Fontainebleau er en by 60 km sydøst for Paris i Frankrig, i departementet Seine-et-Marne, som ligger i regionen Île-de-France, med 15.903 indbyggere (2020). Fontainebleau er opstået omkring et jagtslot midt i udstrakte skove. Byen har omfattende militære institutioner og er blevet en mondæn fjernforstad til Paris. Den er begrænset til sin nuværende udstrækning af de omkringliggende skovene.

Slottet Château de Fontainebleau

Fontainebleaus indre
Slottet Fontainebleau blev i 1500-tallet udsmykket af Fontainebleauskolens kunstnere under ledelse af de italienske kunstnere Francesco Primaticcio og Rosso Fiorentino.

Byens berømte renæssanceslot Château de Fontainebleau blev oprindelig opført i middelalderen som et beskedent jagtslot, men blev udvidet i 1528-1540 til et af Frankrigs største slotte af Gilles le Breton (ca. 1500-1552) for Frans 1.

Slottet fremstår i en tidstypisk kombination af fransk middelalderstil og italiensk inspireret renæssance, og det består af adskillige fløje, der sammen omslutter en række på fem gårde af forskellig form. Det indre blev under Frans 1. udsmykket af Fontainebleauskolens kunstnere. I dag er slottet og havearkitekten André Le Nôtres omgivende barokpark åben for offentligheden.

Rammen om historiske begivenheder

Fontainebleau har flere gange været centrum for historiske begivenheder, fx da Ludvig 14. i 1685 underskrev tilbagekaldelsen af Nantesediktet, og da Napoleon i 1814 underskrev sin abdikationserklæring og tog afsked med sin garde.

Under 2. Verdenskrig var slottet hovedsæde for den tyske besættelsesmagt, og i 1949-1967 var det hovedkvarter for NATO.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig