Israels historie

Etableringen af Israel medførte to store flygtningeproblemer: Ca. 730.000 palæstinensere flygtede eller blev fordrevet fra de områder, som jøderne kontrollerede, og omkring 600.000 jøder, der var bosat i Mellemøsten, migrerede til Israel, hvor de fik statsborgerskab (og dermed ikke længere havde flygtningestatus).

Jødernes tragiske historie med nazismens udryddelseslejre under 2. Verdenskrig begrundede i zionismen, at jøderne skulle være ét folk, selvom de var spredt ud over verden med store sproglige og kulturelle forskelle. Den begrundede også med henvisning til Biblen, at jøderne skulle have et hjemland, en stat, i Palæstina. Den fordrivelse af palæstinensere, der fandt sted både før statens etablering og navnlig efter kaldes af palæstinenserne al-Nakba: katastrofen. Konflikten mellem de to folk er aldrig blevet løst, men førte til det palæstinensiske flygtningeproblem, der er verdens største. Mange palæstinensiske flygtninge lever stadig i lejre i Mellemøsten eller siden 1967 under israelsk besættelse i Vestbredden og Gaza.

Israels historie har været dybt præget af både rollen som besættelsesmagt og af vreden blandt palæstinensere med støtte fra arabiske stater, som Israel har opfattet som eksistentielle trusler mod staten. Det har ført til krige mellem Israel og arabiske stater samt til palæstinensisk terrorisme i form af angreb fra Gaza, Vestbredden, Jordan, Syrien og Libanon.

I løbet af fem år efter Israels etablering blev den jødiske befolkning fordoblet. Masseindvandringen ændrede befolkningens sammensætning, der frem til 1948 helt overvejende var domineret af europæiske jøder. Men efter krigen kom der en stor indflydelse fra jøder fra det arabiske Mellemøsten samt Nord- og Østafrika, de såkaldte orientalske jøder, i Israel kaldet mizrahi, der bragte helt andre kulturer og traditioner end den europæiske med sig.

I den tidlige periode lykkedes at integrere de mange forskellige indvandrere. Alligevel har de store forskelle, der yderligere er blevet forstærket af stor russisk indvandring efter Sovjetunionens opløsning i 1989, ført til store spændinger i det israelske samfund. De har desuden givet uklare og konfliktprægede parlamentsvalgsresultater, som i stigende grad har gjort det vanskeligt at danne stabile regeringer.

I oktober 1951 indgik det konservative zionistiske parti i en samlingsregering med arbejderpartiet Mapai. Det medførte en liberalisering af den restriktive økonomiske politik: Rationeringen af fødevarer blev ophævet, og love til fremme af investering blev vedtaget. I 1953 var økonomien stabiliseret, og året efter indledtes en vækstperiode, bl.a. ansporet af en aftale med Vesttyskland om krigsskadeerstatning.

Den nye stat var stærkt centralistisk, og i 1953 udgjorde det offentliges budget ca. 50 % af nationalindkomsten med boligbyggeri og forsvar som de to vigtigste poster. I 1960 var 60 % af alle beskæftigede ansat i den offentlige sektor, og 75 % af befolkningen var organiseret i Histadrut, det samvirkende fagforbund. I kraft af sin store industrisektor var Histradrut samtidig landets største arbejdsgiver.

Histadrut var blevet etableret tidligt i mandattiden. Tankegangen var præget af det fælles projekt om at etablere et jødisk samfund i Palæstina med en stærk ledelse, opbygning af statslignende institutioner, erhvervsliv, kollektivt landbrug og paramilitære militser. Det var fællesskabet, det først og fremmest drejede sig om, hvorfor der ikke var plads til individualisme og individuelle rettigheder. Fokus var på skabelsen af "den nye jøde", der med styrke og kraft skulle realisere visionen om et nationalt jødisk hjemland i Palæstina.

Den centralistiske ideologi og vision fra mandattiden blev videreført i den nye stat, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at Israel ingen forfatning har. Det står i modsætning til Uafhængighedserklæringen, der blev læst op, da Israel blev proklameret. Ifølge Uafhængighedserklæringen skulle en forfatning være på plads allerede i oktober 1948, og alle borgere i den nye stat skulle have lige rettigheder og nyde statens beskyttelse. Det blev ikke realiseret, og i stedet for en forfatning, men har landet en række såkaldte basislove.

Mens den centralistiske stat formentlig var en fordel under etableringen af Israel, er den et politisk problem i dag, hvor fælles vision er erstattet af store politiske modsætninger. Hvor den tidligere zionismes vision for staten var, at den skulle være sekulær og demokratisk blev Israel i stigende grad domineret af nationalisme baseret på religion. Det kom til udtryk, da Knesset i juli 2018 vedtog en basislov, den jødiske nationallov. Israel defineres som en jødisk stat, hvor alle verdens jøder har ret til statsborgerskab, og den definerer de jødiske bosættelser i de besatte territorier som en national værdi, der skal fremmes.

Israel er således i basisloven defineret som en religiøs stat, hvilket førte til kritik både i og uden for Israel. Ifølge kritikerne er loven som sådan i modstrid med målet om Israel som en demokratisk stat. Det skyldes ikke mindst, at demokrati ikke nævnes i loven, som til gengæld understreger den jødiske identitet. At den jødiske nationallov er i konflikt med demokratiet blev imidlertid afvist af Højesteret i 2021.

Ikke desto mindre kan det konstateres, at de omtrent fem millioner palæstinensere i de besatte områder lever under israelsk militærlov. Dermed er de ikke omfattet af det israelske demokrati, som ellers var målsætningen i Uafhængighedserklæringen. Det er derimod de jødiske bosættere i de besatte områder, som nyder fulde rettigheder i det israelske demokrati og lever under israelsk civillov.

Den nye økonomiske politik efter reformerne i begyndelsen af 1950'erne opmuntrede udenlandske investeringer. Disse supplerede den officielle amerikanske hjælp på 50 millioner dollar årligt, salg af statsobligationer i udlandet samt bidrag fra udenlandske jøder. I samme periode ændrede landbrugssektoren karakter. Kollektiv drift gled i baggrunden til fordel for kooperative brug, og levestandarden og dermed middellevetiden begyndte at stige.

Suezkrisen i 1956, udløst af Egyptens præsident Gamal Abdel Nassers nationalisering af Suezkanalen i juli 1956, resulterede i en mislykket britisk-fransk-israelsk militær aktion. Den blev imidlertid et vendepunkt i Israels historie.

Den militære alliance med Frankrig styrkede det israelske forsvar, og Israel fik fransk hjælp til udvikling af sit atomvåben program. Hjælpen fra udlandet voksede støt, og en ny bølge af indvandrere fra kommunistiske lande, især Polen og Rumænien, indebar et veluddannet tilskud til samfundet.

Indvandringen af jøder fra Afrika og Mellemøsten skabte sociale spændinger, hvis eksistens ikke blev registreret af beslutningstagerne før de såkaldte "brød og arbejde"-demonstrationer i juli 1959 i Haifa. De skulle blive et forvarsel om den politiske udvikling, der i 1977 ville bringe arbejderbevægelsens politiske monopol til afslutning. Det konservative og nationalistiske parti Likud kom til magten og har lige siden haft stor indflydelse på israelsk politik.

