Faktaboks

Sogn
Fovlum Sogn
Provsti
Vesthimmerlands Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Vesthimmerlands Kommune
Fovlum Kirke

Fovlum Kirke er i blank mur med synlige byggematerialer, og har skifertage og blytag. Foto: 2010.

Fovlum Kirke er en sjældent godt bevaret romansk kirke fra ca. 1050-1275 med et historicistisk våbenhus.

I kirken er der bevaret inventar fra dens lange historie, hvor særligt prædikestolesen og altertavlen fra renæssancen er bemærkelsesværdige med deres nyere malerier fra 2012 af Anita Houvenaeghel (født 1945).

Kirken ligger tæt på hovedvejen, midt mellem Viborg og Løgstør.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor med apsis og skib. Den fik tilføjet et våbenhus på nordsiden i 1879.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Fovlum Kirke afviger korets orientering en del mod nord. I dag er kirken i blank mur med synlige byggematerialer, og den har skifertage og blytag over apsissen.

Den romanske kirke

Ret få af landets romanske kirker har bevaret sit oprindelige præg så godt som den statelige Fovlum Kirke. De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Fovlum er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

Kirken har en sjældent fint udformet sokkel, og der er i murværket mange sten med stenhuggerfelter, skaktavl og anden romansk dekoration.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddørens hul er endnu i brug om end i omdannet form, mens syddørens er muret til. Begge har dog bevaret overmåde fornemme portaler med halvsøjler på karmstenene, rundbuede stik over dørene og rundbuede overliggere.

Både apsissens østlige gavl samt korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer. Af dem er apsissens og korets nordlige bevaret, mens de resterende er ændret.

Det nyere våbenhus

Foran skibets norddør opførte man i 1879 et våbenhus. Det er bygget i røde teglsten i nyromanske former. Det kan ses af, at døren har en rundbuet overligger, et såkaldt tympanon, og den sidder i et rundbuet murfelt. Desuden valgte man ved opførelsen at videreføre den romanske sokkel på våbenhuset, dog udført i teglsten.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets flade bjælkelofter.

I skibets østlige ende åbner triumfmuren sig i en stor, rund korbue fra romansk tid, ligesom der ind mod apsissen er en oprindelige apsisbue.

Inventar og gravminder i Fovlum Kirke

I Fovlum Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt renæssancen er rigt repræsenteret med tilføjede malerier fra 2012.

Middelalderens inventar: Døbefonten

Kirkens ældste genstand er en romansk døbefont af granit, der står i skibet foran korbuen. Dens kumme har foroven profilering, men ellers har den glatte sider. Fonten har formentlig været bemalet.

Renæssances inventar

Prædikestolen er fra slutningen af 1500-tallet. Den har i fagene arkader og på hjørnerne er der søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. I arkaderne er der malerier af ’Landskaber’ fra 2012 af Anita Houvenaeghel.

På alterbordets forside er der paneler fra ca. år 1600, der er dekoreret med arkader.

Altertavlen fra 1633 har en arkitektonisk opbygning med store søjler med dekorative bælter om bunden. Over søjlerne er der et såkaldt topstykke delt i to af mindre, lignende søjler. Begge etager er flankeret af dekorativt udskårne vinger. I topstykket er der oprindelige malerier af lidelseshistorien, mens der nedenunder er malerier fra 2012 af Anita Houvenaeghel af ’Skabelsen og genskabelsen’.

Gravminder

I våbenhuset er der opsat fem såkaldte gravtræer, dvs. mindesmærker af træ over graven, fra 1600-tallet, der i 1872 blev taget op af kirkegulvet.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig