Gregor af Nyssa

Gregor af Nyssas forfatterskab indeholder flere dogmatiske og polemiske afhandlinger, heriblandt Den store kateketiske tale, som var det første forsøg siden Origenes i 200-tallet på at fremstille det samlede kristne trosindhold i systematisk form. Dertil skal lægges en lang række bibelkommentarer, prædikener og breve samt biografiske og asketiske arbejder.

Et gennemgående træk hos Gregor er interessen for treenighedslære og kristologi, negativ teologi og antropologi samt en delvis indarbejdelse af den platonske og nyplatonske filosofis erkendelser i teologien. I sin tænkning trækker han på arven fra den jødiske filosof Filon af Alexandria og den alexandrinske skole, herunder Origenes.

Centralt i Gregors moralfilosofiske og asketiske tænkning, står forestillingen om menneskets forhold til Gud som en stadig griben-ud-efter, såkaldt epekatasis. Denne tanke hænger sammen med en filosofisk forestilling om Gud som uendelig og ubegribelig, som især udfoldes i den sene afhandling Om Moses' liv (latinsk titel De vita Moysis).

I sin treenighedslære videreudvikler Gregor broderen Basilios' skelnen mellem det almene ved Guds væsen, og det partikulære ved Guds personer.

Menneskets værdighed og frihed spiller en væsentlig rolle i Gregors antropologi. I dialogen Om sjælen og opstandelsen (latinsk titel De anima et resurrectione), med søsteren Makrina, beskrives frihed som en tilstand af herredømmefrihed og selvbestemmelse.

Gregor udfolder sin antropologi i en række skrifter og prædikener, herunder afhandlingen Om skabelsen af mennesket (latinsk titel De opificio hominis). Som hos tidligere teologer hænger det enkelte menneskes værdi sammen med menneskets gudbilledlighed. Gregor lægger i særlig grad vægt på det godes uendelighed, som afspejler sig i det enkelte menneskes uendelige værdi. Fordi mennesket er skabt i Guds billede, er mennesket i sit inderste ubegribeligt ligesom Gud. Af samme grund må læren om mennesket som et mikrokosmos behandles med skepsis.

I flere af sine bibelkommentarer og prædikener kritiserer Gregor konsekvent ulighed og magtanvendelse. Mest bemærkelsesværdigt er måske den skarpe kritik af slavehandel i prædikenerne over Prædikerens bog. Ved at opdele menneskeheden i herre og slave, gøres menneskeheden til sin egen herre og slave, hvilket indebærer en logisk selvmodsigelse. Den konsekvente afvisning af slaveri begrundes samtidig ud fra læren om frelsen, idet Gud ifølge Gregor har sat mennesket frit én gang for alle.

Gregors Store kateketiske tale (latinsk titel Oratio catechetica magna) ligner på flere punkter Athanasius’ bog Om inkarnationen.

Treenighedslæren spiller indledende en central rolle, men store dele af værket er helliget forståelsen af frelse og forsoning. Kristus, der er Guds Ord, må blive menneske for at frelse menneskeheden, der med sin synd har underlagt sig dødens magt. Guds godhed og retfærdighed skal gå op i en højere enhed, hvilket sker, da Kristus frivilligt overgiver sig til døden som løsesum for mennesket.

Gregors forsoningslære er dermed et klassisk eksempel på den såkaldte løsesumsteori om forsoningen. Dette skal afvejes i forhold til andre syn på forsoningen, der samtidig er til stede hos Gregor, idet Kristus også siges at besejre døden i sin opstandelse.

Som hos det teologiske forbillede Origenes findes hos Gregor en forestilling om altings genoprettelse (apokatastase) og en dertilhørende forestilling om alle rationelle væseners endelige frelse. Det onde defineres som fraværet af det gode, hvorfor det ikke har nogen selvstændig, evig eksistens.

Forestillingen om alles frelse udfoldes i nogen grad i polemik mod subordinationistisk teologi. I sin kommentar til Første Korintherbrev kapitel 15, forklarer Gregor, at Guds Søn ikke i sit væsen er underordnet Gud Faderen, men kun underkaster sig Faderen for at kunne give alle del i Guds udødelighed.

I den Store kateketiske tale beskriver Gregor, hvordan genoprettelsen vil finde sted, når den guddommelige kraft efter lang tid har renset dem, der nu ligger i det onde. Guds straf beskrives som en tugtende ild, der har frelsen til formål. Det er dog omdiskuteret i nyere forskning, hvor vidtgående denne opfattelse faktisk er hos Gregor.

Mest vidtrækkende betydning har Gregor måske fået gennem sin tænkning over sjælens vej til forening med Gud. Den negative teologi, der hos Gregor kommer til udtryk i en paradoksal beskrivelse af Gud som et "lysende mørke", blev senere udfoldet i nyplatonsk retning hos blandt andre Dionysios. Hans menneskesyn har i nyere tid inspireret til teologisk humanisme og personalisme.

I nyere diskussioner om forsoningslære, har Gregor fået en central rolle som eksponent for såkaldt klassisk forsoningslære. Forestillingen om altings genoprettelse står ligeledes centralt i nyere diskussioner om eskatologi og frelse.

• negativ teologi
• kappadokierne
• apokatastase