Israels overbevisende sejr over Egypten, Syrien og Jordan i Seksdageskrigen i 1967 bekræftede statens militære styrke, som allerede havde vist sig i krigen i 1948-1949. Sinaihalvøen, Gaza, Vestbredden og dele af Golanhøjderne blev besat, og 1 million palæstinensere i de besatte områder blev underlagt israelsk militærlov.

Der var længe blevet bygget op til krig med palæstinensiske angreb på Israel fra nabostaterne, militære træfninger mellem Jordan og Israel og mellem Israel og Syrien gennem 1966 og i foråret 1967. Da Egypten den 23. maj blokerede Tinastrædet, så havnen i Eilat ikke kunne besejles, opfattede Israel det som en decideret krigserklæring. Man besluttede at gennemføre foregribende angreb på de arabiske nabostater, hvilket skete den 5. juni med et luftangreb på Egypten, der ødelagde 80 % af de egyptiske jagerfly. Herefter fortsatte Israel med angreb på de øvrige nabostater, der allerede den 10. juni led ydmygende nederlag.

Efter et møde i Khartoum i slutningen af august 1967 udsendte Den Arabiske Liga den 1. september en erklæring. I erklæringen blev arabisk sammenhold understreget af de "tre gange nej", nemlig nej til fred med Israel, nej til forhandling med Israel og nej til anerkendelse af Israel.

Kort efter krigens ophør indledte Israel opførelsen af bosættelser. De første i Golanhøjderne, omkring Jerusalem, Gush Etzion (en gruppe bosættelser på Vestbredden syd for Jerusalem), i Jordandalen og i Hebron. Herpå fulgte bosættelser i Sinai og Gaza (de blev senere destrueret, i Sinai som følge af fredsaftalen med Egypten i 1979, i Gaza som en unilateral israelsk beslutning i 2005).

I Israel var der intern uenighed om bosættelsespolitikken: en stærk bevægelse for etablering af et Storisrael voksede frem, mens kritikere mente, at bosættelserne ville skabe ufred og forhindre en løsning med palæstinenserne.

Den daværende premierminister Levi Eshkol fik udarbejdet den såkaldte Allon-plan. Ifølge planen skulle bosættelser placeres af strategiske og sikkerhedsmæssige grunde og i begrænset omfang uden om Jerusalem og tæt på Jordans grænse. Af religiøse grunde skulle bosættelser desuden placeres i Hebron med henvisning til Patriarkernes Grav. Ikke desto mindre indledte bosætterbevægelsen med det samme efter krigen opførelsen af Gush Etzion. Fra 1977, hvor Likud og Menachem Begin overtog regeringsmagten, blev den sikkerhedspolitiske begrundelse for bosættelser overtrumfet af national-religiøse begrundelser for Israels ret til Judæa og Samaria. Antallet af bosættelser er konstant steget frem til i dag, navnlig på Vestbredden.

Krigen intensiverede den israelsk-palæstinensiske konflikt. I 1967 vedtog det israelske parlament at annektere den palæstinensiske del af Jerusalem samt byens opland. I 1981 blev Storjerusalems status under israelsk suverænitet fastslået. Og i den jødiske nationallov fra 2018 anføres det igen, at Jerusalem er Israels hovedstad og helt under israelsk suverænitet.

I FN bestod krigens efterspil i forhandlinger om og vedtagelse af Sikkerhedsrådets resolution 242. I udformningen af den engelske tekst fik Israel stor støtte af USA.

I den engelske tekst står, at Israel skal trække sig ud af "territorier besat i den seneste konflikt", mens den franske tekst anfører "de territorier". Mens der i den engelske tekst altså er tale om territorier i ubestemt form, står det i bestemt form i den franske version.

Dette har ført til en strid om resolutionens fortolkning. Israel henviser til den engelske tekst og gør gældende, at tilbagetrækning først kan finde sted, når det præcist er fastlagt, hvilke territorier, det drejer sig om: Israel trækker sig ikke ud af de besatte områder uden en forhandling med de arabiske stater. Og det var præcis disse forhandlinger, de arabiske stater havde afvist i erklæringen fra Khartoum. Den strid er fortsat lige siden.

Resolutionen anfører Israel og de arabiske stater, men nævner ikke de fordrevne palæstinensere, der alene omtales som flygtninge.

Allerede inden Israel gennemførte sit foregribende angreb på Egypten og dermed indledte Seksdagskrigen, havde USA og Israel forhandlet om forløbet. USA frarådede Israel at angribe først, hvilket Israel måtte acceptere. Men statens gjorde klart, at det var hensigten at indlede en krig med foregribende angreb. Trods det fik Israel tilsagn om, at USA ville træde til, hvis Sovjetunionen skulle intervenere på den arabiske side, og at USA ville støtte Israel i FN-systemet.

Det amerikanske engagement i Israel går tilbage til situationen efter 2. Verdenskrig, hvor præsident Harry S. Truman besluttede at støtte Israels bestræbelser for at etablere en stat i Palæstina. USA havde stemt for FN's Delingsplan, men da den ikke blev realiseret, overvejede USA andre modeller. Det amerikanske udenrigsministerium og det nyoprettede CIA var imod etableringen af en Israelsk stat uden aftale med palæstinenserne og de arabiske lande og advarede Truman imod at gøre det.

Især den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall var stærkt kritisk og pegede på, at etableringen af en israelsk stat ville skabe et uoverskueligt flygtningeproblem og konflikter om de amerikanske olieinteresser i Den Persiske Golf, hvor USA havde indgået aftaler med Saudi-Arabien. Det første fik han ret i, men olieaftalerne blev ikke berørt.

Truman ikke ville risikere, at Israel, der i mandattiden politisk havde haft sympati for socialismen, skulle danne alliancer med Sovjetunionen. Desuden havde han brug for de jødiske stemmer i USA for at vinde det tilstundende præsidentvalg. Derfor valgte han, at USA som den første stat i verden anerkendte Israel blot 11 minutter efter Ben Gurions erklæring den 14. maj 1948.

Israels suveræne sejr i den efterfølgende krig overbeviste USA om, at magtbalancen i Middelhavet og Mellemøsten med Israels oprettelse var markant ændret. Sikkerhedspolitisk blev Israel derfor en vigtig brik i USA's Mellemøstpolitik, der ville give USA basefaciliteter, herunder adgang til havnen i Haifa, og dermed sikre såvel de amerikanske olieinteresser og holde Sovjetunionen ude af Mellemøsten. I årene efter forsøgte USA uden succes at formidle aftaler mellem de arabiske stater og Israel.

Med Seksdagskrigen blev USA endnu mere involveret i Israel, og siden er der udviklet et unikt forhold mellem de to stater, der kun er blevet stærkere trods perioder med retorisk kølighed.

Den økonomiske nedtur før krigen i 1967 blev afløst af intens økonomisk aktivitet, delvis udløst af forsvarsbudgettet, der blev tilpasset militærets nye opgaver som følge af besættelsen og de nye grænser. Opsvinget skabte stigende social ulighed og satte punktum for det egalitære præg, der havde kendetegnet landets første år.

I slutningen af 1960'erne begyndte desuden en opblanding af den israelske og den palæstinensiske økonomi. Israels eksport til de palæstinensiske områder var større end eksporten til fx Vesttyskland og Storbritannien, og en fjerdedel af arbejdskraften i israelsk industri og landbrug kom fra de palæstinensiske områder. Siden er palæstinenserne til en vis grad blevet erstattet af asiater og afrikanere.

Den israelske højkonjunktur skabte en overdreven selvtillid i vurderingen af den arabiske verdens evne til at komme sig efter Seksdageskrigens nederlag. Det officielle Israel antog, at det ville tage mindst ti år. Det var en del af forklaringen på, at Israel var uforberedt, da Syrien og Egypten angreb landet i oktober 1973.

Chokket over Yom Kippur-krigen (også kendt som Oktoberkrigen) i 1973 underminerede tilliden til Det Israelske Arbejderparti, der havde styret Israel siden statens oprettelse. Et generationsskifte blev forsøgt, og den nye ledelse under Yitzhak Rabin og Shimon Peres vandt parlamentsvalgene i 1973, men tabte i 1977 til højrefløjspartiet Likud. Likuds leder, Menachem Begin, forstod at mobilisere utilfredsheden med Arbejderpartiet og mizrahi-jødernes voksende sociale frustration. Hans radikale afvisning af at forhandle med PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, tiltalte mange vælgere. Arbejderpartiet var blevet et middelklasseparti for jøderne af europæisk afstamning.

I årene efter Seksdageskrigen havde den palæstinensiske politiske leder, Yassir Arafat, konsolideret sin position i den palæstinensiske eksilbefolkning. Fra 1970, efter at den såkaldte Sorte September-konflikt i Jordan havde tvunget PLO's ledelse ud af Jordan, spillede de palæstinensiske modstandsorganisationer med base i Libanon en voksende rolle i den arabisk-israelske konflikt.

Efter krigen i 1973 eskalerede de palæstinensiske guerillaaktiviteter, og efterhånden anerkendte 100 nationer PLO, hvis mål var "oprettelsen af en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina", dvs. opløsning af den israelske stat.

I 1978 invaderede Israel det sydlige Libanon i et forgæves forsøg på at nedkæmpe de palæstinensiske styrker. I 1982 gik israelske styrker atter over grænsen til Libanon med henblik på at drive PLO ud af landet. Denne gang lykkedes forehavendet, og Arafat begyndte fra august at evakuere sine styrker til andre arabiske lande, men PLO endte i Tunis.

Libanons kristne præsident, Bashir Gemayel, blev imidlertid dræbt den 14. september 1982 ved et bombeattentat, og næste dag gik kristne militsenheder ind i to palæstinensiske flygtningelejre i Beirut, Sabra og Shatila, og udførte et blodbad på den palæstinensiske civilbefolkning. De israelske styrker, der havde ansvaret for området, forholdt sig passive, og en israelsk undersøgelseskommissions afsløringer medførte, at forsvarsminister Ariel Sharon og tre generaler måtte forlade deres poster.

I juli 1983 begyndte Israel at trække sig ud af Libanon bortset fra en ca. 15 kilometer dyb sikkerhedszone, der kontrolleredes af libanesiske lejetropper, som var finansieret af Israel, og af israelske enheder. Tilbagetrækningen blev fuldført i juni 1985 og medførte, at det internationale klima omkring Israel forbedredes. I juli 1983 trak Begin sig tilbage og blev erstattet af Yitzhak Shamir.

Den israelske økonomi tog et dyk efter invasionen i Libanon. Men landet kunne dog imødekomme de krav, der blev stillet efter indgåelsen af associeringsaftaler med EF i 1975 og 1986 og en frihandelsaftale med USA i 1985. Efter valgene i juli 1984 blev der oprettet en samlingsregering med Peres som statsminister. Efter 25 måneder skulle Shamir overtage posten.

En ny økonomisk politik, foranlediget af Shimon Peres, resulterede bl.a. i et drastisk fald i inflationen. Privatiseringen af den offentlige sektor blev indledt, og offentlige midler blev kanaliseret over til grundforskning og teknologisk udvikling. Samtidig reducerede Peres investeringerne i israelske bosættelser i de besatte områder.

De ca. 500.000 jøder fra tidligere sovjetiske områder, der var indvandret til Israel siden 1989, og hvoraf mange havde en høj uddannelse, bidrog til den økonomiske vækst på ca. 7 % om året.

Udenrigspolitisk afviste Peres at forhandle med PLO og koncentrerede sig om hemmelige forhandlinger med kong Hussein 1. af Jordan om Vestbreddens fremtid.

Forhandlingerne mellem Peres og Hussein var lovende, og skitsen til en aftale nød amerikansk støtte. Men den blev i 1986 afvist af Peres' efterfølger, Yitzhak Shamir, samt af Arafat. Shamir arbejdede som Begin for at bringe jøderne i flertal i de besatte områder og accelererede derfor den israelske bosættelsesaktivitet igen.

I december 1987 udbrød et palæstinensisk oprør, den såkaldte Intifada, i Gaza og bredte sig til Vestbredden. Det førte indirekte til den israelske samlingsregerings fald og skabte splittelse i befolkningen mellem en fredsfløj og en fløj, der krævede strengere forholdsregler mod palæstinenserne.

I juli 1988 meddelte kong Hussein, at Jordan opgav ethvert krav på Vestbredden og anerkendte Arafat som palæstinensernes legitime talsmand. Det banede vejen for, at Arafat i november 1988 i Algier erklærede etablering af en palæstinensisk stat. Han krævede suverænitet over Vestbredden og Gaza, som var under israelsk besættelse, og som i alt udgjorde blot 22 % af det oprindelige Palæstina.

Dermed var den såkaldte to-statsmodel genintroduceret, efter at FN's oprindelige Delingsplan ikke havde fået arabisk og palæstinensisk opbakning. Måneden efter i Stockholm udtalte Arafat, at PLO var rede til at anerkende Israels ret til at eksistere, og at PLO ville indstille den militære kamp og terrorisme mod Israel. Det resulterede i genoprettelsen af den amerikansk-palæstinensiske dialog, som var blevet afbrudt i 1975 på grund af palæstinensiske terrorhandlinger.

I november 1991 mødtes israelske og arabiske delegationer til en fredskonference i Madrid inviteret af USA og Sovjetunionen. Israel havde nægtet at deltage sammen med PLO, der også stod svagt på grund af støtten til Saddam Hussein. I stedet indgik palæstinensere baseret i Østjerusalem i den jordanske delegation, og de deltog i Madrid med litteraturprofessoren Hanan Ashrawi som talskvinde. Der blev nedsat en række komiteer til fortsatte forhandlinger. Men derudover kom der ingen resultater ud af fredskonferencen, der dog havde ført til, at Syrien og Israel for første gang havde kunne sidde under samme tag.

Under forhandlingerne var det tydeligt, at de palæstinensiske delegerede forhandlede på PLO's vegne, og det medførte en regeringskrise i Israel. To stærkt højreorienterede mindre partier forlod Shamirs koalition, hvorefter han udskrev valg. Rabin blev på ny udnævnt til leder af Det Israelske Arbejderparti, og ved valget i 1992 led Likud sit største nederlag siden Begin var kommet til magten i 1977. Rabin blev premierminister, og Peres udenrigsminister.

Fem arabiske medlemmer af Knesset sikrede Rabins flertal, hvilket var en påmindelse om det arabiske mindretals stigende betydning i israelsk politik.

Fredsforhandlingerne fortsatte. Officielt afviste Rabins regering at imødekomme de palæstinensiske krav om bl.a. en lovgivende, selvstyrende myndighed i de besatte områder. Uofficielt begyndte i januar 1993 hemmelige forhandlinger i Oslo (Osloaftalerne) mellem repræsentanter for PLO og Israel.

I september 1993 underskrev Yitzhak Rabin og Arafat en Principaftale foran Det Hvide Hus i Washington, DC med præsident Bill Clinton som vært. Aftalen handlede om, at der skulle etableres et palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza. Der var tale om en proces, hvor løbende aftaler skulle opbygge stigende tillid mellem partnerne og etablere en ramme for fuldt selvstyre efter fem år, hvilket ville sige 1999. Mange talte om, at det færdigudviklede selvstyre kunne udgøre grundlaget for en palæstinensisk stat, men selve statsbegrebet blev ikke anvendt og var stærkt kontroversielt blandt flertallet af israelerne. I maj 1994 sluttede forhandlingerne med det, der kaldes Oslo 1-aftalen om den første israelske tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko, og i juli ankom Arafat til Gaza. I lyset af Osloprocessen underskrev Israel og Jordan en fredsaftale i oktober 1994 i Washington, D.C.

I september 1995 blev Oslo 2-aftalen indgået. Den handlede om, at der skulle organiseres valg af en palæstinensisk leder samt til et palæstinensisk parlament. Derudover skulle Israel trække sig ud af yderligere en række byer på Vestbredden inklusive Hebron. Vestbredden blev opdelt i tre zoner:

• Zone A under palæstinensisk selvstyre, men underlagt israelsk suverænitet (18 %)
• Zone B under israelsk kontrol i samarbejde med palæstinensisk selvstyre
• Zone C under israelsk kontrol (60 %).

I januar 1996 gennemførtes valg til en palæstinensisk lovgivende forsamling; Arafat blev valgt til formand for selvstyret. Ifølge Osloaftalerne og Principaftalen skulle forhandlingerne om en permanent løsning på konflikten slutte inden udgangen af fem år efter Oslo 1. Samtidig skulle Israel i voksende omfang overlade sikkerhed og administration til de palæstinensiske selvstyremyndigheder.

Blandt udestående problemer var de endelige grænser mellem Israel og det palæstinensiske område, Jerusalems fremtid, problemer i forbindelse med de palæstinensiske flygtninge fra krigene i 1948 og 1967 samt det palæstinensiske områdes fremtidige status. Dertil kom spørgsmålet om fremtiden for de ca. 130.000 israelere, der siden Seksdageskrigen havde bosat sig i de besatte palæstinensiske områder, opmuntret af skiftende israelske regeringer.

Den palæstinensisk-israelske fredsproces nedbrød en del af modstanden i den arabiske verden mod Israel. Fredsprocessen radikaliserede samtidig modstanden mod Israel i yderligtgående kredse i den muslimske verden og i den palæstinensiske befolkning. Blandt jøder i Israel var der imidlertid stor modstand mod fredsprocessen, og i 1996 sendte denne modstand Likud tilbage på regeringsmagten.

I november 1995 blev Rabin myrdet af en jødisk terrorist, der af religiøse årsager protesterede mod overgivelse af bibelsk jord til palæstinenserne. Forud havde man i de større byer set plakater på mure og lygtepæle med Rabin iført Arafats karakteristiske ternede tørklæde eller fremstillet som som nazist. Der havde også været en stor demonstration på Tempelpladsen i Jerusalem med vrede modstandere af Osloprocessen. Mange af demonstranterne bar på de samme Rabin-plakater, og demonstrationen blev overset af Likud-ledere, herunder Benjamin Netanyahu, som ikke gjorde indsigelse.

I marts 1996 rettede palæstinensiske selvmordsterrorister fra de fundamentalistiske bevægelser Islamisk Jihad og Hamas angreb mod civile mål i Israel. I maj intensiverede libanesiske guerillaenheder fra Hizbollah-bevægelsen angreb på israelske byer og landsbyer i grænseområdet mod Libanon. Det udløste voldsomme israelske gengældelsesangreb mod mål i Libanon.

Disse begivenheder var medvirkende til, at Arbejderpartiet under Shimon Peres tabte valgene samme år. Likuds leder, Benjamin Netanyahu, dannede regering på et nationalt-religiøst grundlag, der var udtalt kritisk over for Principaftalen.

I Netanyahus regeringsperiode 1996-1999 fortsatte bestræbelserne på at bosætte israelere i de besatte områder. Regeringen besluttede bl.a. at bygge 6500 boliger på Har Homa syd for Jerusalem med den hensigt at blokere forbindelserne mellem det arabiske Østjerusalem og Betlehem.

Netanyahu underskrev dog i januar 1997, stærkt presset af USA, Hebronaftalen med den palæstinensiske leder, Yassir Arafat. Ifølge aftalen rømmede israelske styrker fire femtedele af byen, men bevarede kontrollen med resten af hensyn til ca. 500 israelske bosætteres sikkerhed. Israel nægtede at rømme bosættelsen, der ligger helt i centrum af Hebron, og for at sikre den samt tilgrænsende områder og korridorer opretholdt Israel en militær tilstedeværelse i byen. Bosættelsen var placeret i Hebron af religiøse grunde, hvor det var vigtigt for jøderne at opretholde kontrol med Patriarkernes Grav og synagogen her. Bygningen rummer tillige Ibrahimmoskeen, og det var her, at en jødisk bosætter i februar 1994 havde nedskudt 29 muslimer for at sabotere Osloprocessen.

I et særligt tillæg til aftalen havde Netanyahu fået tilføjet et notat, hvor fortsatte forhandlinger skulle være bestemt af sikkerhed for fred og ikke som man hidtil havde talt om land for fred: Hidtil havde princippet været, at palæstinenserne kunne få land i det omfang de lavede fredsaftaler, men nu skulle princippet være, at palæstinenserne skulle garantere Israels sikkerhed før Israel ville forhandle fred.

I maj 2000 trak Israel sine tropper tilbage fra den sikkerhedszone i Sydlibanon, israelerne havde opretholdt siden 1985. I juli indkaldte Bill Clinton parterne til forhandlinger i Camp David i et forsøg på at genoplive fredsprocessen, men uden resultat. Ehud Barak insisterede på, at opgive Osloaftalernes processuelle karakter og i stedet gå direkte til en forhandling om "den endelige løsning".

Ifølge beretninger fra deltagere i Clintons delegation var der i de to uger, forløbet varede, imidlertid ingen reelle forhandlinger mellem Barak og Arafat. Barak meddelte, at Israel i en endelig løsning kun ville acceptere, at palæstinenserne kunne få landsbyen Abu Dis uden for Østjerusalem og ikke Østjerusalem som deres hovedstad. Det ville Arafat ikke acceptere, og dermed endte de to ugers ophold i Camp David uden resultat. Israel havde fastslået, at Jerusalem ikke er til forhandling, men udelt skal forblive under israelsk suverænitet "til evig tid".

