.

Information. Satirisk tegning fra Informations forside den 3. marts 1947. Sidst på vinteren og først på foråret lammedes hovedstadspressen af en typografstrejke; dog ikke Social-Demokraten og Land og Folk — på ski og i fuld fart — samt Information, der imidlertid måtte sno sig og udkomme som duplikat.

.

Information, dansk dagblad, grundlagt august 1943 på Nationaltidende af Børge Outze. Information blev dannet som nyhedsbureau for den illegale presse i Danmark under den tyske besættelse 1940-45, og det blev den vigtigste kilde for udenlandske aviser og radiostationer til illegale nyheder fra Danmark.

Størst betydning fik det, at BBC's meget aflyttede dansksprogede udsendelser blev baseret på Informations nyheder, der dermed også nåede de danskere, som ikke læste de illegale blade. I de sidste krigsmåneder fungerede BBC's udsendelser til Danmark som Informations radioavis.

Oplagstal
1945 28.300
1948 26.900
1958 24.500
1968 20.900
1978 36.000
1988 28.900
1998 22.000
2005 20.600
2013 20.279

Information blev i 1945 forvandlet fra illegalt nyhedsbureau til legalt dagblad med den hovedopgave at føre modstandsbevægelsens idealer ud i livet i efterkrigstidens Danmark.

Mens hovedparten af den illegale presse ikke magtede eller ikke sigtede på en omstillingsproces til legale aktiviteter, vandt Information varigt fodfæste på det svindende danske avismarked ved at satse på kvalificeret opinionsjournalistik, uafhængig af såvel partipolitiske som økonomiske interesser, og ved at give udlands- og kulturorientering en markant prioritering.

Med Børge Outze som chefredaktør 1945-80 og Erik Seidenfaden som medredaktør 1946-66 blev de ledende artikler det bærende element i avisudgivelsen, og de to gav i en snes år Information en gennemslagskraft, der rakte langt ud over avisens beskedne oplagstal.

1970-86 var Information ejet af samtlige medarbejdergrupper på bladet og eksperimentelt drevet efter forskellige varianter af redaktionsdemokrati og ligelønsprincip. Redaktionelt placerede avisen sig stærkt samfundskritisk, bl.a. med uddannelses- og miljøstof som tidligt opprioriterede stofområder.

Efter 1986 vendte Information gradvis tilbage til mere traditionelle ejer- og ledelsesformer. Bladet har uden at opgive den samfundskritiske linje forladt rollen som pluralistisk forum for venstrefløjsdebatten og søgt at skabe sig en bredere profil i kraft af en ny analytisk journalistik.

Information har siden 1990 været et ikke-noteret aktieselskab. Det ejes i dag af omkring 4.500 aktionærer. Støtteforeningen Informations Venner ejer 8 procent. Også Informations Medarbejderforening og Magistrenes Pensionskasse ejer mere end 5 procent af aktiekapitalen.

Eksterne links

Indhold fra TrapDanmark

Dagbladet Information er det eneste nye levedygtige dagblad, der er etableret i Danmark siden 2. Verdenskrig. Det udsprang af den illegale nyhedstjeneste, der blev skabt af redaktør på Nationaltidende Børge Outze i august 1943, og som blev en central kilde for BBC’s danske udsendelser.

Information blev ved offentliggørelsen af den tyske kapitulation d. 4. maj 1945 forvandlet fra illegalt nyhedsbureau og »modstandsavis« til legalt dagblad og overtog den nazistiske avis Fædrelandets lokaler og rotationspresse i Store Kongensgade 40. Udgivelsen blev nogenlunde fast dagligt fra d. 26. maj 1945, da der var fundet medarbejdere og skaffet økonomisk støtte til papirindkøb og de første ansættelser.

Outze var chefredaktør indtil 1980 og gav dagbladet en gennemslagskraft, der var langt større, end oplaget berettigede til. I 1945 var nettooplaget 28.300, hvorefter det faldt til omkring 20.000 i 1968. Forlæggeren Palle Fogtdal kom med økonomisk støtte og opkøbte aktier for at sikre avisen, men stødte på modstand internt og opgav forsøget. I stedet for overdrog han i 1970 aktierne til medarbejderne for en symbolsk betaling. Det var i ungdomsoprørets tid, og avisen udlevede selv idealerne ved at indføre kollektivt ejerskab, medarbejderdemokrati og samme løn til alle.

I 1970’erne fandt den gamle modstandsavis en ny læserskare blandt de unge i studenteroprøret. Det betød en fordobling af oplaget, som toppede med omkring 36.000 i 1978. Økonomien var dog stadig elendig, og i 1990 stoppede eksperimentet med ligeløn og medarbejderdemokrati.

Omkring årtusindskiftet betød ændringer i statens mediestøtte, at Information og også Kristeligt Dagblad som mindre, landsdækkende dagblade kunne få et særlig stort beløb hvert år. I 2020 modtog Information således samlet 25,5 mio. kr. i offentlig støtte.

Informations ugentlige læsertal var i 2019 på 181.000 (1. halvår 2019), mens det gennemsnitlige daglige brugertal på information.dk i december 2019 var godt 58.000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig