Gregor af Nazianz var en græsk teolog og biskop i 300-tallet. Han udgør sammen med Basilios den Store og Gregor af Nyssa de tre indflydelsesrige teologer, som går under navnet "de store kappadokiere".
Gregor tilhørte en aristokratisk familie i den lilleasiatiske provins Kappadokien, hvor hans far var biskop af Nazianz. Han studerede især i Athen, hvor han uddybede sit venskab med Basilios, af hvem han påvirkedes dybt.
Gregor var i flere omgange virksom i praktisk kirkeledelse dels i Nazianz, dels i en kort periode som rigshovedstaden Konstantinopels biskop i forbindelse med koncilet i år 381. Hans væsentligste indsats var dog litterær og teologisk, som virtuos udøver af retorisk teknik og som deltager i den teologiske bevægelse, der med støtte fra kejser Theodosius 1. førte nikænsk ortodoksi til sejr i østkirken.
Gregor gjorde sig især gældende i bestræbelsen for klargørelse og forfinelse af dogmet om "én guddom i tre personer". Forsvaret for Helligåndens fulde guddommelighed og Kristi komplette menneskelighed er væsentlige temaer i hans tænkning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.