Faktaboks

Ghita Nørby
Født
11. januar 1935, København
Ghita Nørby
Igennem en menneskealder har Ghita Nørby været dansk teaters førstedame. Hun blev ansat på Det Kongelige Teater i 1956 og har siden markeret sig især som fortolker af stærke kvinderoller. I 2017 fejrede hun sit 60 års skuespillerjubilæum.
Ghita Nørby
Af /Ritzau Scanpix.

Ghita Nørby er en dansk skuespiller. Hun har fremstillet en lang række kvinder med en enestående stamina og integritet. Der er langt mellem Ghita Nørbys tidligste opgaver som den unge og yndige pige i Det Kongelige Teaters klassiske komedier og til de senere årtiers store karakterroller. Karrieren har sjældent stået stille, men derimod bestået af forskellige udviklingsstadier, hvor hun stædigt har arbejdet mod nye kunstneriske mål. Samtidig er hendes sceniske autoritet uomtvistelig; hun besidder en særlig råstyrke, der har været med til at forme hende som en af sin generations mest markante og største skuespillere.

Barneår i Nyhavn og på Det Kgl. Teater

Ghita Nørbys barndomshjem i Nyhavn lå et stenkast fra faderens faste arbejdsplads, Det Kongelige Teater. Således blev Ghita Nørby født ind i et kunstnerisk miljø, uundgåeligt påvirket af faderen Einar Nørbys metier som kongelig kammersanger, mens hendes mor var pianisten Guldborg Nørby (1903-2002). Hyppigt kom Ghita Nørby som barn med sin far på arbejde. Uanset om han selv stod på scenen eller ej, fulgte hun med betagelse livet og arbejdet på scenen, lige fra de indledende prøver til aftenforestillingerne.

Skuespillerdrømme

Fascinationen af scenekunstens verden betød, at hun som barn vidste, at hun ville være skuespiller. Til en begyndelse holdt hun det for sig selv, men i 1952 forsøgte hun i en alder af 17 år at give en smule efter for ambitionerne. Uden forældrenes vidende afbrød hun sit gymnasieforløb og tog til casting på Nordisk Film, der søgte en teenager til Erik Ballings første selvstændige spillefilm, Adam og Eva. Modsat filmen blev den unge Ghitas drøm i første omgang ikke realiseret. Rollen gik til en anden.

Højskole og elevskole

Et efterfølgende ophold på Askov Højskole fik imidlertid essentiel betydning for hende. Selv har Ghita Nørby beskrevet højskoletiden som formativ, personligt såvel som kunstnerisk. Højskolen blev et springbræt til at realisere skuespillerambitionerne, og efter at have læst hos skuespilleren Albert Luther, kom Ghita Nørby i 1954 ind på Det Kongelige Teaters elevskole, hvorfra hun dimitterede to år senere.

Ungpigeroller på Kgs. Nytorv

Ghita Nørby
Som ung skuespiller på Det Kongelige Teater i 1950'erne fik Ghita Nørby især roller som den unge, uskyldige pige. Udateret fotografi.
Ghita Nørby
Af /Ritzau Scanpix.

Allerede i elevtiden fik Ghita Nørby i september 1954 sin debut som den unge datter, Mildred Miller, i Eugene O’Neills komedie Du skønne Ungdom. Som fastansat ved teatret fra 1956 fik hun hurtigt tildelt opgaver, hovedsageligt i det klassiske repertoire og gerne i det romantiske rollefag. Navnlig som den pæne unge pige. Uskyldig og lattermild. Det gjaldt som Engelke Møller i Ludvig Holbergs Julestuen (1957), som ”Malle” i Genboerne (1958-1959) og ikke mindst i Jens Christian Hostrups syngespil Eventyr på Fodrejsen, hvor hun gennem en håndfuld sæsoner fra 1956-1960 var den lyse Johanne.