Samme formulering udtalte oppositionslederen fra Likud, Ariel Sharon, da han på femårsdagen for Oslo 2-aftalen den 28. september gik tur på Tempelbjerget sammen med indbudte internationale medier. Her erklærede han, at Israel aldrig ville gå med til en deling af Jerusalem, og at han ikke ville ligge under for pres fra Det Palæstinensiske Selvstyre og Arafat. Det udløste den såkaldte al-Aqsa intifada med omfattende palæstinensiske optøjer, demonstrationer og deciderede kampe med israelsk politi og militær.

Efter de sammenbrudte forhandlinger i Camp David udskrev Ehud Barak valg, der blev afholdt i februar 2001. Han tabte stort til Likud under ledelse af Ariel Sharon, der blev ny premierminister. Men inden Barak gik af, nåede han at deltage i Bill Clintons sidste forsøg på at lave en fredsaftale. Det fandt sted i den egyptiske by Sharm el-Sheikh og baserede sig på de såkaldte Clinton-parametre, som faktisk lignede et godt tilbud til palæstinenserne.

Alligevel afviste Yassir Arafat, fordi parametrene ikke indeholdt en omfattende løsning af 1948-flygtningeproblemet, og fordi der ikke var tale om en suveræn palæstinensisk stat, men en demilitariseret stat. Ehud Barak sagde ja med forbehold velvidende, at hverken Knesset eller en Likudregering ville acceptere Clinton-parametrene. Resultatet var, at forhandlinger heller ikke denne gang førte til en fredsløsning.

Efter terrorangrebet på World Trade Center samme år opstod en konflikt mellem USA og Israel. Konflikten skyldtes, at den amerikanske Kongres i sin lovgivning om bekæmpelse af global terrorisme ikke inkluderede de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad.

Ariel Sharon opnåede imidlertid at få ændret den amerikanske tilgang således, at Hamas og Islamisk jihad blev omfattet af USA's krig mod den globale terrorisme og dermed opfattedes på linje med al-Qaeda. Herefter indledte Israel en serie målrettede drab mod Hamasledere med likvideringen af grundlæggeren af Hamas, Sheikh Yassin, i marts 2004. Han blev ramt af et missil fra angrebshelikopter.

Nye selvmordsangreb i 2001 og 2002 begrundede et massivt israelsk militært angreb på selvstyret i Ramallah og en årelang belejring af Arafat og hans stab. I marts-april 2002 førte det til angreb på byer på Vestbredden i et forsøg på at komme "terrorismens infrastruktur" til livs, som Israel formulerede det.

Det var Hamas og til dels Islamisk Jihad, som stod bag terrorismen, men Israel påstod, at Arafat var "edderkoppen i netværket". For at finde beviser for påstandens rigtighed besatte man derfor bl.a. Jenin på Vestbredden. Store dele af byen blev bombet.

I 2001 indledte Israel opførelsen af en sikkerhedsbarriere, der reelt var en stor mur med tilhørende sikkerhedszone, som skulle forhindre terrorister i at trænge ind i Israel fra Vestbredden. Barrieren blev anlagt på Vestbredden og skar gennem palæstinensiske bebyggelser og marker. Reelt førte det til israelsk annektering af 10 % af Vestbredden, hvilket ifølge FN gør muren til en krænkelse af den fjerde Genevekonvention. Muren, der er en meget stor konstruktion i otte meters højde, bygges i faser. Den er endnu ikke helt færdigbygget, men er planlagt til at blive 720 km lang.

I december 2021 kunne Israel tillige meddele, at en avanceret sikkerhedsmur med detektorer til at registrere bevægelser, herunder tunnelaktivitet, var færdig konstrueret og i 65 km omkransede hele Gaza inklusive mod havsiden, hvor der er maritime detektorer.

Den tiltagende forværring af relationerne til Det Palæstinensiske Selvstyre blev politisk yderligere kompliceret af en alvorlig økonomisk krise i Israel, som tvang regeringen til besparelser, der primært ramte personer med de laveste indkomster. I oktober 2002 trak Arbejderpartiet sin støtte til Sharons regering tilbage, og nye valg afholdt i januar 2003 førte til etableringen af en ny Likudregering.

Efter den amerikanske invasion af Irak i 2003 med bl.a. dansk støtte lancerede USA i samarbejde med FN, Rusland og EU en plan for en endelig aftale mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre. Planen hed Køreplan for fred og skulle med dens tiltrædelse efter fem år lede til etablering af en palæstinensisk stat og dermed realisering af to-statsmodellen. Sharon kom under stærkt pres fra præsident George W. Bush til at tiltræde aftalen, men den israelske premierminister mødte stor modstand i Knesset, der under ingen omstændigheder ville acceptere etablering af en suveræn palæstinensisk stat.

I stedet formulerede de israelske parlamentarikere 14 forbehold, som Sharon skulle stille som betingelser for, at Israel ville tiltræde fredsplanen. blandt betingelserne var:

• en palæstinensisk stat skulle være demilitariseret;
• den måtte ikke have lufthavn og fly;
• luftrummet og grænserne skulle kontrolleres af Israel;
• den palæstinensiske stat måtte ikke uden Israels godkendelse indgå aftaler med andre stater.

I foråret 2003 mødtes Sharon med Mahmoud Abbas og præsident George W. Bush i Jordan. Abbas var af Arafat blevet udpeget som premierminister, da USA og Israel ikke ville mødes med ham og forlangte, at Arafat blev helt marginaliseret. I juni blev planen underskrevet i Aqaba i Jordan af Abbas og Sharon og med deltagelse af George W. Bush og Kong Abdullah.

Under mødet i Aqaba havde Bush udtalt, at selvom planen var startet under kvartetten, var den autoriseret og endelig udarbejdet af FN. Som sådan er den stadig ramme for en fredsproces, som ikke blev realiseret. Skulle det komme til en ny proces, vil Køreplan for fred være FN's bud på udgangspunktet for forhandlingsforløb.

Al-Aqsa intifadaen var stadig i gang. Men med planen indgik Hamas og Islamisk Jihad en aftale med Det Palæstinensiske Selvstyre om våbenhvile. Allerede i planens første fase blev den dog saboteret af palæstinensisk terrorisme og israelske luftangreb på Vestbredden. I 2004 blev Yassir Arafat transporteret til behandling i Paris. Her døde han i november samme år og blev begravet i Ramallah på Vestbredden. Efter valg i 2005 blev han efterfulgt af Mahmoud Abbas.

I forbindelse med valget i 2003 havde Arbejderpartiet foreslået en ensidig israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben. Ensidig (unilateral) betød, at Israel ville gennemførte beslutningen uden at forhandle med palæstinenserne. Sharon overtog idéen, og den blev gennemført i august-september 2005.

Sharon, der hele sin politiske karriere igennem havde været en stærk fortaler for bosættelsespolitikken og havde været del af den religiøst baserede bevægelse for et Storisrael, kom nu i stærk modvind både fra bosætterbevægelserne og fra sit parti Likud. Ikke alene ville han nedlægge bosættelser i Gaza. Han ville også afvikle fire på Vestbredden, idet han udtalte, at besættelsen af palæstinensiske territorier ikke kunne vare evigt. Modstanden i Likud førte til, at Sharon forlod partiet og dannede partiet Kadima.

Bosættelserne i Gaza blev under store konflikter rømmet ved anvendelse af israelsk militær. Militæret destruerede alle bygninger, så de ikke kunne overtages af palæstinenserne.

