Hildegard af Bingen

Hildegard var adelig og sandsynligvis født som 10. barn af Hildebert af Hosenbach og Mechthild von Merxheim i Niederhosenbach i det nuværende Rheinland-Pfalz. Som syvårig blev hun givet til benediktinerklosteret Disibodenberg, der også havde en lille kvindeafdeling. Her blev hun sammen med en anden pige opdraget og undervist af den otte år ældre Jutta af Sponheim.

Da Jutta af Sponheim døde i 1136, blev Hildegard valgt til leder af det lille kloster. Mellem 1147 og 1150 var hun i stand til at grundlægge et nyt, rigt kloster i Rupertsberg, hvorfra hun i 1165 grundlagde et datterkloster i Eibingen. Klosteret i Rupertsberg var forbeholdt adelige kvinder, men også ikke-adelige kunne indtræde i datterklosteret i Eibingen.

Både i Disibodenberg og Rupertsheim hævdede hun med held sin og klosterets selvstændighed og forsvarede sig over for kritik.

Hun blandede sig i tidens kirkepolitik, fik på en synode i Trier i 1147 angiveligt pave Eugen 3.s tilladelse til at offentliggøre sine visioner, brevvekslede med betydningsfulde personer i ind- og udland og skal have rådgivet kejser Frederik Barbarossa. Det nærmere omfang af denne virksomhed er dog omstridt, og hendes omfattende brevsamling er efter hendes død tydeligvis hårdt redigeret af hendes sekretærer.

Hildegard havde fra barnsben mange visioner og begyndte i 1141 at nedskrive dem med hjælp fra præsten Volmar af Disibodenberg og nonnen Richardis af Stade, der var hendes fortrolige.

Det omfattende forfatterskab, der udsprang af dette samarbejde omfatter tre store teologiske værker: Scivias (Kend vejene), som er en troslære bygget op om 26 af Hildegards visioner; Liber vitae meritorum (Bogen om det fortjenstfulde liv), der er en etik bygget op omkring 35 dyder og laster; Liber divinorum operum (Bogen om de guddommelige værker), der giver et holistisk billede af hele skaberværket (mennesket og verden).

Dertil kommer to naturvidenskabelige værker fra 1150'erne: Liber subtilitatum diversarum naturarum creaturarum (Bogen om de naturlige tings finhed), der omhandler alle mulige naturlige tings egenskaber og også går under titlen Physica; Causae et curae (Årsager og behandlinger), der er en fysiologi og lægebog. De naturvidenskabelige værker er i modsætning til de teologiske kun overleveret i senere håndskrifter og har et overvejende traditionelt indhold, der bygger på antik lægevidenskab og samtidig folkemedicin. Dertil kommer den allerede nævnte, stærkt redigeret brevsamling og en række mindre værker af forskellig art.

I begyndelsen af 1150'erne samlede Hildegard sine kompositioner under titlen Symphonia armonie celestium revelationum (De himmelske åbenbaringers harmoniske symfoni), der indeholder 77 liturgiske sange og syngespillet Ordo virtutum (Kræfternes orden), der også indgår i Scivias.

Hildegards musik er udelukkende vokal og knytter kreativt an til samtidens gregorianske sang, dvs. den er enstemmig og i tidens kirketonearter, men med lange toneranker på enkelte tekststavelser og med stor spændvidde.

Allerede i sin samtid blev Hildegard anset for en helgen, og der er flere spor af en helgenkåringsproces, men måske mest af kirkepolitiske årsager fik hun kun regional anerkendelse.

I 1900-tallet voksede interessen for hendes person, forfatterskab og musik voldsomt både inden for og uden for den katolske kirke. I 2012 gennemførte pave Benedikt 16. først en regulær helgenkåring, og efterfølgende ophøjede han hende til kirkelærer. Det er derimod svagt begrundet i kilderne at fremstille hende som en original eller betydningsfuld læge, og nutidens Hildegard-naturmedicin må anses for et salgstrick.

• benediktinere
• helgen