1950'ernes tidsånd

Opgaver som disse afspejlede på sin vis 1950’ernes konservative tidsånd, hvor særligt unge kvinder forventedes at fremstå høflige og belevne. Forskelle mellem generationerne var en del af tidens norm, og autoriteten lå i første række hos den ældre generation, hvilket tillige prægede Det Kongelige Teater på de interne linjer. Her indtog ældre kræfter som skuespilleren Poul Reumert mod 1950’ernes slutning stadig positionen som en af teatrets indflydelsesrige skikkelser.

Et samspil med netop Poul Reumert i det franske skuespil Den døde Dronning (1958) med Ghita Nørby som magtfuldkommen, lesbisk prinsesse, kunne ved første indskydelse have bragt hende ud af de fastlåsende ungpigeroller. Trods rollens dramatiske lag savnede Ghita Nørby den fornødne erfaring og vejledning til at vise sit talents facetterede potentiale. Samtidig følte hun også en vis kunstnerisk stagnation i sit virke på teatret.

Nye muligheder og gennembrud

Muligheden for at bryde ud af et forudsigeligt og ensartet repertoire kom i 1960, da sceneinstruktøren Erling Schroeder sendte bud efter hende til rollen som Jo i Shelagh Delaneys skuespil En duft af honning Allé-Scenen (det nuværende Betty Nansen Teatret). Ghita Nørby blev løst fra sin kontrakt med Det Kongelige Teater, og som freelancer skulle hun de følgende år vise sig som en karakterskuespiller med en klangbund, der stadig rummede det lette og milde, men i høj grad også det dybe og komplekse.

Skuespilleren Ghita Nørby

Med Erling Schroeders hjælp fik Ghita Nørby lagt de klassiske komediers sentimentalitet fra sig og fandt ind til en moderne og uforfalsket tone i sit spil. At nå dertil krævede en viljestyrke og en exceptionel selvdisciplin, der har kendetegnet Ghita Nørbys virke gennem hele karrieren. Stædigt har hun insisteret på en kunstnerisk kompromisløshed, der stillede krav til hende selv – og til hendes omgivelser. Der fandtes ingen mellemløsninger i teaterarbejdet. Til gengæld har det været denne kompromisløshed, der har bragt hende frem som skuespiller. Uden at gro fast, men i konstant kunstnerisk bevægelse mod nye opgaver.

At være i bevægelse har for hende været lig med refleksion og selvstændighed. Hendes styrke som skuespiller har været hendes fornægtelse af det forcerede. Derimod har hun stræbt efter at nå ind til en oprigtighed og en ægthed i sine skuespilpræstationer.

Fra Allé-Scenen til Det Ny Teater

Samarbejdet med Erling Schroeder fortsatte: På Allé-Scenen som Teresa i det irske drama Gidslet (1961), hvor Ghita Nørby, ligesom det havde været tilfældet med En duft af honning, høstede roser hos samtidens teateranmeldere. På Det Ny Teater markerede hun sig først i titelrollen i Jean Giraudoux' Ondine (1962) og senere som den prostituerende Elyane i Jean Genets fabulerende værk, Balkonen (1963), der med et bordelmiljø som udgangspunkt blev set som vovet. Anmelderne fremhævede dog Ghita Nørbys evne til at forene figurens erotiske farlighed med en digterisk undertone.

De tidlige filmroller

Filmdebut

"Ung leg"
Ung leg fra 1956 var Ghita Nørbys filmdebut.
"Ung leg"
Af .

Gennem en omfangsrig og uhyre produktiv filmkarriere har Ghita Nørby slået sit navn fast i folks bevidsthed. Debuten kom med problemfilmen Ung leg (1956), hvor hun som den tillidsfulde Helle var den renfærdige, retlinede og troskyldige gymnasieelev i et ellers ustyrligt og dysfunktionelt ungdomsmiljø i det nordsjællandske whiskybælte.

Filmkomedier: Baronesser og heltinder

Ghita Nørby repræsenterede en sorgløshed og en lethed, som vandt gehør i den danske spillefilmproduktion, der omkring 1950’ernes slutning til og med første halvdel af 1960’erne var præget af lystspil- og komediegenren. Der var tale om filmopgaver, som i vid udstrækning mindede om Hostrup-komediernes unge, dydige kvinder; de figurer, som Ghita Nørby sideløbende på teatret ellers ønskede at frigøre sig fra.