Forud for valget i foråret 2006 blev Kadima lanceret som et centrumparti. Kort før valget fik Sharon et slagtilfælde, som afsluttede hans politiske virke. Ledelsen af Kadima blev overtaget af Ehud Olmert, som gik sejrrigt ud af valget og dannede regering sammen med Arbejderpartiet.

I forhold til den besatte Vestbred forblev situationen fastlåst. Ved valget til den lovgivende palæstinensiske forsamling i januar 2006 sejrede Hamas ved et valg, observatører betegnede frit og fair, og en regering under ledelse af Hamas blev etableret. Den blev ikke anerkendt af Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah, som var domineret af partiet Fatah. Israel, EU og USA anerkendte heller ikke den nye regering og stoppede sin bistand til Gaza. Det skete på trods af, at den amerikanske præsident George W. Bush havde insisteret på, at Hamas kunne stille op i valget.

Efter interne palæstinensiske konflikter inviterede Saudi-Arabien til forhandlinger mellem Hamas og Fatah i Mekka i februar 2007. Der blev indgået aftale om at indstille de voldelige konflikter og etablere en samlingsregering, der fik opbakning af Det Palæstinensiske Selvstyre, Fatah og Hamas, og begge partier var repræsenteret. Men igen ville hverken Israel, EU eller USA anerkende den nye regering, og USA støttede blot to måneder senere Fatah i et væbnet oprør mod Hamas i Gaza. Det mislykkedes, og Hamas smed Fatah ud af både regering og Gaza.

Israel med støtte fra Egypten reagerede med at underlægge Gaza en omfattende blokade, der har været virksom lige siden. Samtidig blev palæstinenserne splittet mellem det Fatah-ledede Selvstyre på Vestbredden og Hamas-styret i Gaza.

Allerede i foråret 2006 havde der været militante sammenstød mellem Israel og Hamas, der havde ført til affyring af raketter fra Gaza mod Israel. Da Hamas tog en israelsk soldat, Gilad Shalit, til fange, invaderede Israel Gaza i juni 2006. Samtidig indledtes hemmelige forhandlinger mellem Hamas og Israel om frigivelse af Shalit. Uden aftale om Shalit blev der indgået våbenhvileaftale i november 2006, som varede indtil Israel året efter indledte sin blokade af Gaza.

I 2011 blev Shalit frigivet af Hamas samtidig med, at Israel frigav 1027 Hamas og palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.

Invasionen i Gaza i 2006 forløb samtidig med, at Israel kom i krig med Hizbollah i Libanon. Hizbollah havde taget to israelske soldater til fange på grænsen mellem Israel og Libanon. Israel reagerede gennem omfattende luftangreb i Libanon både i den sydlige del af landet samt af bydelen Dahiya i Beirut, hvor Hizbollah har hovedkvarter, og hvor der bor mere end en halv million shiamuslimer. De fleste støtter Hizbollah, der udover at være en milits er et af Libanons største politiske partier og har et stort og effektivt socialt arbejde. Hele bydelen blev bombet til grus, og der blev indledt en omfattende evakuering af udenlandske statsborgere til deres hjemlande, herunder en meget stor evakueringsindsats af borgere til Danmark.

Selvom Israel efter knap en måneds bombninger af Libanon endte med at rykke ind med en 30.000 mand stor landstyrke, opnåede israelerne ikke at knække Hizbollah i det, der blev kaldt Sommerkrigen. Det internationale samfund fik med en FN-styrke, UNIFIL, iværksat en våbenhvile. Mens Israel trak sig ud af Libanon, og regeringen blev mødt med omfattende kritik for at indlede invasionen, kom Hizbollah styrket ud af krigen. Med iransk bistand blev bydelen Dahiya helt genopbygget ti måneder efter at have ligget i grus.

Det var reelt første gang, at Israel og den israelske hær havde vist svaghedstegn i en krig i Mellemøsten. Krigen mod Hizbollah blev i Israel derfor generelt betragtet som en fiasko. Hertil kom beskyldninger mod Ehud Olmert om korruption. Det fik ham til at træde tilbage som leder af Kadima i 2008 og meddele, at han ville træde tilbage som regeringsleder, så snart en ny leder af Kadima var udpeget. Kadimas nye leder var Tzipi Livni, men det lykkedes hende ikke at samle parlamentarisk flertal for en ny regering, så der måtte udskrives valg.

Inden sin tilbagetrækning havde Olmert nået at give Mahmoud Abbas et fredstilbud, der på de fleste punkter tilsyneladende indfriede de palæstinensiske krav, inklusive en egentlig deling af Jerusalem. Tilbuddet blev givet på Olmerts kontor og var ledsaget af et håndtegnet kort. Abbas skulle tage imod tilbuddet på stedet og fik ikke mulighed for at studere detaljerne, herunder kortet, sammen med sin stab, hvorfor han ikke accepterede at underskrive en aftale.

I løbet af efteråret 2008 blev situationen kraftigt tilspidset omkring Gaza. Militante palæstinensere, der tilhørte Hamas, affyrede et stort antal primitive raketter mod Israel fra Gaza, og den 27. december 2008 indledtes kraftige israelske bombardementer af Hamas-installationer i Gazastriben.

Få dage senere invaderede Israel og fik efter eget udsagn ødelagt en stor del af Hamas' muligheder for aggressioner mod Israel. Det var bykampe i tætbeboede områder, og de civile palæstinensiske tab og ødelæggelsen af palæstinensiske boliger og bygninger var omfattende. Det anslås, at omkring 1300 palæstinensere og 13 israelere omkom.

De fortsatte blokader fastholdt konstant Gazastribens økonomi på randen af kollaps og gjorde det uhyre svært at opbygge et erhvervsliv samt genopbygge, hvad krigene havde ødelagt. De ødelæggelser, Israel havde forårsaget i krigen fra december 2008 og ind i januar 2009 forhindrede imidlertid ikke Hamas i at producere nye raketter. Trods voksende fattigdom og en økologisk krise fortsatte Hamas med at være en trussel mod Israel.

Den økologiske krise skyldtes, at grundvandet blev blandet med indsivet havvand. Resultatet var, 90 procent af de naturlige vandressourcer blev udrikkelige og forårsagede sygdom blandt de mange børn, som udgør flertallet i Gazas befolkning.

Efter en ny længere optrapning af konflikten mellem Israel og Hamas indledte Israel en militær operation i november 2012, der varede otte dage. Israel reagerede på omkring 100 raketangreb fra Hamas, som var led i optrapningen. Formålet med de omfattende israelske bombninger var at fjerne Hamas' kapacitet til at producere raketter, som Israel hævdede Iran leverede støtte og materiale til. Som i 2009 blev der forhandlet en våbenhvile, der bl.a. indeholdt en afvikling af blokaden, hvilket dog ikke blev realiseret.

Igen i 2014 kom det til omfattende israelske bombninger af Gazastriben samt en egentlig invasion, og igen sendte Hamas og andre militser i Gaza raketter mod Israel. Israel indledte krigen, fordi en gruppe med tilknytning til Hamas på Vestbredden havde kidnappet og dræbt tre unge israelere. Der blev foretaget anholdelser af adskillige hundrede palæstinensere på Vestbredden, og samtidig indledte Israel krigen i Gaza.

Krigen blev den hidtil voldsomste: Ifølge FN blev 67 israelere dræbt, heraf seks civile, mens tallene for palæstinenserne var 2.251, hvoraf det skønnes, at omkring 60 procent var civile. Ødelæggelserne af huse, skoler, sundhedsfaciliteter og infrastruktur var omfattende. Efter en måned blev der indgået våbenhvile, Hamas var voldsomt svækket, og det var hele civilsamfundet også. Igen blev der indgået en aftale om, at blokaden skulle lempes, hvad den ikke blev.

I maj 2021 opstod der store uroligheder i Jerusalem. Urolighederne skyldtes, at palæstinensere blev beordret ud af deres boliger, som skulle overtages af jøder. Samtidig blev adgangen til de muslimske helligdomme på Tempelbjerget underlagt strenge restriktioner, mens aktivistiske jødiske bosættere insisterede på at opholde sig i de muslimske helligdomme, som de mente skulle tilhøre jøderne og gøres jødiske.

Urolighederne og de palæstinensiske optøjer fik støtte af den arabisk- israelske befolkning i Israel. Da konflikten var på sit højeste, sendte Hamas tusindvis af raketter mod Jerusalem. Hermed viste bevægelsen, at kapaciteten til at producere lagre af stadig mere avancerede våben var intakt. Israel svarede igen med bombninger af Gaza fra land, luft og vand. Efter 11 dage blev der indgået en våbenhvile, uden at nogle af de grundlæggende konflikter var løst.

Endelig var der i høj grad tale om et transatlantisk europæisk-amerikansk projekt i en form for skyld og soning: Jødeforfølgelserne, der kulminerede med Holocaust, var foregået i Europa, hvilket gav europæerne et skyldsproblem. Transatlantisk blev skyldsproblemet forstærket af, at hverken de europæiske stater eller USA ville modtage de mange jødiske flygtninge og holocaustoverlevende. Soningen var støtten til etableringen af staten Israel og en efterfølgende bred støtte til Israels konfrontationer med den fordrevne palæstinensiske befolkning.

Dertil kom, at Israel blev etableret i indledningen af den kolde krig. For USA viste Israel sig hurtigt at være en vigtig alliancepartner i Mellemøsten for målsætningen om at holde Sovjetunionen væk fra olien og de strategiske stræder i Den Persiske Golf. Derfor blev det amerikanske forhold til Israel stadig tættere til gavn for Israel, som fik stor økonomisk og militær støtte samt politisk beskyttelse i det internationale samfund.

Men denne succes dækkede over i det mindste to store udfordringer, som for alvor blev tydelige, da Israel besatte de palæstinensiske territorier Gazastriben og Vestbredden i 1967: Det var dels spørgsmålet om statens identitet og dels spørgsmålet om forholdet til palæstinenserne og territoriet. Skal Israel være en sekulær stat, der bygger på liberale og demokratiske principper med lighed for alle og respekt for folkeretten? Eller skal Israel bygge på national-religiøse principper med grundlag i Det Gamle Testamente? Dette spørgsmål fletter sig sammen med det andet spørgsmål om territoriet og drejer sig om Israels grænser: Skal de markere et territorium svarende til det historiske Palæstina, altså fra Jordanfloden til Middelhavet og fra Libanon til Egypten? Eller skal territoriet deles med en palæstinensisk befolkning?

Disse spørgsmål kom til at dominere den politiske dagsorden efter 1967 og især efter, at Likud kom til magten i 1977. Fra Osloprocessens start med Principaftalen i 1993 til sammenbruddet af Køreplan for fred fyldte den såkaldte fredsproces meget i israelsk politik. Men siden er den i høj grad blevet erstattet af en stadig stærkere og splittende politisk debat om Israels identitet. Hvis Israel er og skal være en jødisk stat, hvad betyder det så for lovgivning, for territorium, for statens sammenhængskraft og for forholdet til palæstinenserne?

I starten af Israels eksistens var sikkerhedspolitikken bestemt af forholdet til de arabiske stater, mens palæstinenserne stort set ikke blev nævnt. Palæstinenserne blev ignoreret af Israel og i det internationale diplomati. Deres sag skulle klares mellem staterne i Mellemøsten: For Israel helst med fredsaftaler med de arabiske stater, da en opløsning af Israel i begyndelsen var et arabisk mål. Det skete ikke på grund af Israels militære styrke, der var de arabiske stater overlegen, bl.a. takket være først fransk, dernæst amerikansk, bistand.

Med den israelsk-egyptiske fredsaftale i 1979 blev det palæstinensiske spørgsmål for alvor et spørgsmål om forholdet mellem Israel og palæstinenserne. De arabiske stater har lige siden og stadig mere behændigt undladt initiativer (med få undtagelser) med henvisning til den israelsk-amerikanske strategi for en løsning af konflikten, der skal bestå i bilaterale forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. I stedet for den fælles front mod Israel er der indgået fredsaftaler og såkaldte normaliseringsaftaler, som indebærer fulde diplomatiske forbindelser. Således med Egypten (1979), Jordan (1994), Bahrain (2020), Forenede Arabiske Emirater (2020), Sudan (2020) og Marokko (2020).

Forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne var ikkeeksisterende, og forholdene på Vestbredden og Gaza blev forværret dag for dag. Alligevel opnåede Israel stadig forbedrede forhold til de arabiske stater og mødte ingen modstand fra det internationale samfund mod hverken besættelsen eller den aggressive bosættelsespolitik.

For Israels eget vedkommende har det betydet, at spørgsmålet om territoriet, først og fremmest Vestbredden, reelt er blevet set som et anliggende for Israel, der skal afgøres af israelerne selv. Sådan er det blevet diskuteret i den politiske offentlighed og som tema i de mange parlamentsvalg.

Territoriet fra Jordanfloden til Middelhavet er blevet et spørgsmål om Israels egen identitet frem for en løsning på Palæstinakonflikten. Stadig flere israelske politikere anerkender ikke denne konflikt og argumenterer i stedet for, at palæstinenserne skal integreres i de arabiske lande (eller andre steder). Besættelsen af Vestbredden anerkendes som en stadig større belastning, men et flertal af israelere opfatter ikke en palæstinensisk stat som løsningen på problemet. Hvordan det skal løses, og hvilken status Vestbredden har nationalt og religiøst for Israel, har de seneste årtier domineret israelsk politik med en sand opblomstring af national-religiøse partier. Fred-Nu bevægelsen, der i tiden forud for og under Osloprocessen argumenterede for en palæstinensisk stat, er stort set forsvundet.

De centrale politiske temaer har siden sammenbruddet af fredsforhandlingerne været

• betydningen af Judæa og Samaria, altså Vestbredden,
• spørgsmålet om de ortodokse jøders forhold, herunder deres fritagelse for militærtjeneste og øvrige privilegier,
• spørgsmålet om den israelske stats karakter og status, der endte med den jødiske nationallov i 2018
• og endelig spørgsmålet om regeringens og Knessets magtbeføjelser over Højesteret, der i mangel på en forfatning, kan bremse lovgivning, som den finder i strid med det israelske demokrati.

Dertil kommer spørgsmålet om social velfærd og økonomisk ulighed. Navnlig mizrahi-jøderne og til dels russiske jøder føler sig forfordelt, mens de israelske arabere, der nyder samme rettigheder som jøderne, peger på diskrimination på ejendoms- og arbejdsmarkedet samt i andre forhold.

