Jan Baudouin de Courtenay

Baudouin de Courtenay var på mange måder en foregangsmand inden for sprogvidenskab. Han betragtede lingvistik som en psykologisk og social videnskab og anså individets sprog for at være den eneste virkelighed. Han stræbte dog efter en objektiv tilgang til sproget og var fortaler for anvendelse af matematiske modeller og eksakte metoder i lingvistik, hvor han bl.a. som en af de første foreslog at udskille ord ved hjælp af strengt definerede lingvistiske procedurer.

Baudouin de Courtenay forkastede den udbredte opfattelse af sprogvidenskab som udelukkende en historisk disciplin og påviste i sine værker, at man kun kan forstå, hvordan sprog fungerer, hvis man studerer levende sprog og dialekter. Han udførte adskillige feltstudier af slaviske sprog og dialekter, hvilket udmøntede sig i hans teori om fonemer og fonetiske alternationer, der blev præsenteret i hans banebrydende bog Versuch einer Theorie phonetischer Alternationen (1895).

Han var den første, der opdelte fonetik i to discipliner: den, der studerer sproglydes akustiske og artikulatoriske egenskaber, og den, der studerer sproglydes funktion i ordet. Han introducerede termen fonem som betegnelse for en abstraktpsykologisk sproglyd, og hans lære herom dannede grundlag for den videre udvikling af fonologisk teori i Skt. Petersborgs lingvistiske skole og Pragerskolen.

Som grundlægger af Skt. Petersborgs lingvistiske skole var Baudouin de Courtenay optaget af at identificere alle sprogets enheder (fonemer, morfemer, ord) og beskrive deres egenskaber. Han introducerede begreberne fonem og morfem som sprogets hovedenheder.

Derudover interesserede han sig for årsager til sprogudvikling og sprogforandring og anførte sprogøkonomi som en af årsagerne til sprogforandring i fonetik. Denne ide videreførtes bl.a. i André Martinets Economie de changements phonetiques (1955).

På baggrund af Baudouin de Courtenays fonetiske studier opstod eksperimentalfonetik som en ny videnskabelig disciplin.

Baudouin de Courtenay var en af de første sprogforskere, der ud over to velkendte måder at klassificere sprog på, genetisk og typologisk, identificerede og satte ord på en tredje fremgangsmåde, geografisk, som forklarer lighedstræk mellem ubeslægtede eller fjernt beslægtede sprog som resultat af fælles eksistensvilkår og gensidig påvirkning. I en artikel fra 1904 kaldte han det for ”svigerforhold” i modsætning til genetisk slægtskab.

Baudouin de Courtenay talte flydende polsk, russisk, slovensk, tjekkisk, tysk, fransk, italiensk og jiddisch og skrev sine værker på de fleste af dem. Han var ekspert i sanskrit, latin, urslavisk og flere andre grundsprog. Han beherskede ligeledes ido og esperanto.