Faktaboks

Johann Sebastian Bach
Født
21. marts 1685, Eisenach i Tyskland
Død
28. juli 1750, Leipzig i Tyskland

Johann Sebastian Bach. En side fra et af Det Kgl. Biblioteks klenodier: Bachs egenhændige manuskript til kantaten Mein Herz schwimmt in Blut BWV 199 fra 1714. Billedet viser begyndelsen af kantatens afsluttende arie Wie freudig ist mein Herz for sopran, obo, strygere og continuo (i stedet for at skrive ordet Herz har Bach tegnet et lille hjerte). Kantaten foreligger også sammesteds i en afskrift af C.E.F. Weyse, der i sin tid ejede originalmanuskriptet.

.

Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.

.

Johann Sebastian Bach var fra 1723 ansat ved Thomaskirken i Leipzig, der her ses sammen med Thomasskolen på J.G. Krügners kolorerede kobberstik fra samme år.

.

Leipzig. Thomaskirche. Johann Sebastian Bachs grav. Under en bronzeplade i gulvet i kirkens kor er Bach begravet siden 1950. Hans grav blev identificeret på Johanniskirchhof i Leipzig i 1894 og i 1900 blev hans jordiske rester overført til Johanniskirche. Efter denne kirkes ødelæggelse under 2. Verdenskrig blev Bachs hvilested naturligt i Thomaskirche, hvor han virkede. Foto 2012.

.

Johann Sebastian Bach var en tysk komponist og tangentvirtuos. Musikfolk i samtiden og mange år efter hans død kendte stort set intet til hans værker. Han har siden midten af 1800-tallet været vurderet som baroktidens største musiknavn og som en hovedskikkelse i europæisk kultur.

Bachs liv

Johann Sebastian Bach blev født i Eisenach som fjerde søn af stadsmusikanten Johann Ambrosius Bach (1645-1695) og hustruen Elisabeth.

Begge forældre døde, da han var dreng. Han kom i pleje hos storebroren Johann Christoph Bach, der var organist i byen Ohrdruf. Storebroren med den stolte fortid som elev af komponisten Johann Pachelbel gav ham den første musikundervisning.

Bachs uddannelse fortsatte i årene 1700-1702 på kostskolen St. Michaelis i Lüneburg. Han satte sig her grundigt ind i skolebibliotekets partiturer af renæssancekomponister som Orlando di Lasso og Claudio Monteverdi. Kendskab til så gammel musik var både usædvanligt på den tid og en vigtig brik i Bachs udvikling af sin egen stil. Han hørte også operaer af bysbarnet Reinhard Keiser i Hamborg og af den italiensk-franske komponist Jean-Baptiste Lully på Celles slotsteater.

Første ansættelser

Bach søgte 17 år gammel en stilling i byen Sangerhausen som organist, men blev forbigået. Han havde kortere ansættelser ved kirker i Weimar, Arnstadt og Mühlhausen gennem de følgende år. Arbejdet i Arnstadt blev delvis afbrudt hen over årsskiftet 1705-1706 af en rejse til Lübeck med henblik på timer hos den danske organist ved byens Marienkirche, Diderich Buxtehude. Opholdet førte til en alvorlig irettesættelse fra Arnstadts kirkelige myndigheder – dels fordi Bach havde overskredet sin bevilgede orlov med to måneder, dels fordi hans orgelspil nu "forvirrede menigheden" på grund af inspirationen fra Buxtehudes fantasifulde stil.

Weimar

Bach giftede sig i 1707 med en grandkusine på farens side, Maria Barbara Bach (1684-1720). Parret flyttede til Weimar, hvor Bach i 1708 fik arbejde som hoforganist og i 1714 som kapelmester. Nogle af hans tidligste orgelværker og omkring 30 stykker kirkelig vokalmusik stammer fra hans ni år i byen.

Hans opdagelse i de samme år af Antonio Vivaldis solokoncerter med deres klare udformning fik stor betydning for hans egne arbejder. Stort set alle Bachs koncerter er enten bearbejdelser af Vivaldis stykker eller inspireret af dem – og han har i nogle tilfælde formet sine fugaer for tangentinstrumenter efter samme forbillede.

Köthen

Bach viste derefter interesse for en stilling i Köthen som hofkapelmester. Da hans arbejdsgiver i Weimar opdagede, at han hemmeligt havde søgt andet job, fik han en måneds tugthus. Han begyndte på det nye arbejde i 1717 efter udstået straf. Köthens hof var reformert og dermed ikke optaget af kirkemusik i større stil. Langt de fleste af Bachs værker fra de seks år i Köthen blev derfor verdslig musik: Brandenburgkoncerterne fra 1721, første bind af Das wohltemperierte Klavier fra 1722 og tangentstykker som hans inventioner og "engelske" og "franske" suiter blev til her.

