Joachim du Bellay var en af den franske renæssances største franske digtere. Sammen med Ronsard var han det betydeligste medlem af digterskolen Plejaden.
Født af højadelig familie blev han som ung fanget ind i den lærde kreds omkring humanisten Dorat. Pga. hans satiriske gemyt blev det Bellay, der i 1549 udsendte den ny bevægelses berømte manifest Défense et illustration de la langue française, hvori fransk lovprises som det nye kultursprog. Han debuterede i 1549 med sonetsamlingen L'Olive. I sonetterne fra Rom, Les Antiquités de Rome (1558), modstilles fordums storhed med byens forfald. I den sidste store digtsamling, Les Regrets (1558, Hjemlængsel), finder han helt sin egen tone i besyngelsen af sin hjemstavn og i melankolsk-ironisk beskrivelse af egen skrøbelighed.
Under restaureringsarbejder efter Notre-Dames brand i Paris 2019 fandt man i 2022 en blykiste med Joachim du Bellays lig. Det var som nevø af en højtstående gejstlig i den katolske kirke, at han kunne bisættes i denne kirke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.