Horats

Horats var søn af en tidligere slave, der havde jord og embede i Venusia i Syditalien. Faderen omtales af Horats med respekt og hengivenhed. Han sørgede for, at sønnen fik højere uddannelse i Rom og senere i Athen. Her sluttede Horats sig til de nye republikansksindede tilhængere af Marcus Brutus, der efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. søgte at mobilisere romerske styrker i Grækenland og Østen. Horats fik rang af militærtribun og kommando over en legion. Han deltog i Slaget ved Filippi i 42 f.Kr., hvor Cæsars arving, den senere Augustus, sammen med Marcus Antonius besejrede Cæsarmorderne (eller fædrelandets befriere).

Da Horats vendte tilbage til Italien, havde han mistet sin fædrene gård. Han levede i Rom af et lille embede, men kom (ca. 38 f.Kr.) i forbindelse med digtere som Vergil og andre omkring Maecenas, den unge Cæsars "kultur- og indenrigsminister". Horats accepterede det nye regime og fik formentlig beundring for Augustus' dygtighed og realisme; vejen frem er sammen med den nye leder, som "guderne" i en eller anden forstand står bi.

Borgerkrigens rædsler og moralsk undergravende virkninger er hyppige temaer i Horats' digte, især i de første årtier. Men vemoden over Filippi forsvandt aldrig. Han digtede den storslåede hymne til den ny tid ved "Saecularfesten" år 17 f.Kr., men han afviste at blive officielt tilknyttet Augustus' stab som "sekretær", dvs. personlig rådgiver. Maecenas gav Horats grundlaget for økonomisk frihed gennem en jordejendom i Sabinerbjergene. Horats døde kort efter denne ven.

Det hele værk fylder i en moderne standardudgave 300 sider. Sange (carmina eller oder og jambi eller epoder) og snak (sermones: satirer og breve eller epistler) veksler gennem hans forfatterskab, selvom han sommetider taler, som om han er holdt op med den ene eller den anden genre. Snakken (sermones) er en løbende kommentar til tidens idéer og holdninger, livsstile og mennesketyper.

Også selvrefleksion og overvejelser over digtningen indgår, fra små selvbiografiske vignetter til den lange Ars poetica (da. Digtekunsten, 1996). Versemålet er som i episk digtning heksametre. Komedien opfattes som i familie med satiren, og moralske prosaforedrag afspejles i poetisk-ironisk form.

I brevet Til Pisonerne. Om Digtekunsten i 2. bog af Epistler fra ca. 13 f.Kr. (Poetik og Kritik 1996) giver Horats retningslinjer for digtningen især med dramaet som eksempel. Værket er præget af en beundring for Aristoteles og den græske kultur, af en hellenistisk sans for elegance og af samtidens store interesse for retorik.

I en let og ofte satirisk tone fremhæver Horats, at dramaet skal formane sine tilhørere på en lystfyldt måde; det skal virke livsnært og gribende: "gavne og fornøje". Det indebærer, at dramaet både bør komponeres stramt og konsekvent til en fuldkommen helhed og at det bør være passende i enhver henseende: Stilen skal holdes ren, være i overensstemmelse med god tone og passe til både emnet og karaktererne; genrerne (tragedien og komedien) må ikke blandes sammen, versemålet skal passe til genren, karaktererne være konsekvent tegnet op, handlingsforløbet have en passende længde og forløbe sandsynligt – og dramaet opdeles i fem akter. Tilsvarende bør replikkerne være i overensstemmelse med den talendes væsen og adfærden passe til alderen. Fremstillingen må ikke være abstrakt, i stedet bør man stræbe efter at skabe nye, sansevækkende og levende udtryk. Man kan nok berette om fysiske voldsomheder, men ikke vise dem på scenen. Ekstreme eller bizarre elementer bør helt undgås. Endelig fremhæver Horats, at det ikke er nok at have talent, men at digtning kræver livslang skoling og uforbeholden selvkritik. Horats' retningslinjer fik uhyre stor betydning for renæssancen, romantikken og især for klassicismen.

