Forum med Capitoltempel i Gigthis

Gigthis er en oldtidsby ved Middelhavskysten i det sydlige Tunesien, det nuværende Bou-Ghara.

Gigthis' historie

Gigthis blev grundlagt af fønikierne, som herfra handlede med både grækere og egyptere. Efter Karthagos fald kom Gigthis under numidierne, og i romersk kejsertid oplevede den en ny opblomstring; under kejser Antoninus Pius blev den municipium. En vigtig senatorfamilie i 200 og 300-tallet, Memmii, stammede fra Gigthis.

Monumenter i Gigthis

Statuebase fundet på forum i Gigthis.

Statuebasen fortæller, at borgerne i Gigthis rejste en statue til ære for kejser Lucius Aurelius Verus (130-169 e.v.t.), der blev adopteret af Antoninus Pius og senere regerede som medkejser sammen med Marcus Aurelius. Kejserstatuer blev typisk lavet i bronze, men da metallet ofte senere blev genbrugt, er kun basen bevaret.

Statuebase fundet på forum i Gigthis.
Licens: CC BY SA 3.0

De mange monumenter i byen, der dækker et areal på ca. 50 ha, omfatter offentlige og private bygninger, herunder et stort forum med et Capitol-tempel og flere andre templer. Der er også et velbevaret offentligt kornmagasin, horreum. De viser, at den karthaginiensiske tradition stadig var stærk i kejsertiden. Et baptisterium fra Gigthis er nu udstillet på Bardo-museet i Tunis.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig