Ghita Nørby

Ghita Nørbys barndomshjem i Nyhavn lå et stenkast fra faderens faste arbejdsplads, Det Kongelige Teater. Således blev Ghita Nørby født ind i et kunstnerisk miljø, uundgåeligt påvirket af faderen Einar Nørbys metier som kongelig kammersanger, mens hendes mor var pianisten Guldborg Nørby (1903-2002). Hyppigt kom Ghita Nørby som barn med sin far på arbejde. Uanset om han selv stod på scenen eller ej, fulgte hun med betagelse livet og arbejdet på scenen, lige fra de indledende prøver til aftenforestillingerne.

Fascinationen af scenekunstens verden betød, at hun som barn vidste, at hun ville være skuespiller. Til en begyndelse holdt hun det for sig selv, men i 1952 forsøgte hun i en alder af 17 år at give en smule efter for ambitionerne. Uden forældrenes vidende afbrød hun sit gymnasieforløb og tog til casting på Nordisk Film, der søgte en teenager til Erik Ballings første selvstændige spillefilm, Adam og Eva. Modsat filmen blev den unge Ghitas drøm i første omgang ikke realiseret. Rollen gik til en anden.

Allerede i elevtiden fik Ghita Nørby i september 1954 sin debut som den unge datter, Mildred Miller, i Eugene O’Neills komedie Du skønne Ungdom. Som fastansat ved teatret fra 1956 fik hun hurtigt tildelt opgaver, hovedsageligt i det klassiske repertoire og gerne i det romantiske rollefag. Navnlig som den pæne unge pige. Uskyldig og lattermild. Det gjaldt som Engelke Møller i Ludvig Holbergs Julestuen (1957), som ”Malle” i Genboerne (1958-1959) og ikke mindst i Jens Christian Hostrups syngespil Eventyr på Fodrejsen, hvor hun gennem en håndfuld sæsoner fra 1956-1960 var den lyse Johanne.

Opgaver som disse afspejlede på sin vis 1950’ernes konservative tidsånd, hvor særligt unge kvinder forventedes at fremstå høflige og belevne. Forskelle mellem generationerne var en del af tidens norm, og autoriteten lå i første række hos den ældre generation, hvilket tillige prægede Det Kongelige Teater på de interne linjer. Her indtog ældre kræfter som skuespilleren Poul Reumert mod 1950’ernes slutning stadig positionen som en af teatrets indflydelsesrige skikkelser.

Et samspil med netop Poul Reumert i det franske skuespil Den døde Dronning (1958) med Ghita Nørby som magtfuldkommen, lesbisk prinsesse, kunne ved første indskydelse have bragt hende ud af de fastlåsende ungpigeroller. Trods rollens dramatiske lag savnede Ghita Nørby den fornødne erfaring og vejledning til at vise sit talents facetterede potentiale. Samtidig følte hun også en vis kunstnerisk stagnation i sit virke på teatret.

Muligheden for at bryde ud af et forudsigeligt og ensartet repertoire kom i 1960, da sceneinstruktøren Erling Schroeder sendte bud efter hende til rollen som Jo i Shelagh Delaneys skuespil En duft af honning på Allé-Scenen (det nuværende Betty Nansen Teatret). Ghita Nørby blev løst fra sin kontrakt med Det Kongelige Teater, og som freelancer skulle hun de følgende år vise sig som en karakterskuespiller med en klangbund, der stadig rummede det lette og milde, men i høj grad også det dybe og komplekse.

Med Erling Schroeders hjælp fik Ghita Nørby lagt de klassiske komediers sentimentalitet fra sig og fandt ind til en moderne og uforfalsket tone i sit spil. At nå dertil krævede en viljestyrke og en exceptionel selvdisciplin, der har kendetegnet Ghita Nørbys virke gennem hele karrieren. Stædigt har hun insisteret på en kunstnerisk kompromisløshed, der stillede krav til hende selv – og til hendes omgivelser. Der fandtes ingen mellemløsninger i teaterarbejdet. Til gengæld har det været denne kompromisløshed, der har bragt hende frem som skuespiller. Uden at gro fast, men i konstant kunstnerisk bevægelse mod nye opgaver.

At være i bevægelse har for hende været lig med refleksion og selvstændighed. Hendes styrke som skuespiller har været hendes fornægtelse af det forcerede. Derimod har hun stræbt efter at nå ind til en oprigtighed og en ægthed i sine skuespilpræstationer.

Samarbejdet med Erling Schroeder fortsatte: På Allé-Scenen som Teresa i det irske drama Gidslet (1961), hvor Ghita Nørby, ligesom det havde været tilfældet med En duft af honning, høstede roser hos samtidens teateranmeldere. På Det Ny Teater markerede hun sig først i titelrollen i Jean Giraudoux' Ondine (1962) og senere som den prostituerende Elyane i Jean Genets fabulerende værk, Balkonen (1963), der med et bordelmiljø som udgangspunkt blev set som vovet. Anmelderne fremhævede dog Ghita Nørbys evne til at forene figurens erotiske farlighed med en digterisk undertone.

