Hammershus

Siden 2018 fortælles historien om Hammershus i Naturstyrelsens besøgscenter i Mølledalen, cirka 200 meter øst for borgruinen. Besøgscentret med panoramavinduer mod Hammershus er adskilt fra borgen af en kløft.

Allerinderst i befæstningen lå Centralborgen, også kaldet Mantelgården, med Manteltårnet. Mantelgården havde indtil tre etager høje og 2 meter tykke ydermure. Her var borgherrens bolig, mandskabsrum, køkken og kapel samt forrådskamre.

Udenom Mantelgården, men indenfor en indre ringmur, lå den egentlige borggård, kaldet Slotsgården, med befæstningens forskellige funktionsbygninger som kornmagasiner, lader og værksteder. Udenfor den indre ringmur var der forborge mod øst, nord og syd. Forborgene var udadtil afgrænset af ydre ringmure.

Slotsbroen var den eneste adgangsvej fra landsiden til borgen på klippen. Den inderste del af broen mod befæstningen var en vindebro med et vagttårn for enden. Fra slotsbroen gik vejen mellem to mure op til indgangen i den nordlige forborg. Mantelgården var det inderste og sidste forsvarsværk, der stod tilbage, hvis forborgene og de indre ringmure måtte opgives.

Manteltårnet i Mantelgårdens ringmur var oprindelig den eneste indgang til den inderste borg. I tidens løb har tårnet været såvel forsvarsværk og administrationsbygning, som fængsel. Tårnet er forhøjet og ombygget flere gange. Borgbroen fra 1400-tallet er Danmarks eneste bevarede fra middelalderen.

Ærkebispesædet i Lund fik i 1149 magten over det meste af Bornholm. Hammershus' anlæggelse har været sat i forbindelse med Valdemar 2. Sejrs korstogsstrategi for Østersøen, og dermed skulle den være grundlagt tidligt i 1200-tallet med ærkebiskop Anders Sunesen som bygherre.

Hammershus' ældste og centrale dele ligner både i størrelse og opbygning Lilleborg, kongens borg i Almindingen, fra midten af 1100-tallet. Arkæologiske undersøgelser i 2014 viste dog ikke spor efter byggefaser fra før 1290'erne.

I 1290'erne kan Jens Grand have været Hammershus' bygherre. Han var ærkebiskop af Lund 1289-1302. Da Jens Grand flygtede fra fængslet i 1295, søgte han tilflugt i sit forsvarsværk ved Hammeren. Under ærkebispestriden spillede Hammershus en vigtig rolle i konflikterne mellem kirken og kongemagten. Borgen var ærkesædets stærkeste fæstning, men blev gentagne gange belejret og også indtaget af kongemagten.

I 1324-1325 blev borgen overgivet til Christoffer 2.s marsk Peder Vendelbo efter 16 måneders belejring. I 1362 overdrog Valdemar 4. Atterdag Hammershus til kirken, mod ærkebispens underskrift på at give borgen tilbage, når kongen anmodede om det. Det gjorde Christian 2. i 1522.

Hansestaden Lübeck havde i begyndelsen af 1500-tallet gentagne gange angrebet Bornholm for at sikre Hansestædernes kontrol over handel og sejlads i Østersøen. I 1522 stormede og indtog lübeckerne Hammershus og begyndte at nedrive borgen. Frederik 1. måtte i 1525 overdrage Bornholm og Hammershus i pant i 50 år som betaling for Lübecks hjælp til at afsætte Christian 2.

Lübeckerne forsøgte at modernisere forsvarsværkerne på Hammershus. De opgav de yderste ringmure, forstærkede de indre ringmure og sørgede for at placere kanonbatterier på strategiske steder. Frederik 2. nægtede at forlænge Lübeckernes pant efter 1575, så de måtte forlade Bornholm.

Kongelige embedsmænd, lensmænd eller amtsmænd, administrerede Bornholm fra 1576 til ind i 1700-tallet. Hammershus mistede sin militære betydning og blev blandt andet benyttet som fængsel. Kongedatteren Leonora Christina og hendes mand Corfitz Ulfeldt sad fængslet i Manteltårnet 1660-1661. Lensmændene ophørte efterhånden med at bo på borgen. Hammershus forfaldt og blev besluttet nedrevet i 1743.

• Bornholm
• Danmarks historie i middelalderen
• Danmark under Reformation og enevælde

• Hammershus Besøgscenter