Joseph Goebbels

Joseph Goebbels voksede op i et katolsk småborgerhjem i Rhinlandet. Han studerede germanistik og filosofi og blev i 1922 dr.phil. (svarende til nutidens ph.d.) på en afhandling med et litteraturvidenskabeligt emne. Da Nazistpartiet, NSDAP, genopstod i 1925, meldte han sig straks ind.

I begyndelsen tilhørte han partiets venstrefløj, ledet af brødrene Strasser, der forsøgte at forbinde ekstrem nationalisme og antisemitisme med en vis kapitalismekritik og et socialt program. Sine forbehold overfor den mere højreorienterede Adolf Hitler opgav han dog fuldstændig i 1926. Fra da af var Goebbels en af Hitlers nærmeste kampfæller og udviklede en næsten erotisk betagelse af føreren.

I 1926 blev Goebbels Gauleiter i Berlin, hvor det bayerskbaserede NSDAP stod svagt. Han fik med aggressiv propaganda gjort NSDAP synligt i det ellers "røde" Berlin. I 1928 blev Goebbels valgt ind i Rigsdagen, og året efter udpegedes han til partiets rigspropagandaleder. Han redigerede også den nazistiske avis Der Angriff (Angrebet). Hans hadske agitation og politiske stil kom til at præge nazisternes kamp mod Weimarsystemet.

Efter magtovertagelsen i 1933 fik Joseph Goebbels posten som minister for folkeoplysning og propaganda. Han sikrede sig hurtigt — ofte i konkurrence med andre parti- og statsorganer — kontrol med pressen og kulturlivet. Han var vældig opmærksom på de unge medier radio og film og brugte dem med stort talent i den nazistiske propaganda.

Kulturlivet blev styret gennem oprettelsen af et Reichskulturkammer, der gennem en række underkamre bestemte, hvem der måtte udøve kunst og kultur, og hvem der måtte optræde, udstille og publicere. Udover massiv politisk styring udnyttede han sin magtposition til seksuel afpresning af kvindelige skuespillere.

En stor propagandasejr fejrede Goebbels i 1936 med Olympiaden i Berlin, Kiel og Garmisch-Partenkirchen. Her var bl.a. Leni Riefenstahls film med til at give verden indtrykket af et dynamisk og tilforladeligt Tyskland, mens nazismens grundlæggende racisme og terroren mod anderledes tænkende og jøder blev usynliggjort.

Goebbels havde også held til at ensrette kunst- og kulturlivet. Mens såkaldt utysk kultur blev forhånet fx med udstillingen Entartete Kunst i 1937 eller direkte forbudt, blev der investeret massivt i at fremme en konformistisk og nationalt heroiserende æstetik. Her gav Goebbels afkald på sin oprindelige interesse for modernistisk kunst og tilpassede sig Hitlers konservative kunstsmag.

Jødiske kulturarbejdere blev udrenset og drevet på flugt eller henvist til kun at optræde for et lukket jødisk publikum. Værker af jøder, venstreorienterede og pacifister blev fjernet fra Tysklands museer og biblioteker, startende med de offentlige bogbrændinger, der fandt sted i en række universitetsbyer den 10. maj 1933.

Goebbels iscenesatte og organiserede førerkulten omkring Hitler og var på den måde med til at skabe opbakning til den tyske diktator og nazismens politik i den brede befolkning og Tysklands eliter. Goebbels' lederartikler i ugeavisen Das Reich (fra maj 1940) talte specielt til veluddannede lag.

I tæt sammenhæng med propagandaen for nazismens politik og værdisæt stod Goebbels bag en række hadefulde kampagner vendt mod såkaldte fjender af folket og særligt jøder: boykotten mod jødiske forretninger i april 1933, pogromen 9.-10. november 1938, siden kaldet Krystalnatten, samt hetzfilmene Jud Süss (1940, Jøden Süss) og Der ewige Jude (1940, Den evige jøde).

Efter nederlaget ved Stalingrad i 1943 blev propagandaen især brugt til at holde moralen oppe og presse befolkningen til en sidste indsats. Selv sent i krigen var propagandaen præget af løfter om, at et nyt vidundervåben ville vende krigens gang og skaffe Tyskland den endelige sejr.

Goebbels optrådte ofte offentligt i Hitlers sted, og den 18. februar 1943 var det Goebbels, der proklamerede "den totale krig". Efter det mislykkede attentat på Hitler 20. juli 1944, siden kaldet 20. juli-sammensværgelsen, blev Goebbels befuldmægtiget for den samlede krigsindsats, og i sit testamente udnævnte Hitler ham til sin efterfølger som rigskansler.

Efter Hitlers død begik Joseph Goebbels selvmord sammen med sin kone, Magda; forinden havde de ladet deres seks børn myrde.

Han var en flittig skribent og fik bl.a. udgivet romanen Michael (1929) og Kampf um Berlin (1932). Goebbels' omfattende dagbøger for årene 1923-1945 er blevet udgivet i 29 bind 1993-2008.

• nationalsocialisme
• propaganda
• Tysklands historie fra 1933
• nationalsocialistisk kulturpolitik