Blandt filmbølgens danske forgangsmænd hørte instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt, der i 1970’erne kastede sig over iscenesættelsen af Leif Panduros populære tv-spil, heriblandt Bertram og Lisa (1975) og Louises hus (1977). Det var nutidsrealisme på tv, hvor Ghita Nørby modent og sikkert bevægede sig ind på nye dramatiske territorier. Med et skarpsindigt blik for sin samtid og en rammende præcis formuleringsevne beskrev Leif Panduro nutidsdanskerens tilværelse, ofte fanget i en livskrise midt i det moderne velfærdssamfund. Med nerve og psykologisk dybde portrætterede Ghita Nørby i begge tv-spil livskrisen uden at udlevere rollerne som henholdsvis Lisa og Louise. I Panduros univers syntes Ghita Nørby at gøre brug af Erling Schroeders lærersætning om, at skuespilleren i sit spil bør bevare nogle ufortalte lag i rollen for at bevare tilskuerens nysgerrighed.

Efter at have spillet Sally Bowles i musicalen Cabaret (1969) på Ungdommens Teater, vendte Ghita Nørby i 1970 tilbage til Det Kongelige Teater, hvor hun i de næste årtier cementerede sig som en af landets mest markante skuespillere. Med sit store register viste hun en uangribelig spændevidde, der fortsatte med at overraske.

I takt med at milepæle i en række karakterroller på teatret blev sat, kom nye og spændende filmtilbud til Ghita Nørby. Filmrollerne var anderledes end tidligere. Der kunne nu bygges videre på dét karakterarbejde, som var blevet lagt på scenen – nu i filmmediets form.

Det skete først og fremmest i en for tiden modig fremstilling af den fraskilte Kirsten, der forelsker sig i en tysk officer i besættelsestidsdramaet Den korte sommer (1976). Kvindens latente tilstand af desperation og frustration, der synes at gemme på en længsel og smerte, indfangede Ghita Nørby i en sitrende stemning. Præstationen indbragte hende den første Bodil-pris.

Efter premieren på Misantropen (1973) blev Ghita Nørby af datidens anmeldere blandt andet fremhævet for sit samspil med Henning Moritzen som Alceste, og siden markerede hun sig i flere væsentlige samspil på scenen med kunstnerisk jævnbyrdige mandlige medspillere, heriblandt Frits Helmuth og Jørgen Reenberg.

Udenfor Det Kongelige Teater har især Betty Nansen Teatret været omdrejningspunkt for nogle bemærkelsesværdige præstationer: Her udgjorde Ghita Nørby den ene tredjedel i Søstrene (2000), der var Per Olov Enquists bearbejdelse af Anton Tjekhovs drama. Bodil Udsen og Susse Wold var hendes medsøstre. Samme sted fejrede Ghita Nørby sit 50-års skuespillerjubilæum i opsætningen Blanche og Marie (2006).

Ghita Nørbys seneste teaterrolle var som Sarah Bernhardt i opsætningen Sarah (2017) på Folketeatret i samspil med Preben Kristensen som Bernhardts kammertjener. Opsætningen markerede samtidig Ghita Nørbys 60-års skuespillerjubilæum.

Sammen med forfatteren Niels Birger Wamberg udgav Ghita Nørby i 1995 sine erindringer i form af samtalebogen Mine egne veje. Deres opfølgende samtalebog, Mine levende billeder (2009), centrerede sig om Ghita Nørbys filmkarriere. Journalisten Lea Korsgaard (f. 1979) stod i 2011 bag biografien, Ghita, mens Ghita Nørby samme år medvirkede i skuespiller og instruktør Michael Moritzens samtalebog Respekt. Elleve samtaler om at være skuespiller.

Bogen Alle tiders Ghita (2014), udsendt af Søren Anker Madsen (f. 1969) og Ghita Nørby i fællesskab, dokumenterer Ghita Nørbys liv og karriere i tekst og billeder. I 2003 udkom bogen Livets søstre; samtaler på Skagen, der baserede sig på samtaler mellem Ghita Nørby og kollegerne Bibi Andersson og Liv Ullmann, mens Ghita Nørby sammen med journalisten Ulla Terkelsen i 2021 udgav bogen Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død.

Ghita Nørbys passion for roser har resulteret i bøgerne Ghitas roser – smil til dit skvalderkål (2011) og Det er aldrig for sent (2015), begge udgivet sammen med rosengartneren Torben Thim (f. 1946).

Ghita Nørby blev gift første gang i 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-1957). Dernæst var hun samlevende med kollegaen, skuespiller Henrik Wiehe (1927-1987). I 1963 blev hun gift med sanger og entertainer Dario Campeotto, et ægteskab, der varede frem til 1969. Fra 1970-1978 var hun gift med skuespiller Jørgen Reenberg. Efter at have levet sammen med skuespiller Jesper Christensen blev Ghita Nørby i 1984 gift med pianist og komponist Svenn Skipper. Ægteskabet blev opløst i 2011.

Med Dario Campeotto er Ghita Nørby forældre til filminstruktøren Giacomo Campeotto (f. 1964). Operasangeren Claus Nørby (1938-1999) var bror til Ghita Nørby.

Siden 1996 har Ghita Nørby været Kommandør af Dannebrogordenen. I 2006 blev hun af Dronning Margrethe yderligere dekoreret med medaljen Ingenio et arti.

Foruden disse udnævnelser har Ghita Nørby gennem karrieren modtaget en lang række hædersbevisninger og priser, heriblandt kan nævnes:

• dansk film
• dansk teater

• Ghita Nørby