Haakon 7.

Haakon 7., der var uddannet søofficer, blev norsk konge efter opløsningen af den svensk-norske union. For at få bekræftet sin stilling forlangte han en folkeafstemning om monarkiet, som resulterede i et stort ja-flertal. Herefter blev han enstemmigt valgt af Stortinget og holdt den 25.11.1905 sit indtog i Kristiania (Oslo). Kroningen fandt sted 22.6.1906 i Trondheim.

Haakon 7. vandt ved sin strengt konstitutionelle optræden og sine personlige egenskaber stor folkelig anerkendelse. Da tyskerne angreb Norge 9.4.1940, forlod han Oslo. I Elverum modtog han den tyske gesandt Curt Bräuer (1889-1969) og afviste det tyske ultimatum om at indsætte Vidkun Quisling som regeringschef.

Han flygtede senere til Nordnorge, måtte den 7.6.1940 forlade landet sammen med regeringen og tog under resten af besættelsen ophold i London, hvorfra han jævnlig holdt radiotaler til det norske folk.

Haakon 7.s hjemkomst den 7.6.1945 var en af de største folkefester i norsk historie. Hans modige optræden ved det tyske overfald på Norge og under hele 2. Verdenskrig gjorde ham til et nationalt samlingspunkt. Kongen var i 1955 udsat for et lårbensbrud og levede herefter tilbagetrukket.

• Norges regenter
• Norges historie 1905-1972
• kong Frederik 8.
• dronning Louise
• kong Christian 10.
• dronning Maud
• kong Olav 5.