Frankrig - billedkunst

I 1000-tallet opstod den romanske kunst, der ligesom den gotiske især var knyttet til kirken. Skulp

turen var bundet til arkitekturen, og hovedvægten lå på kirkernes vestfacader, der ofte var udsmykket med skildringer af dommedag i tympanonfeltet over midterdøren, således i Autun (signeret af Gislebertus), Moissac og Conques. Inde i kirken viste man på søjlekapitælerne scener fra Det Gamle Testamente, helgenlegender eller fabelvæsner. Skulpturerne var oprindelig bemalede; stilen er fortællende og levende, men uden forsøg på realistisk gengivelse. I Provence kommer arven fra antikken til udtryk i facadeskulpturerne i Saint-Trophime i Arles og Saint-Gilles-du-Gard.

Der er kun bevaret få romanske vægmalerier. Fra tiden omkring 1100, hvor tøndehvælvingerne gav nye murflader, findes scener fra Det Gamle Testamente og helgenhistorier i Berzé-la-Ville ved Cluny og Saint-Savin-sur-Gartempe ved Poitiers. Blandt andre billedudsmykninger er det ca. 70 m lange broderede Bayeux-tapet, udført kort efter 1066 til kirken i Bayeux i Nordfrankrig.

Bogillustrationer var i den romanske periode præget af den karolingiske tradition; i begyndelsen af 1100-t. møder man en ny livlighed i skrivestuerne i Citeauxklostret.

En nyskabelse i de gotiske kirker fra midten af 1100-tallet var portalerne, der ved en "udhuling" af facaden skabte rum for skulptur. Figurerne på portalernes sider fremstiller ofte kongerne i Det Gamle Testamente og indgår som søjler i arkitekturen, som det ses på Kongeportalen i Chartres fra ca. 1150. Over portalerne troner Jesus eller Maria, gotikkens foretrukne motiv.

I første halvdel af 1200-t. begyndte figurerne at befri sig fra væggene og få deres eget liv som fx i Reims, Strasbourg og på tværskibsportalerne i Chartres. Glasmosaikker og -malerier kendes fra romansk tid, men først i gotikken kom denne kunstart til fuld udfoldelse i en arkitektur, der ikke gav plads til udsmykning af vægge, men af store vinduesflader. I Chartreskatedralen er særlig mange bevaret. Både klosterkirker og katedraler havde glasmosaikker, dog ikke cisterciensernes kirker, der var opført i en asketisk stil i protest mod pragten i cluniacensernes kirker.

Paris var centrum for kunsten i Frankrig 1240-1350 med Ludvig 9. den Helliges slotskirke Sainte Chapelle i Paris fra ca. 1250 som et festligt højdepunkt. Bogmaleriet fik en ny blomstring under samme konge. Et hovedværk inden for tekstilkunsten er den næsten 150 m lange række af billedvævninger, Apokalypsen fra Angers fra slutningen af 1300-t. Hundredårskrigen mod England 1337-1453 forhindrede byggerier i større stil, men ikke forfinede kunstværker.

Flere kunstnernavne dukkede op, bl.a. brødrene Limbourg, der omkring 1400 illustrerede en tidebog for hertugen af Berry. De fandt inspiration i Italien og var en del af den internationale gotik. Billedhuggeren Claus Sluter fra Flandern arbejdede fra 1385 i Dijon, hvor han udførte sit hovedværk, Mosesbrønden, og bragte nyt liv til den franske gravmæleskulptur.

I middelalderen var det kirkens folk, der bestilte kunstværker, i renæssancen hoffet og adelen. Der blev kun bygget få nye kirker, men de gamle fik nye udsmykninger i form af gravmæler, altertavler og enkelte nye glasmosaikker. De private bestillere dukkede op i slutningen af 1400-tallet.

De fik malet portrætter, bl.a. af Jean Fouquet, der også var en glimrende bogillustrator, præget af ophold i Italien, og af Jean Clouet og hans søn François Clouet med både italienske og flamske træk. Vigtigst for den franske renæssancekunst var kontakten med Italien, der øgedes efter Karl 8.s felttog i 1494-95. Han hjembragte kunstværker og hentede også italienske kunstnere og håndværkere til landet.

Renæssancekunstens centrum var Loiredalen, hvor hoffet holdt til i 1500-tallet og byggede en lang række slotte. Frans 1. importerede kunstværker fra antikken og renæssancen og indkaldte mange italienske kunstnere, bl.a. Leonardo da Vinci, der døde i Amboise 1519, samt Rosso Fiorentino og Francesco Primaticcio, der fra 1530 udsmykkede det lange galleri i Fontainebleauslottet med malerier og stukarbejder.

Der opstod en original malerskole, Fontainebleauskolen, ca. 1550. I slutningen af århundredet var fransk maleri i en bølgedal, men grafikken blomstrede med kunstnere som Jacques Bellange (d. 1638) og Jacques Callot, begge fra Nancy og aktive omkring 1600.

Også billedhuggerkunsten prægedes af indkaldte italienere, bl.a. Benvenuto Cellini, der udførte sit berømte saltkar (1542) til Frans 1. Han fik betydning for Jean Goujon, hvis skulpturer til Louvre i Paris stadig kan ses på stedet.

Goujon var periodens vigtigste billedhugger sammen med Germain Pilon, der skabte en række væsentlige gravmæler, bl.a. for Henrik 2. og Katarina Medici i Saint-Denis-kirken ved Paris (1565-70).

Ved begyndelsen af 1600-tallet var den franske kunst stadig præget af manierismen. Nye impulser hjembragtes fra Rom af de kunstnere, der var kommet i berøring med Caravaggio og hans kunst, fx Simon Vouet, mens Georges de La Tour udviklede sin egen variant af clairobscur-maleriet. Den klassiske holdning, Vouet trods alt bibeholdt i sin kunst, fik stor betydning for Nicolas Poussin og Philippe de Champaigne. Poussin specialiserede sig i mytologiske og bibelske fremstillinger, mens Champaignes force lå i portrætkunsten....læs videre om fransk kunst i barok og rokoko.

Den Franske Revolution bragte nyklassicismen og maleren J.-L. David frem i forreste række. Han havde vakt opsigt med det banebrydende værk Horatiernes ed (Louvre), malet i Rom 1785, og han blev senere også et nyttigt redskab i Napoleons propagandistiske statsapparat. Det samme gjaldt J.-A.-D. Ingres, der ligesom David desuden var en fremragende portrætmaler og en søgt lærer....læs videre om fransk nyklassicisme og romantik.

Efter ca. 1848 udvikledes inden for malerkunsten realismen og naturalismen, der begge kendetegnes ved illusionistiske billedvirkninger og motivisk fokusering på den samtidige virkelighed. J.-F. Millet var i flere henseender i overensstemmelse med realismen, hvis hovedskikkelse dog var Gustave Courbet.....læs videre om fransk naturalisme og realisme.

I opposition mod naturalismen fremstod i 1880'erne symbolismen, der i billedkunstnerisk sammenhæng også benævnes syntetisme, idet denne betegnelse henviser til den symbolistiske billedforms pointering af dekorative helhedsvirkninger. Symbolismens kunstsyn, der var påvirket af bl.a. digteren Charles Baudelaires æstetik, udfoldede sig i både digtning og billedkunst...læs videre om fransk symbolisme.

De impressionistiske malere Claude Monet, Camille Pissarro, P.-A. Renoir og Alfred Sisley mfl. skabte en skitsepræget billedform, der æstetisk er centreret om koloristiske kvaliteter og motivisk om sollysets og atmosfærens indvirkning på landskab eller bysceneri. På deres første udstilling i fotografen Nadars atelier i 1874 vistes Monets maleri Impression. Soleil levant.....læs videre om fransk impressionisme.

Fauvismen opstod omkring 1905 som en overvejende dekorativt og koloristisk anlagt billedstil, repræsenteret af bl.a. Henri Matisse, André Derain, Maurice de Vlaminck og Raoul Dufy. Fauvisternes billeder signalerer snart harmonisk velvære (Matisse), snart ildfuldt temperament (Vlaminck). En vis tilknytning til fauvisme og ekspressionisme har Georges Rouaults billedverden....læs videre om fransk fauvisme og kubisme.

Efter ca. 1912 fremstod en fransk ekspressionisme, repræsenteret af malere, der forenede en ofte traditionsorienteret formstrenghed med et figurativt og menneskeligt seriøst emneunivers; blandt disse var Marcel Gromaire, der ligesom den kubistisk skolede og senere dekorativt fabulerende Jean Lurçat også malede forlæg til billedvævninger....læs videre om fransk ekspressionisme og surrealisme.

Påvirket af fransk kunstliv blomstrede i første halvdel af 1900-t. den såkaldte Pariserskole, hvortil hører en række udenlandske billedkunstnere, der slog sig ned i Paris. Blandt dem var Constantin Brancusi, Marc Chagall, Amedeo Modigliani og Chaïm Soutine. Paris har flere gange i kulturhistorien været et væsentligt europæisk kunstcentrum...læs mere om Pariserskolen.

Fra efterkrigstidens Paris bredte den abstrakte kunst sig til resten af Europa, mens den amerikanske abstrakte ekspressionisme skabte en ny kunstmetropol i New York. Det franske maleri var lyrisk betonet, især det eksistentialistisk funderede udtryk, der søgte at forbinde værkets magi med dets stoflighed. Tendensen blev i 1950 betegnet informel kunst og lidt senere tachisme.....læs mere om fransk kunst fra 1950 til 2016.