Iraks historie

Da det i 1920 blev afgjort, at Irak skulle være et britisk mandat, udbrød uroligheder i den sydlige del af landet. Oprøret blev nedkæmpet, og efter forhandlinger accepterede Husayn ibn Alis søn Faysal at blive indsat som Iraks konge og den irakiske regering anerkendte i 1922 landets status som britisk mandat.

I 1924 valgtes en grundlovgivende forsamling, der slog fast, at Irak skulle udvikles til en suveræn stat med et arveligt konstitutionelt monarki og et folkevalgt parlament.

Mosulområdet, hvis befolkning hovedsagelig var kurdisk, og som også Tyrkiet havde gjort krav på, blev efter anbefaling fra Folkenes Forbund indlemmet i Irak i 1925.

I 1941 tog en gruppe protyske officerer magten ved et kup. Gruppen forsøgte at hindre britiske troppetransporter gennem landet, hvorfor Storbritannien samme år besatte Basra og Baghdad. Briterne hævede besættelsen i 1945, men bevarede en betydelig indflydelse og fuld råderet over to store baser i landet. Samme år blev Irak medlem af FN og var med til at danne Den Arabiske Liga.

Udviklingen frem til monarkiets fald i 1958 var præget af de modsætninger, der var kommet til syne allerede ved overgangen til selvstændighed. Da Ghazi 1. døde i 1939, blev han efterfulgt af sin mindreårige søn Faysal 2. Al politisk magt blev samlet i hænderne på den liberale premierminister Nuri al-Said, som var fortaler for politisk og militært samarbejde med Vesten, men modstander af økonomiske reformer, der kunne true status quo. Gennem 1950'erne blev den politiske kamp derfor radikaliseret.

I 1955 dannede Irak sammen med Tyrkiet Baghdadpagten, der skulle sikre Mellemøsten mod påstået sovjetisk aggression. Iran, Pakistan og Storbritannien tilsluttede sig snart efter, og USA fik status som associeret medlem.

Samtidig blev den arabiske verden politisk udfordret af de såkaldte Frie Officerer, der i 1952 var kommet til magten i Egypten med Gamal Abdel Nasser som leder. De arbejdede for dannelsen af Den Alliancefri Bevægelse, der skulle forhindre, at den tredje verden blev fanget i et politisk spil mellem supermagterne. Bestræbelserne var populære i dele af den irakiske befolkning, der også støttede Egyptens præsident Nasser i forbindelse med Suezkrisen i 1956. Derfor indførte den vestligt orienterede irakiske regering militær undtagelsestilstand, som først blev hævet i maj 1957.

I 1970 var der indgået en ny aftale med kurderne: Kurdisk blev anerkendt som officielt sprog på linje med arabisk, og kurderne skulle sikres direkte indflydelse på udviklingen i de kurdiske områder og have fast repræsentation i RCC.

Da løfterne endnu i 1974 ikke var blevet indfriet, brød nye kampe mellem kurderne og Baathstyret ud. Kampene blev bragt til ophør, da Iran i 1975 lovede at opgive sin støtte til kurdernes kamp, og dele af den kurdiske befolkning blev tvangsbosat i den centrale og sydlige del af Irak. Mange fik i 1976 lov til at flytte tilbage, men der var stadig ikke fundet en reel løsning på det kurdiske problem, og den kurdiske modstand fortsatte, ledet fra Teheran af al-Barzani.

Irak blev gennem 1970'erne en af Sovjetunionens vigtigste samarbejdspartnere i den arabiske verden. Den irakiske regering var en skarp kritiker af de forhandlinger, som Egypten indledte med Israel efter Oktoberkrigen i 1973, og efter Egyptens præsident Sadats rejse til Jerusalem i 1977 påtog Irak sig rollen som leder af de arabiske landes antiegyptiske fløj.

Efter krigen mod Iran var Irak på kanten af økonomisk ruin og forsøgte derfor at presse navnlig Kuwait til økonomiske indrømmelser. Den irakiske regering hævdede, at Kuwait under Den Iransk-Irakiske Krig ulovligt havde tilegnet sig olie fra et stort oliefelt på grænsen mellem Irak og Kuwait. Kuwait nægtede at give efter for presset, og den den 2. august 1990 besatte Irak landet, hvilket udløste en voldsom international reaktion.

I løbet af efteråret 1990 etableredes en international alliance, der krævede total irakisk tilbagetrækning fra Kuwait. Forsøgene på at løse konflikten med fredelige midler slog fejl, og i januar 1991 indledte alliancen en militær aktion mod Irak (se Golfkrigen), som med førte at Irak blev tvunget til at opgive besættelsen og indgå en betingelsesløs våbenhvile.

Irak måtte påtage sig hele skylden for konflikten og forpligte sig til at betale skadeserstatning til Kuwait og det internationale samfund.

Baghdadregeringens nederlag udløste et dobbelt internt irakisk opgør, idet både den shiamuslimske befolkning i den sydlige del af landet og kurderne i nord gjorde oprør. Begge oprør blev brutalt nedkæmpet af regeringen. Det internationale samfund etablerede efter nogen tøven en sikkerhedszone for kurderne. Irakiske fly fik også forbud mod at flyve i det kurdiske område nord for 36° nordlig bredde og i Sydirak syd for 32° nordlig bredde.br. Zonen blev i 1996 udvidet til at omfatte hele det irakiske område syd for 33° nordlig bredde.

Irak blev i forbindelse med underskrivelsen af den betingelsesløse våbenhvile tvunget til at lade repræsentanter for det internationale samfund inspicere landets våbenindustri, og en FN-resolution slog derefter fast, at Iraks atomare anlæg skulle kontrolleres og landets lagre af kemiske masseødelæggelsesvåben tilintetgøres.

Irak var gennem 1990'erne ramt af sanktioner, fordi regimet ikke opfyldte de krav, det internationale samfund stillede. Der var i FN efter krigens afslutning taget initiativ til etablering af et særligt organ, UNSCOM, som skulle sikre, at kravene om inspektion af landets våbenlagre, våbenproduktion og atomkraftplaner kunne gennemføres. UNSCOM blev dog snart fanget i et spil mellem på den ene side FN og på den anden regimet, som hævdede, at kontrollen var en krænkelse af Iraks suverænitet.

I 1996 blev der indgået en aftale mellem FN og Irak, som gjorde det muligt for Irak at sælge en del af sin olie på det internationale marked. Indtægterne skulle indsættes på en FN-kontrolleret konto og anvendes til indkøb af ikke-militære varer, medicin, mad og lignende. Vilkårene blev med mellemrum lempet, og selvom USA og Storbritannien i 1998 og 2001 gennemførte bombeangreb mod militære mål i landet, fastholdt regimet sit greb om landet.

Der blev nedsat en amerikanskledet overgangsadministration, som fik til opgave at udarbejde planer for, hvorledes man kunne etablere nye og demokratiske institutioner. Alliancen kunne ikke finde beviser for, at Irak havde rådet over de masseødelæggelsesvåben, der havde udgjort grundlaget for invasionen.

Saddam Hussein blev fanget i december 2003, men det bidrog ikke til at modvirke krisen i landet. Fra efteråret 2003 var der begyndende angreb på de udenlandske militære enheder, og fra begyndelsen af 2004 eskalerede angrebene, ligesom væbnede kampe mellem forskellige grupperinger i landet tog til i omfang.

Det gjorde etableringen af et nyt politisk system vanskeligt, og de tidsmæssige rammer for genskabelsen af fuld irakisk suverænitet blev gang på gang udskudt. Umiddelbart efter det gamle regimes fald etablerede koalitionen en midlertidig administration, som udarbejdede en ny forfatning for Irak og sikrede afholdelse af både lokale og nationale valg. Den reelle magtoverdragelse blev flere gange udsat, fordi angrebene på de internationale styrker tog til, og i takt med, at dele af administrationen overgik til irakisk ledelse, blev der også gennemført angreb på den.

Den centrale og sydlige del af Irak var reelt præget af borgerkrig. Den kurdiske region i den nordlige del af landet havde fredeligere forhold, men også der slog modsætningerne undertiden ud i vold og terror.

Ikke desto mindre blev magten i juni 2004 overdraget til en overgangsregering, og i januar 2005 afholdtes et flerpartivalg i landet til en forfatningsgivende forsamling. I oktober 2005 afholdtes et nyt parlamentsvalg under den nye forfatning. Det førte til en skrøbelig shiitisk domineret koalitionsregering under Nuri al-Maliki, som blev premierminister fra 2006.

Som reaktion på den stadig værre sikkerhedssituation forstærkede USA i 2007 sin militære tilstedeværelse landet og indledte en offensiv mod oprørerne. Det lykkedes at dæmpe oprøret væsentligt, og den irakiske regering fik øget kontrol med landet. Adskillige lande trak deres tropper ud af landet, heriblandt Danmark i 2007.

I 2008 forhandledes en aftale på plads med USA, ifølge hvilken de amerikanske tropper skulle forlade de irakiske byer i juni 2009, hvor det irakiske militær overtog sikkerhedsopgaverne. De sidste amerikanske kamptropper forlod Irak op til den 1. september 2010.

I løbet af sommeren i dette år kom det til en eskalering af terrorangreb i Irak, givetvis pga. tilbagetrækningen af de amerikanske tropper.

De sidste amerikanske tropper forlod Irak med udgangen af 2011, og efterfølgende blev forholdet mellem USA og al-Malikis regering nedkølet betydeligt. Sunnimuslimske modstandere af al-Malikis styre blev styrket af den voldsomme borgerkrig i nabolandet Syrien.

I 2014 lykkedes det for den islamistiske sunniislamiske bevægelse ISIS at løbe store dele af det nordlige Irak over ende, og bevægelsens leder, Abu Bakr al-Baghdadi (1971-2019), udråbte et kalifat, der foreløbig dækkede de områder i Syrien og Irak, bevægelsen kontrollerede.

ISIS' succes udstillede i en periode regeringstyrkernes magtesløshed over for målrettede fjender, også selvom disse var underlegne med hensyn til antal, udstyr og træning.

Islamisternes fremdrift førte til, at al-Maliki måtte træde tilbage, og i september 2014 dannede Haidar al-Abadi en ny regering. Al-Abadi er også shiamuslim, men han opnåede støtte fra også sunnimuslimske og kurdiske politikere. I 2019 blev kalifatet endeligt nedkæmpet.

En ny langstrakt politiske krise resulterede i oktober 2022 i, at Abdul Latif Rashid blev præsident. Samme måned blev Mohammed Shia Al Sudani udnævnt til premierminister.