Det er disse spørgsmål, der har dannet baggrund for mange nye partier. Og det er dem, der har fået politikere som Benjamin Netanyahu til at gøre annektering af Vestbredden til et valgkampstema.

Internt var regeringen stærkt uenig om rettigheder og privilegier til de ortodokse jøder, der er fritaget for militærtjeneste. De udgør omkring 14 procent af befolkningen, som de er den hurtigst voksende del af. Mange af dem arbejder ikke, men bruger tiden på overførselsindkomst til at studere religion. I juli 2012 forlod Kadima regeringen på grund af uenighed om forholdene for de ortodokse.

Problemerne førte til nyt valg i 2013, der resulterede i endnu et uklart resultat. Likud mistede stemmer til det nye centerparti Yesh Atid under ledelse af Yair Lapid. Det indgik i en koalition med Likud, som ikke holdt, da Lapid trak partiet ud i december 2014, hvilket førte til valg igen i 2015. Yesh Atid, der er et centrumparti, var kritisk over for planerne om en jødisk nationallov og over for den voldsomme krig i Gaza tidligere på sommeren. Igen dannede Benjamin Netanyahu en koalitionsregering, den fjerde under hans ledelse. Det lykkedes regeringen at få vedtaget basisloven Den Jødiske Nationallov i 2018, mens uenighederne om de ortodokse jøders fritagelse fra militærtjeneste igen fik regeringen til at gå af og udskrive valg i 2019.

Netanyahu var nu belastet af anklager om korruption. 40 partier stillede op, og en ny liste med Yair Lapid og Benny Ganz vandt lige så mange kandidater, som Likud, der alligevel af præsidenten blev bedt om at forsøge at danne regering. Det lykkedes ikke, og et nyvalg i september samme år førte heller ikke til en regeringsdannelse, hvorfor der blev udskrevet endnu et valg til afholdelse i marts 2020. Heller ikke dette valg gav et klart resultat, men med store problemer samt en corona-pandemi under hastig udvikling fik Netanyahu dannet en samlingsregering.

Heller ikke denne regering holdt, og allerede i marts året efter blev det fjerde valg afholdt på under fire år. Igen var resultatet vanskeligt at navigere i, men et flertal af partier fra både venstre og højresiden kunne enes om, at Benjamin Netanyahu ikke skulle regere igen og dannede en skrøbelig regering under ledelse af højre-politikeren Naftali Bennett, der skulle skifte med centrumpolitikeren Yair Lapid.

Netanyahu-regeringens næste store konflikt blev ikke spørgsmålet om status for de besatte palæstinensiske territorier. Det blev derimod regeringens lovforslag om at udvide den udøvende regerings magtbeføjelser på bekostning af Knesset og højesteret. Den israelske højesteret har mulighed for at blokere lovgivning, den anser for at være i strid med Israels grundlag, som det kommer til udtryk i basislovene, der gør det ud for en forfatning. Den mulighed fik Netanyahu-regeringen fjernet gennem en lovændring i Knesset.

Lovændringen udløste kæmpe demonstrationer i Israel, hvor demonstranterne kritiserede regeringen for at ville undergrave demokratiet i Israel, der omfatter alle statsborgere, men ikke de tre millioner palæstinensere i de besatte områder. Lovændringen blev behandlet i Højesteret, der med otte dommerstemmer mod syv blokerede lovgivningen.

Den 1. december 2023 anmodede Sydafrika Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) om at indlede en undersøgelse af Israel for at begå folkemord i Gaza. Allerede måneden efter i januar 2024 gennemførte ICJ høringer, og den 26. januar vurderede domstolen, at den fandt det plausibelt, at Israel havde begået eller var ved at begå folkedrab i Gaza. Den 4. februar beordrede de Israel til at stoppe alle handlinger, der kan falde under Folkedrabskonventionen. Med dommen indleder ICJ en egentlig undersøgelse, som kan tage lang tid. Israel afviste domstolen og ændrede ikke sin krigsførelse.

Den 19. juli 2024 udsendte samme domstol en erklæring vedrørende Israels besættelse af de palæstinensiske territorier og Israels bosættelsespolitik, der sagde, at begge dele er ulovlige og brud på folkeretten og at besættelsen skulle bringes til ophør, etablering af bosættelser stoppe og at Israel skulle rømme etablerede bosættelser. Både ophør af besættelse og rømning af bosættelser skulle ske "så hurtigt som muligt". Med støtte fra USA afviste Israel dommen på trods af, at Israel som underskriver på domstolen er forpligtet på at følge dens domme og anvisninger.

Den 20. maj 2024 udstedte Den Internationale Krigsforbryderdomstol anmodning om arrestordrer mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant til retsforfølgelse for krigsforbrydelser. Samtidig anmodedes om arrestordrer på tre Hamasledere, Yahia Sinwar, Mohammad Deif og Ismail Haniyeh, ligeledes for krigsforbrydelser. Det er op til et dommerpanel af tage stilling til, om der faktisk skal udstedes arrestordrer mod de pågældende. Både Hamas og Israel har afvist anmodningerne som forkerte.

Siden deres udstedelse er Hamaslederen Haniyeh blevet slået ihjel af et israelsk angreb i Teheran i juli 2024, mens der er ubekræftede rygter om, at Mohammad Deif er blevet slået ihjel under et israelsk angreb i Gaza.

Den 27. oktober 2023 stemte 120 lande i FN's Generalforsamling for en resolution, der opfordrede til, at der blev indgået øjeblikkelig våbenhvile for at beskytte civile. 14 lande inklusive USA og Israel stemte imod; Sammen med 44 andre stater undlod Danmark at stemme med den begrundelse, at resolutionen ikke fordømte Hamas' terrorangreb og den igangværende gidselaffære i Gaza.

Efter gentagne gange uden succes at få vedtaget en resolution i FN's Sikkerhedsråd om øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, lykkedes det i juni 2024 at vedtage en resolution, der støtter et forslag til en model for våbenhvile. Resolutionen blev vedtaget med 14 stemmer, herunder USA's, mens Rusland undlod at stemme. Resolutionen skulle bakke op om de våbenhvileforhandlinger mellem Hamas og Israel, som har stået på det meste af 2024, dels i Kairo, dels i Doha, uden at føre til resultat. I slutningen af november 2023 var det lykkedes med syv dages våbenhvile og gidseludveksling, men siden er forhandlinger hver gang strandet på spørgsmålet om karakteren af våbenhvile: Hamas insisterer på, at den skal være permanent og indebære israelsk tilbagetrækning fra Gaza, hvilket Israel ikke vil acceptere. Israel insisterer på en midlertidig våbenhvile, hvor de resterende gidsler kan blive frigivet, men at krigen skal fortsætte til Hamas er elimineret.

Parallelt med krigen i Gaza er situationen på Vestbredden blevet stadig mere præget af vold, herunder optrapning af bosættervold mod palæstinensere. Knap 600 palæstinensere er dræbt i 2024, hvoraf langt de fleste af israelsk militær og et mindre antal af bosættere. EU og USA har reageret med at sanktionere aktivistiske bosættere og EU overvejer sanktioner med de ministre i Israels regering, der åbent støtter de aktivistiske bosættere og deres planer om at annektere Vestbredden.