Ikke desto mindre ramte hun i filmkomedierne noget centralt i den danske folkesjæl. Midt i solskinsfortællingerne – lige fra Morten Korch-filmen Vagabonderne på Bakkegården (1958) til Erik Ballings stilfulde klunketidskomedie Den kære familie (1962) – ejede hun en frisk umiddelbarhed og en oprigtighed, der ikke gjorde karakterne forcerede. Til gengæld tilførte hun dem en varme, der passede til tidens komediestil. Måske tydeligst udtrykt i titelrollen i Annelise Reenbergs herregårdsfilm Baronessen fra benzintanken (1960). Kombineret med lige dele sprælsk humør og charmerende nærvær inkarnerede denne præstation hendes folkelige appeal.

Senere bevægede hun sig fra det yndige mod en mere feminin elegance, gerne i samspil med Ebbe Langberg med hvem hun en overgang udgjorde dansk films helt og heltinde i titler som Peters baby (1961) og Han, hun, Dirch og Dario (1962). Allerbedst er hun måske som moderne komedienne i et komisk samspil med en neddæmpet Dirch Passer i Erik Ballings fine og elegante lystspil Hvis lille pige er du? (1963), der byder på ironisk vid.

"Peters baby"
I 1961 spillede Ghita Nørby sammen med Ebbe Langberg (til venstre) og Dirch Passer (til højre) i komedien Peters baby.
"Peters baby"
Af .

Nye filmstrømme

Ghita Nørbys perlelatter og de karakteristiske smilehuller er flere gange blevet nævnt i tilknytning til disse film. Med tiden kom de til at stå i et modsætningsforhold til den moderne realismes eksperimenterende formsprog, der med den nye filmbølge i 1960’erne skyllende ind over dansk filmkunst og som ikke umiddelbart syntes at harmonere med den del af filmgenren, som Ghita Nørby hidtil havde udfoldet sig i.

Nutidsrealisme på tv

Blandt filmbølgens danske forgangsmænd hørte instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt, der i 1970’erne kastede sig over iscenesættelsen af Leif Panduros populære tv-spil, heriblandt Bertram og Lisa (1975) og Louises hus (1977). Det var nutidsrealisme på tv, hvor Ghita Nørby modent og sikkert bevægede sig ind på nye dramatiske territorier. Med et skarpsindigt blik for sin samtid og en rammende præcis formuleringsevne beskrev Leif Panduro nutidsdanskerens tilværelse, ofte fanget i en livskrise midt i det moderne velfærdssamfund. Med nerve og psykologisk dybde portrætterede Ghita Nørby i begge tv-spil livskrisen uden at udlevere rollerne som henholdsvis Lisa og Louise. I Panduros univers syntes Ghita Nørby at gøre brug af Erling Schroeders lærersætning om, at skuespilleren i sit spil bør bevare nogle ufortalte lag i rollen for at bevare tilskuerens nysgerrighed.

Tilbage på Det Kgl. Teater

Ghita Nørby og Ingmar Bergman
Ghita Nørby ses her sammen med den svenske instruktør Ingmar Bergman under prøverne til Misantropen på Det Kgl. Teater i 1973.
Ghita Nørby og Ingmar Bergman
Af /Ritzau Scanpix.

Efter at have spillet Sally Bowles i musicalen Cabaret (1969) på Ungdommens Teater, vendte Ghita Nørby i 1970 tilbage til Det Kongelige Teater, hvor hun i de næste årtier cementerede sig som en af landets mest markante skuespillere. Med sit store register viste hun en uangribelig spændevidde, der fortsatte med at overraske.

Misantropen – et kunstnerisk vendepunkt

En af karrierens største højdepunkter kom tre år senere i en markant opsætning af Moliéres Misantropen (1973), som ikke mindst blev omtalt grundet Ingmar Bergmans gæstevisit som instruktør. Samarbejdet med Ingmar Bergman har Ghita Nørby beskrevet som givende og som et kunstnerisk vendepunkt. I Misantropen viste hun som den forelskede – men også bedragende – Céliméne nye sider af et talent i dynamisk udvikling. Hendes præstations gennemslagskraft manifesterede sig ved et nuancerigt spil, fra det muntre til det tragiske, fra det skrøbelige til det kraftfulde.

Stærke kvinder

"Maria Stuart"

Ghita Nørby som dronning Elizabeth i Schillers skuespil Maria Stuart på Det Kongelige Teater i 1986.

"Maria Stuart"
Af /Ritzau Scanpix.

Med samme pondus fortsatte Ghita Nørby som en moderne fortolker af en række stærke kvindekarakterer. Uomgængelig var hun som dronning Elizabeth i Per Olov Enquists bearbejdelse af Schiller-dramaet Maria Stuart (1986), hvor hun i en forbavsende stærk maskering virkede næsten overrumplende skræmmende.

Hun gjorde tillige indtryk som Betty Nansen i Ernst Bruun Olsens skuespil Betty Nansen på Betty Nansen (1991) – en stærk kvinde i dansk teaterhistorie, og som titlen indikerer spillet på fru Nansens eget teater.

Udvalgte teaterroller

År Rolle i teateropsætning Teater
1954 Mildred Miller i Du skønne Ungdom (debut) Det Kgl. Teater
1956 Johanne i Eventyr på fodrejsen Det Kgl. Teater
1958 Infantinden af Navarra i Den døde Dronning Det Kgl. Teater
1960 Jo i En duft af honning Allé-Scenen
1961 Teresa i Gidslet Allé-Scenen
1962 Ondine i Ondine Det Ny Teater
1963 Elyane i Balkonen Det Ny Teater
1969 Sally Bowles i Cabaret Ungdommens Teater
1970 Grace Shelley i Den herskende klasse Det Kgl. Teater
1972 Pernille i Den stundesløse Det Kgl. Teater
1973 Céliméne i Misantropen Det Kgl. Teater
1981 Winnie i Glade dage Det Kgl. Teater
1982 Johanne Luise Heiberg i Fra regneormenes liv Det Kgl. Teater
1983 Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf? Det Kgl. Teater
1986 Dronning Elizabeth 1. i Maria Stuart Det Kgl. Teater
1987 Siri von Essen i Tribadernes nat Mercur Teatret
1988 Bernarda Alba i Bernardas hus Det Kgl. Teater
1991 Betty Nansen i Betty Nansen på Betty Nansen Betty Nansen Teatret
1991 Alice i Dødsdansen Privatteatret
1995 Madame Alexandra i Colombe Det Kgl. Teater
1999 Fru Alving i Gengangere Det Kgl. Teater
2000 Masja i Søstrene Betty Nansen Teatret
2001 Abby Brewster i Arsenik og gamle kniplinger Det Kgl. Teater/Det Danske Teater
2002 Alceste i Misantropen Betty Nansen Teatret
2002 Ethel i Vores sensommer Det Kgl. Teater
2005 Fru Levin i Indenfor Murene Det Kgl. Teater
2006 Marie Curie i Blanche og Marie Betty Nansen Teatret
2010 Claire i Den gamle dame besøger byen Det Kgl. Teater
2011 Helena i Fanny og Alexander Det Kgl. Teater
2013/17 Sarah Bernhardt i Sarah Folketeatret

Karakterskuespiller på film og tv

I takt med at milepæle i en række karakterroller på teatret blev sat, kom nye og spændende filmtilbud til Ghita Nørby. Filmrollerne var anderledes end tidligere. Der kunne nu bygges videre på dét karakterarbejde, som var blevet lagt på scenen – nu i filmmediets form.

Det skete først og fremmest i en for tiden modig fremstilling af den fraskilte Kirsten, der forelsker sig i en tysk officer i besættelsestidsdramaet Den korte sommer (1976). Kvindens latente tilstand af desperation og frustration, der synes at gemme på en længsel og smerte, indfangede Ghita Nørby i en sitrende stemning. Præstationen indbragte hende den første Bodil-pris.