Maria Barbara døde uventet i sommeren 1720 under en af Bachs arbejdsrejser. Bach giftede sig med sangeren Anna Magdalena Wilcke (1701-1760) i december året efter. Anna Magdalena fik 13 børn i ægteskabet og samtidig en rolle som bonusmor for de fire børn fra Bachs tidligere ægteskab. Hun var ikke desto mindre aktiv som sin mands assistent ved kopieringen af noder og efter hans død som forvalter af hans musikalske arv.

Leipzig

Johann Sebastian Bachs sidste og længste ansættelse var i storbyen Leipzig som kantor. Bystyret ville hellere have haft mere kendte navne som Georg Philipp Telemann eller Christoph Graupner i den store stilling. Posten indebar både ansvar for musiklivet ved byens Thomaskirche og Nikolaikirche og for undervisningen på den internationale Thomasschule i musik og latin. Han overtog i 1729 samtidig ledelsen af det semi-professionelle orkester ved navn Collegium Musicum med faste engagementer i en nærliggende café og mere uhøjtidelige værker på programmet. Et desperat brev fra 1730 peger på hans mange år i Leipzig som stormfulde: Han har både følt sig underbetalt af Leipzigs myndigheder og drømt om andre stillinger med bedre vilkår.

Mange af Bachs største værker stammer fra hans 27 år som kantor: Han skabte mindst tre komplette sæt af musik til kirkeåret med flere end 150 kantater som resultat. Det blev også til stort anlagte passioner, altså musikalske genfortællinger af Jesus' sidste timer – hvoraf Johannespassionen fra 1724 og Matthæuspassionen fra 1727 er bevaret. Andre værker fra hans tid som Leipzigs kantor er Juleoratoriet fra 1734 og den ambitiøse H-mol-messe samt instrumentale mesterværker som Goldberg-variationerne fra 1741 og Das musikalische Opfer fra 1747 med et besøg hos kong Frederik den Store i Potsdam som inspirationskilde.

Sidste år

Bach var kort før sin død plaget af blindhed og muligvis stress eller depression. Hans legeme blev begravet på en af byens mindre kirkegårde og i 1950 overført til dets nuværende plads foran Thomaskirkens alter. Familien var ved hans død splittet for alle vinde og tilsyneladende plaget af manglende respekt for enken og af mistillid mellem børnene fra de to ægteskaber. Sønner som Carl Philipp Emanuel Bach og Wilhelm Friedemann Bach fra første ægteskab og Johann Christian Bach fra andet ægteskab blev betydningsfulde komponister i egen ret.

Bachs musik

Bachs musik er på én gang typisk for barokken og kendetegnet ved sin helt egen stil.

Tidstypiske træk kan være smagen for affektlære, brugen af retoriske figurer og den klare disposition i melodi og akkompagnement – som når større værker baseres på generalbassens principper.

Det personlige ligger i en let genkendelig tendens til kontrapunktisk udformning af musikken: Samtlige stemmer kan efterligne (imitere) hinanden og derved virke lige aktive i etableringen af det samlede forløb. Brugen af kontrapunktik har i samtiden været set som et forældet træk og sandsynligvis medvirket til hans ry som gammeldags. Det kontrapunktiske – at alle stemmer er lige vigtige – kan omvendt tolkes som en forlængelse af oplysningstidens stadig mere "demokratiske" respekt om alle stemmer.

Han forholder sig også kreativt til alle genrer. Værkerne er – trods deres store antal – som regel meget forskellige i snittet. Brandenburgkoncerterne ligner for eksempel ingen andre koncerter fra hans egen tid i besætning og opbygning. Kantaterne kan på samme måde være "gammeldags" koralkantater det ene øjeblik og operaagtige det næste øjeblik. Man finder heller ikke to helt ens former i hans suiter eller hans talløse sæt af præludier og fugaer for diverse instrumenter.

Et særtræk er endelig hans spekulative side. Nogle af hans mest ambitiøse værker blev skabt helt uden forbilleder eller uden kendt årsag. Stykker som de to bind af Das wohltemperierte Klavier med et præludium og en fuga i hver toneart, Die Kunst der Fuge med fugaer over et stadig mere forandret tema og ikke mindst H-mol-messen på latin – sommetider regnet for hans største værk – er forblevet nogle af de største gåder i klassisk musik.

Genopdagelsen af Bachs musik

Johann Sebastian Bach blev stort set glemt efter sin død. Enkelte af hans værker var kendt af Wolfgang Amadeus Mozart og i Leipzigs musikliv. Johann Nikolaus Forkel udgav i 1802 den første biografi om Bach med sønnerne som vigtigste kilder. Felix Mendelssohn-Bartholdys opførelse af Matthæuspassionen i 1829 var derefter både et afgørende skridt hen mod anerkendelsen af Bach og mod vor tids accept af gammel musik generelt.

Værkernes udgivelse

Bach-Gesellschaft Leipzig blev grundlagt i 1850 med komponisten Robert Schumann som en af initiativtagerne. Selskabets udgivelse i årene fra 1851 til 1900 af Bachs samlede værker var banebrydende inden for musikvidenskaben: Centrale spørgsmål om eksempelvis kilders troværdighed og gamle værkers ægthed og kronologi blev her adresseret for første gang i musikalsk sammenhæng.

