Johann Sebastian Bach

Bach søgte 17 år gammel en stilling i byen Sangerhausen som organist, men blev forbigået. Han havde kortere ansættelser ved kirker i Weimar, Arnstadt og Mühlhausen gennem de følgende år. Arbejdet i Arnstadt blev delvis afbrudt hen over årsskiftet 1705-1706 af en rejse til Lübeck med henblik på timer hos den danske organist ved byens Marienkirche, Diderich Buxtehude. Opholdet førte til en alvorlig irettesættelse fra Arnstadts kirkelige myndigheder – dels fordi Bach havde overskredet sin bevilgede orlov med to måneder, dels fordi hans orgelspil nu "forvirrede menigheden" på grund af inspirationen fra Buxtehudes fantasifulde stil.

Bach giftede sig i 1707 med en grandkusine på farens side, Maria Barbara Bach (1684-1720). Parret flyttede til Weimar, hvor Bach i 1708 fik arbejde som hoforganist og i 1714 som kapelmester. Nogle af hans tidligste orgelværker og omkring 30 stykker kirkelig vokalmusik stammer fra hans ni år i byen.

Hans opdagelse i de samme år af Antonio Vivaldis solokoncerter med deres klare udformning fik stor betydning for hans egne arbejder. Stort set alle Bachs koncerter er enten bearbejdelser af Vivaldis stykker eller inspireret af dem – og han har i nogle tilfælde formet sine fugaer for tangentinstrumenter efter samme forbillede.

Bach viste derefter interesse for en stilling i Köthen som hofkapelmester. Da hans arbejdsgiver i Weimar opdagede, at han hemmeligt havde søgt andet job, fik han en måneds tugthus. Han begyndte på det nye arbejde i 1717 efter udstået straf. Köthens hof var reformert og dermed ikke optaget af kirkemusik i større stil. Langt de fleste af Bachs værker fra de seks år i Köthen blev derfor verdslig musik: Brandenburgkoncerterne fra 1721, første bind af Das wohltemperierte Klavier fra 1722 og tangentstykker som hans inventioner og "engelske" og "franske" suiter blev til her.

Maria Barbara døde uventet i sommeren 1720 under en af Bachs arbejdsrejser. Bach giftede sig med sangeren Anna Magdalena Wilcke (1701-1760) i december året efter. Anna Magdalena fik 13 børn i ægteskabet og samtidig en rolle som bonusmor for de fire børn fra Bachs tidligere ægteskab. Hun var ikke desto mindre aktiv som sin mands assistent ved kopieringen af noder og efter hans død som forvalter af hans musikalske arv.

Johann Sebastian Bachs sidste og længste ansættelse var i storbyen Leipzig som kantor. Bystyret ville hellere have haft mere kendte navne som Georg Philipp Telemann eller Christoph Graupner i den store stilling. Posten indebar både ansvar for musiklivet ved byens Thomaskirche og Nikolaikirche og for undervisningen på den internationale Thomasschule i musik og latin. Han overtog i 1729 samtidig ledelsen af det semi-professionelle orkester ved navn Collegium Musicum med faste engagementer i en nærliggende café og mere uhøjtidelige værker på programmet. Et desperat brev fra 1730 peger på hans mange år i Leipzig som stormfulde: Han har både følt sig underbetalt af Leipzigs myndigheder og drømt om andre stillinger med bedre vilkår.

Mange af Bachs største værker stammer fra hans 27 år som kantor: Han skabte mindst tre komplette sæt af musik til kirkeåret med flere end 150 kantater som resultat. Det blev også til stort anlagte passioner, altså musikalske genfortællinger af Jesus' sidste timer – hvoraf Johannespassionen fra 1724 og Matthæuspassionen fra 1727 er bevaret. Andre værker fra hans tid som Leipzigs kantor er Juleoratoriet fra 1734 og den ambitiøse H-mol-messe samt instrumentale mesterværker som Goldberg-variationerne fra 1741 og Das musikalische Opfer fra 1747 med et besøg hos kong Frederik den Store i Potsdam som inspirationskilde.

Bach var kort før sin død plaget af blindhed og muligvis stress eller depression. Hans legeme blev begravet på en af byens mindre kirkegårde og i 1950 overført til dets nuværende plads foran Thomaskirkens alter. Familien var ved hans død splittet for alle vinde og tilsyneladende plaget af manglende respekt for enken og af mistillid mellem børnene fra de to ægteskaber. Sønner som Carl Philipp Emanuel Bach og Wilhelm Friedemann Bach fra første ægteskab og Johann Christian Bach fra andet ægteskab blev betydningsfulde komponister i egen ret.

Bach-Gesellschaft Leipzig blev grundlagt i 1850 med komponisten Robert Schumann som en af initiativtagerne. Selskabets udgivelse i årene fra 1851 til 1900 af Bachs samlede værker var banebrydende inden for musikvidenskaben: Centrale spørgsmål om eksempelvis kilders troværdighed og gamle værkers ægthed og kronologi blev her adresseret for første gang i musikalsk sammenhæng.

Den første fortegnelse over Bachs værker, Bach-Werke-Verzeichnis, kom i 1950 med musikforskeren Wolfgang Schmieder (1901-1990) som redaktør. Fortegnelsen har siden 1990 været under løbende revision med korrektioner vedrørende værkernes ægthed og datering eller optagelse af hidtil ukendte værker. Man bruger i dag forkortelsen BWV ved henvisning til Bachs op mod 1150 bevarede værker – messen i h-mol har for eksempel nummeret BWV 232 i fortegnelsen.