeren Gustav Seitz. Skulpturen blev udført fra 1956 til 1958 og efterfølgende støbt i bronze. Monumentet blev opstillet i 1961 på Kollwitzplatz i det daværende Østberlin. Ud over at være en hyldest til billedkunstneren Käthe Kollwitz, var det også en erindring om hendes mand, lægen Karl Kollwitz.

I Karl Friedrich Schinkels bygning Neue Wache på Unter den Linden i Berlin ses Käthe Kollwitz' skulptur Pietà, der blev udført fra 1937 til 1939. Den udstillede skulptur er en forstørret bronzekopi af det originale værk. I 1993 blev Schinkels bygning indviet som mindesmærke under navnet, Zentrale Gedenkstätte der Bundesrepublik. Det nøgne rums manende centrum er den 1,6 m høje bronzekopi af Kollwitz' skulptur. Indskriften på denne tyske pietà lyder: Den Opfern von Krieg und Gewaltherrschaft ('Tilegnet ofrene for krig og vold').

• tysk billedkunst
• naturalisme
• ekspressionisme
• grafik
• Berliner Secession
• Entartete Kunst
• socialistisk realisme

• Statens Museum for Kunsts hjemmeside
• Käthe Kollwitz Museum Kölns hjemmeside
• Käthe-Kollwitz-Museum Berlins hjemmeside
• Käthe Kollwitz Haus Moritzburgs hjemmeside