Den første fortegnelse over Bachs værker, Bach-Werke-Verzeichnis, kom i 1950 med musikforskeren Wolfgang Schmieder (1901-1990) som redaktør. Fortegnelsen har siden 1990 været under løbende revision med korrektioner vedrørende værkernes ægthed og datering eller optagelse af hidtil ukendte værker. Man bruger i dag forkortelsen BWV ved henvisning til Bachs op mod 1150 bevarede værker – messen i h-mol har for eksempel nummeret BWV 232 i fortegnelsen.

Bachs værker i udvalg

Vokalværker
Kirkekantater, ca. 200 overleverede, heriblandt:
Wie schön leuchtet der Morgenstern BWV 1 (koralkantate)
Christ lag in Todesbanden BWV 4 (koralkantate, ældre type)
Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen BWV 12 (musikken er delvis genanvendt i Messe i h-mol BWV 232)
Ich hatte viel Bekümmernis BWV 21
Aus tiefer Not schrei ich zu dir BWV 38 (koralkantate)
Nun ist das Heil und die Kraft BWV 50 (eneste kantate for dobbeltkor; kun én sats er overleveret)
Jauchzet Gott in allen Landen BWV 51 (solokantate)
Nun komm, der Heiden Heiland BWV 61
Nun komm, der Heiden Heiland BWV 62 (koralkantate)
Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit BWV 106 ("Actus tragicus")
Sei Lob und Ehr' dem höchsten Gut BWV 117 (koralkantate med alle strofer sat i musik)
Aus der Tiefe ruf' ich zu dir BWV 131
Wachet auf, ruft uns die Stimme BWV 140
Herz und Mund und Tat und Leben BWV 147 (med den berømte koral Jesus bleibet meine Freude)
Verdslige kantater, ca. 15 overleverede, heriblandt:
Der zufriedengestellte Äolus: Zerreißet, zersprenget, zertrümmert die Gruft BWV 205 ("Drama per musica")
Schweigt stille, plaudert nicht BWV 211 ("Kaffekantate")
Andre vokalværker:
6 motetter BWV 225-230
Messe i h-mol BWV 232
Matthæuspassion BWV 244 (opført 1727, 1729, 1736, 1742)
Johannespassion BWV 245 (opført 1724, 1725, 1732, 1749)
Juleoratorium BWV 248 (6 kantater, én til hver af juledagene)
Ca. 200 firestemmige koraler og ca. 85 gejstlige lieder og arier
Orgelværker
Frie værker:
6 triosonater BWV 525-530
Toccata, Adagio og Fuga C-dur BWV 564
Toccata og Fuga d-mol BWV 565
Passacaglia og Fuga c-mol BWV 582
Koralbearbejdelser:
Orgelbüchlein BWV 599-644
6 Schübler-koraler BWV 645-650
Clavier-Übung III med Præludium og Fuga Es-dur BWV 552 og koralbearbejdelser BWV 669-689
Kirnberger-koraler (samlet ca. 1760) BWV 690-713
Neumeister-koraler (fundet 1984) BWV 1090-1120
Koralpartitaer bl.a. over O Gott, du frommer Gott BWV 767, Sei gegrüßet, Jesu gütig BWV 768 og Vom Himmel hoch da komm' ich her BWV 769
Cembaloværker
Clavier-Übung I med 6 Partitaer BWV 825-830
Clavier-Übung II med Fransk Ouverture BWV 831 og Italiensk Koncert BWV 971
Clavier-Übung IV med Goldbergvariationer BWV 988
6 Engelske Suiter BWV 806-811
6 Franske Suiter BWV 812-817
Das wohltemperierte Klavier I og II BWV 846-869 og 870-893 (2×24 præludier og fugaer i alle tonearter)
Kammermusikværker
3 sonater og 3 partitaer for violin solo BWV 1001-1006
6 suiter for cello solo BWV 1007-1012
6 sonater for violin og cembalo BWV 1014-1019
Orkesterværker
6 Brandenburgkoncerter BWV 1046-1051:
1 F-dur (2 horn, 3 oboer, fagot, violino piccolo, strygere og continuo)
2 F-dur (trompet, blokfløjte, obo, violin, strygere og continuo)
3 G-dur (3 violiner, 3 bratscher, 3 celloer og continuo)
4 G-dur (violin, 2 blokfløjter, strygere og continuo)
5 D-dur (tværfløjte, violin, cembalo, strygere og continuo)
6 B-dur (2 bratscher, 2 gamber, cello, violone og cembalo)
4 Ouverturer (suiter) for orkester (Nr. 2 h-mol for tværfløjte, strygere og continuo med den berømte slutsats Badinerie)
2 violinkoncerter, a-mol og E-dur, BWV 1041-1042 og dobbeltkoncert d-mol BWV 1043
7 cembalokoncerter (delvis omarbejdelser af violinkoncerter) BWV 1052-1058
Andet
Das musikalische Opfer BWV 1079
Die Kunst der Fuge BWV 1080

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig