Gislum Kirke

Kirken er opført i den romanske periode, ca. 1050-1275. De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Gislum er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. De er begge muret til, men hvor syddøren er forstyrret af et senere vindue, er norddøren fint bevaret.

Både korets østlige gavl samt korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer. Af disse er vinduerne i korets øst- og nordside bevaret samt et i skibets nordside, mens de resterende er nyromanske fra 1800’erne.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode rev man i Gislum Kirke den romanske kirkes vestlige gavl ned og opførte et tårn af kampestenog genanvendte, tilhuggede granitsten. Dets overdel blev dog stærkt skalmuret med teglsten i 1747, dvs. at et nyt lag mur af æstetiske årsager blev muret på ydersiden af den oprindelige. Ved denne lejlighed blev det formentlig gjort lavere, men i 1957 blev det igen forhøjet og fik som før pyramidetag.

Indgangen sker gennem en dør i tårnets sydside. Tårnrummet er således et indrettet til indgangsparti, og tårnbuen er delvist tilmuret.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets flade bjælkelofter.

I skibets østlige ende åbner triumfmuren sig i en stor, rund korbue fra romansk tid.

Kirkens ældste genstand er en romansk døbefont af granit, der står i skibet foran korbuen. Dens kumme har foroven en tovsnoning. Ved overgangen til foden er der en kraftig tovsnoning. Døbefonten har formentlig været helt bemalet.

Prædikestolen fra omkring år 1600 har i fagene arkader, og på hjørnerne er der slanke søjler.

Altertavlen er et plumpt nygotisk arbejde fra anden halvdel af 1800-tallet. Det har i midten en gipsfigur af Kristus som den gode hyrde.

I skibet hænger der et epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1728 og et fra 1744.