Frederik 2.s regering efter 1570 var præget af bestræbelserne på at opretholde den danske magtposition i Østersøen og modarbejde en til tider stærkt følt trussel fra de katolske magter. Bartholomæusnatten i Frankrig i 1572 og formodede katolske kupplaner mod Danmark fik ham således til at bygge den stærke fæstning Kronborg. Samtidig blev den danske flåde moderniseret, så den blev en af Europas største og mest avancerede. Konkret modarbejdede Frederik 2. den katolskorienterede svenske konge, Johan 3., og hindrede Polens forsøg på dels at skabe en egen flåde, dels at erobre Danzig (1577).
I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det danske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst Frederik 2.s generøse støtte til Tycho Brahes projekter viste. I sine sidste leveår blev Frederik en af førerskikkelserne i den protestantiske verden. Hans forsøg på at bygge bro mellem lutheranere og reformerte og samle de protestantiske fyrster i en union til kamp mod den fremtrængende katolicisme førte imidlertid ikke til varige resultater.
Frederik 2.s indenrigspolitik blev i høj grad bestemt af sikkerhedspolitiske overvejelser og behovet for at øge kronens resurser. Lenene blev gennem reformer gjort mere indbringende, og ved talrige mageskifter med adelen blev kronens besiddelser koncentreret og gjort mere rentable. Efter Syvårskrigen blev den i 1567 indførte og meget givende "lastetold" i Øresund konsolideret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.