Ingeborg Skjern

Kort efter stiftede danske tv-seere for første gang bekendtskab med en rolle, der var med til at cementere Ghita Nørbys folkelige status: Ingeborg Skjern i Matador. Med en enorm ro og sikkerhed leverede hun en af de mest nærværende fremstillinger af et kvindeliv. Hun syntes at blive ét med rollen. Derved opstod en samhørighed mellem tv-seriens publikum og det livskloge menneske, som Ghita Nørby viste, at Ingeborg Skjern var.

Filmroller hos Kaspar Rostrup

Hun udtrykte både styrke og sårbarhed i et trygt samspil med Frits Helmuth i Kaspar Rostrups Dansen med Regitze (1989). Et årti senere fik hun hos Rostrup atter momentum i Her i nærheden (2000) til at vise et menneske i en følelsesmæssig overlevelseskamp. Som kioskdame og mor til den autistiske Brian, spillet af Thure Lindhardt, greb hun tilskueren og viste lige dele vrede og afmagt i en indeklemt stemning.

"Her i nærheden"

I filmen Her i nærheden (2000), der var instrueret af Kaspar Rostrup, spillede Ghita Nørby moderen til den autistiske søn, der blev spillet af Thure Lindhardt.

"Her i nærheden"
Af /Ritzau Scanpix.

De senere års filmpræstationer

Ghita Nørby har myndighed, når hun spiller stålsatte kvinder som Marie Hamsun (1881-1969) i filmen Hamsun (1996) og overklassemor i Per Flys Arven (2003). Fra de senere år bør nævnes hendes indsigtsfulde portrætter som Ester og Lily i henholdsvis Stille hjerte (2014) og Nøgle, hus, spejl (2015); to forskellige kvinder, men begge med alderdommen og dens problematikker som centrale omdrejningspunkter.

Sammen med Peter Flinth (f. 1964) instruerede Ghita Nørby i 2009 filmen De vilde svaner, baseret på H.C. Andersens eventyr. Selv medvirkede Ghita Nørby i filmen, hvortil dronning Margrethe havde skabt scenografien.

Udvalgte tv- og filmroller

År Titel Rolle Instruktør
1956 Ung leg Helle Johannes Allen
1958 Vagabonderne på Bakkegården Hanne Alice O'Fredericks
1960 Frihedens pris Lis Annelise Hovmand
Baronessen fra benzintanken Anne Annelise Reenberg
1961 Peters baby Tony Annelise Reenberg
1962 Den kære familie Ida Erik Balling
Han, hun, Dirch og Dario Marianne Annelise Reenberg
Rikki og mændene Rikki Lau Lauritzen, Lisbeth Movin
1963 Hvis lille pige er du? Eva Erik Balling
Pigen og pressefotografen Lene Sven Methling
1965 Sytten Vibeke Annelise Meineche
1969 Olsen-banden på spanden Bodil, socialrådgiver Erik Balling
1974 Et dukkehjem (tv-film) Nora Palle Kjærulff-Schmidt
1975 Bertram og Lisa (tv-film) Lisa Palle Kjærulff-Schmidt
1976 Den korte sommer Kirsten Edward Fleming
1977 Louises hus (tv-film) Louise Palle Kjærulff-Schmidt
Hærværk Fru Kryger Ole Roos
1978 Mig og Charly Helle, Steffens mor Morten Arnfred, Henning Kristiansen
1978-82 Matador (tv-serie) Ingeborg Skjern Erik Balling
1982 Pengene eller livet Ellen Worm Henning Carlsen
1988 Ved vejen Frk. Jensen Max von Sydow
1989 Dansen med Regitze Regitze Kaspar Rostrup
1991 Freud flytter hjemmefra Rosha Susanne Bier
1992 Den gode vilje Karin Åkerblom Bille August
Sofie Sofies mor Liv Ullmann
1993 Det bli'r i familien Lilli Susanne Bier
1994 Riget Rigmor Lars von Trier, Morten Arnfred
1996 Hamsun Marie Hamsun Jan Troell
1997 Riget II Rigmor Lars von Trier, Morten Arnfred
2000 Her i nærheden Fru Nielsen Kaspar Rostrup
2001-03 Rejseholdet (tv-serie) Bibi Diverse
2003 Arven Christoffers mor Per Fly
2004-06 Ørnen (tv-serie) Thea, politimester Diverse
2014 Stille hjerte Ester Bille August
2015 Nøgle, hus, spejl Lily Michael Noer
2022 Riget Exodus (tv-serie) Rigmor Lars von Trier

"Sceniske partnerskaber"

Efter premieren på Misantropen (1973) blev Ghita Nørby af datidens anmeldere blandt andet fremhævet for sit samspil med Henning Moritzen som Alceste, og siden markerede hun sig i flere væsentlige samspil på scenen med kunstnerisk jævnbyrdige mandlige medspillere, heriblandt Frits Helmuth og Jørgen Reenberg.

På scenen med Frits Helmuth

Der stod en sprængfarlig glød om Ghita Nørby og Frits Helmuth, når de som Martha og George gennemlevede den hæsblæsende ægteskabelige smerte i Edward Albees ny-klassiker Hvem er bange for Virginia Woolf? (1983). Den scenisk tour de force fulgte de op med to yderligere ægteskabsdramaer i form af Per Olov Enquists Tribadernes nat (1987) på Mercur Teatret (det nuværende Bremen Teater) og Strindbergs Dødsdansen (1991) på Det Kongelige Teater.

På scenen med Jørgen Reenberg

Mindeværdigt og rørende blev hendes scener med Jørgen Reenberg i Per Olov Enquists Fra regneormenes liv i 1980’erne. Samspillet blev siden stående som eksempel på et eminent karakterarbejde, hvor de begge – sammen og hver for sig – nåede ind til kernen af deres to historiske karakterer som henholdsvis Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen.

Den kunstneriske bølgelængde mellem Jørgen Reenberg og Ghita Nørby resulterede i de følgende årtier i et af de fineste scenekunstneriske samarbejder. Hvad enten det var som fru Alving og pastor Manders i Gengangere (1999) eller som fru og hr. Levin i Indenfor Murene (2005) viste de en fælles scenisk nerve i et intenst og suggestivt spil. Deres fælles forståelse for ordets betydning og ordets magt førte til et samspil, der ejede en detaljerigdom og en sproglig akkuratesse, som skabte et unikt nærvær på scenen.

"Indenfor Murene"
Ghita Nørby og Jørgen Reenberg som fru og hr. Levin i Indenfor Murene på Det Kongelige Teater i 2005.
"Indenfor Murene"
Af /Det Kongelige Teaters mediearkiv (kglteater.dk).

De senere år uden for Det Kgl. Teater

"Søstrene"
Ghita Nørby sammen med "søstrene" Bodil Udsen og Susse Wold i Per Olov Enquists udgave af Anton Tjekhovs skuespil Søstrene i år 2000.
"Søstrene"
Af /Ritzau Scanpix.

Udenfor Det Kongelige Teater har især Betty Nansen Teatret været omdrejningspunkt for nogle bemærkelsesværdige præstationer: Her udgjorde Ghita Nørby den ene tredjedel i Søstrene (2000), der var Per Olov Enquists bearbejdelse af Anton Tjekhovs drama. Bodil Udsen og Susse Wold var hendes medsøstre. Samme sted fejrede Ghita Nørby sit 50-års skuespillerjubilæum i opsætningen Blanche og Marie (2006).

Ghita Nørbys seneste teaterrolle var som Sarah Bernhardt i opsætningen Sarah (2017) på Folketeatret i samspil med Preben Kristensen som Bernhardts kammertjener. Opsætningen markerede samtidig Ghita Nørbys 60-års skuespillerjubilæum.

Bøger af og om Ghita Nørby

Sammen med forfatteren Niels Birger Wamberg udgav Ghita Nørby i 1995 sine erindringer i form af samtalebogen Mine egne veje. Deres opfølgende samtalebog, Mine levende billeder (2009), centrerede sig om Ghita Nørbys filmkarriere. Journalisten Lea Korsgaard (f. 1979) stod i 2011 bag biografien, Ghita, mens Ghita Nørby samme år medvirkede i skuespiller og instruktør Michael Moritzens samtalebog Respekt. Elleve samtaler om at være skuespiller.