• ... ridentem dicere verum quid vetat?Sat. I, 1, 24.
  • Hvad forbyder at tale sandhed leende?
• Saepe stilum vertas, iterum quae digna legi sint scripturus.Sat. I, 10, 72.
  • Hvis du vil skrive noget, som er værd at læse mere end én gang, skal du ofte strege ud (egl. vende din stylus).
• Pallida Mors aequo pulsat pede pauperum tabernas regumque turres.Carm. I, 4, 13.
  • Den blege død banker ligeligt på døren til fattiges hytter og kongers slotte.
• Post equitem sedet atra Cura.Carm. III, 1, 40.
  • Bag (den stolte) rytter sidder det sorte nag.
• Ille potens sui laetusque deget, cui licet in diem dixisse: "Vixi".Carm. III, 29, 41.
  • Den har styrke og glæde, som hver dag kan sige: "Jeg har levet".

I 30'erne f.Kr. må Horats' digtning efterhånden være blevet kendt, nok ikke mindst som skarp og kritisk. Hvor meget der er endt i de udgivne samlinger, vides ikke. Almindeligvis dateres den første snak, Satirer 1. bog, med ti digte, til 33 f.Kr., 2. bog, med otte digte, til ca. 30 f.Kr. Samtidig må også første sangsamling af epoder dateres ('tilsange' efter nogle af digtene, der har en slags tilføjet kortere linje), nok bedre jamber (efter hovedverstypen), der i græsk tradition var spottedigte. Her findes bl.a. et bittert angreb på borgerkrigsmentaliteten iklædt en folkelig politikers opfordring til total udvandring vestpå over havet til et nyt land.

Et modstykke er den realistiske rejsefortælling i Satirer 1.5, hvor Horats følges med Augustus' stab til et øst-vest-topmøde i Brindisi. Her ligger borgerkrig i baggrunden for humorfyldt samfundsskildring. Epistler 1 (20 digte) kom først i 20 f.Kr. og 2 (to digte og Digtekunsten) mellem 18 og 8 f.Kr. Selvom en bog med sange (bog 4) kom i samme periode, er det dog Sange (Carmina, Oder) 1-3 fra 23 f.Kr., der står som det lyriske hovedværk.

En horatisk sang eller ode har altid en adressat og en mere eller mindre tydelig scene som forudsætning for grundtanken. Men der er sjældent blot én følelse, stemning eller tankegang. Oden bygges af tankeelementer, der oftest støder mod hinanden som forskellige tonearter.

Et digt kan begynde som en klar "efterligning" af en bestemt type forårsdigte, viser sig så at være forankret i en anden situation end den traditionelle, og et dødsmotiv indføres som kontrastering af naturens evige og menneskenes begrænsede liv. Til slut føres tanken fra dødsriget til en vemodig fantasi om ungdomsforventning hos næste generation.

Blandt de mange humoristiske festdigte findes hele tiden, foruden moralske refleksioner, angsten for borgerkrigen som en undertone. Men først og fremmest er de tre bøger karakteriseret ved indholdets mangfoldighed, styret af formens stramhed. Versemålene samler den græske poesis formale mangefold, selvom tre hovedtyper af gamle sangformer giver hovedsammenhængen.

Hvert digt er i forskelligt versemål fra det foregående. I de tre bøger kan nok findes en vekslen i tonefald, som giver en antydet kompositionshelhed. I 1. bog (38 digte) dominerer mangfoldighed i form og indhold, 2. bog (20 digte) er en vennebog med få versemål, i 3. bog (30 digte) kommer samtidens barske problemer og opgaver mere og mere frem.

Måske er Sange 1-3 den første lyriske digtsamling i europæisk litteratur, som er opbygget af forfatteren selv. Kravet om mangfoldighed opfyldes af senere digtere. Fortsættelse af Horats' sang kan findes i fransk og engelsk renæssance, af hans snak i versbreve af 1600-tallets Nicolas Boileau og 1700-tallets Alexander Pope. Friedrich Hölderlins digte fra den tyske romantik i horatiske, dvs. gammelgræske versemål, har også i indhold et skær af horatisk refleksion.

I nordisk litteratur kendes den horatiske mangfoldighed i samlinger fra Adam Oehlenschlägers Helge og J.L. Runebergs Fänrik Ståls sägner til en rigtig horatianer som Sophus Claussen. En stor og bred fremstilling af den horatiske linje i europæisk og dansk digtning gav Vilhelm Andersen i Horats, 1-6 (1939-51).