Bogen Alle tiders Ghita (2014), udsendt af Søren Anker Madsen (f. 1969) og Ghita Nørby i fællesskab, dokumenterer Ghita Nørbys liv og karriere i tekst og billeder. I 2003 udkom bogen Livets søstre; samtaler på Skagen, der baserede sig på samtaler mellem Ghita Nørby og kollegerne Bibi Andersson og Liv Ullmann, mens Ghita Nørby sammen med journalisten Ulla Terkelsen i 2021 udgav bogen Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død.

Ghita Nørbys passion for roser har resulteret i bøgerne Ghitas roser – smil til dit skvalderkål (2011) og Det er aldrig for sent (2015), begge udgivet sammen med rosengartneren Torben Thim (f. 1946).

Familie

Ghita Nørby blev gift første gang i 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-1957). Dernæst var hun samlevende med kollegaen, skuespiller Henrik Wiehe (1927-1987). I 1963 blev hun gift med sanger og entertainer Dario Campeotto, et ægteskab, der varede frem til 1969. Fra 1970-1978 var hun gift med skuespiller Jørgen Reenberg. Efter at have levet sammen med skuespiller Jesper Christensen blev Ghita Nørby i 1984 gift med pianist og komponist Svenn Skipper. Ægteskabet blev opløst i 2011.

Med Dario Campeotto er Ghita Nørby forældre til filminstruktøren Giacomo Campeotto (f. 1964). Operasangeren Claus Nørby (1938-1999) var bror til Ghita Nørby.

Hædersbevisninger og priser

Siden 1996 har Ghita Nørby været Kommandør af Dannebrogordenen. I 2006 blev hun af Dronning Margrethe yderligere dekoreret med medaljen Ingenio et arti.

Foruden disse udnævnelser har Ghita Nørby gennem karrieren modtaget en lang række hædersbevisninger og priser, heriblandt kan nævnes:

Årstal Pris
1962 Gösta Ekman-Prisen
1971 Bodil Ipsens Jubilæumslegat
Henkelprisen
1974 Teaterpokalen – for præstationen som Céliméne i Misantropen, Det Kgl. Teater
Tagea Brandts Rejselegat
1975 Poul Reumerts Studielegat
1976 Filmprisen Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Den korte sommer
1982 Filmprisen Bodil for bedste kvindelige birolle i Pengene eller livet
1985 Jeppe-prisen for bedste kvindelige mindre rolle i Mod strømmen, Det Kgl. Teater
1990 Filmprisen Robert for årets kvindelige hovedrolle i Dansen med Regitze
Filmprisen Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Dansen med Regitze
1991 Legat uddelt af Ole Haslunds Kunstnerfond
1992 Filmprisen Robert for årets kvindelige hovedrolle i Freud flytter hjemmefra
Filmprisen Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Freud flytter hjemmefra
1993 Filmprisen Robert for årets kvindelige birolle i Sofie
1994 Studenternes Æreskunstner (København)
1995 Niels-Prisen
1996 Den svenske filmpris Guldbagge for bedste kvindelige birolle i Hamsun
1998 Modersmål-Prisen
1999 Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris
2000 H.C. Andersen-Prisen
2003 Årets Hæderspris ved uddelingen af Årets Reumert
2004 Filmprisen Robert for årets kvindelige birolle i Arven
2005 Den svenske filmpris Guldbagge for bedste kvindelige birolle i Fyra veckor i juni
2006 Æresmedlem af Skuespillerforeningen af 1879
2012 Æres-Bodil
2013 Æres-Robert

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer (2)

skrev Peter E. Christensen

Flg. sætning bør tjekkes (også mht. kursiveringen): “Nye højdepunkter i karrieren blev Betty Nansen på Betty Nansen (1991)…”

svarede Marie Bilde

Kære Peter E. Christensen.
Tak for din kommentar. Jeg har omformuleret sætningen en smule. Kursiveringen tror jeg ikke fejler noget.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig