I 1866 kom Dostojevskijs nok mest berømte roman Forbrydelse og straf, en beretning om, hvordan en angiveligt rationel, nihilistisk tankegang fører til et mord, som først kan sones, da forbryderen, Raskolnikov, erkender ikke bare sin forbrydelse, men også sin skyld. Hertil hjælpes han på vej af den unge prostituerede Sonjas dybe kristne tro og trofaste kærlighed.
I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin purunge stenograf, Anna Snitkina, som bragte en vis ro i hans kaotiske liv og økonomi. Men parret blev fortsat hjemsøgt af ulykker, herunder to af deres fire børns død som ganske små.
Det næste hovedværk er romanen Idioten (1868-1869), der følger "det fuldkomment gode menneske", som hvirvles ind i omverdenens lidenskaber og intriger og måske kommer til at gøre mere skade end gavn. Skønt både de gode intentioner og romanen på sin vis falder fra hinanden, står hovedpersonen Fyrst Mysjkin som en uforglemmelig skikkelse i verdenslitteraturen.
Dostojevskij genoptog det nihilistiske tema i sin næste store roman Onde ånder (1871-1872), som bygger på autentiske hændelser i en terroristisk organisation, hvis gerninger blev udfoldet i en af de retsreportager, som Dostojevskij fulgte nøje med i. Et af kapitlerne, "en stor synders skriftemål", blev bortcensureret og først publiceret i 1922, længe efter Dostojevskijs død. I dette kapitel var der ikke kun tale om den farlige politiske nihilisme, men om den metafysisk nihilistiske hovedperson Nikolaj Stavrogins seksuelle overgreb på et barn.
Den følgende roman Ynglingen (1875) er nok forfatterskabets mest komplicerede. Den meget unge hovedpersons ærgerrige mål er at blive "rig som Rothschild", men pubertetspræget som han er, bliver han ustandselig distraheret og inddraget i begivenheder, der tilsammen belyser tidens rodløshed og opløsningstendenser.
I 1873 begyndte Dostojevskij at skrive udførlige forfatterklummer, og fra 1876 udgav han enmandsavisen En forfatters dagbog som månedsskrift. Det blev hans forum for politiske følere og for den dialog med læserne, som gjorde ham kendt og beundret af læsere af alle aldre og fra begge fløje af det splittede Rusland: Han var nære venner med tsarfamilien og korresponderede samtidig med unge nihilister, der ønskede at omstyrte autokratiet.
I 1879-1880 sattes kronen på livsværket med romanen Brødrene Karamazov, hvor de tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og etiske ståsted, men samtidig er dybt splittede. Alle tråde fører tilbage til den monstrøse faderskikkelse, Fjodor Karamazov, og det er mordet på ham, der er i centrum for romanens udforskninger af skyld, tro og mening.
Centralt i værket står poemet "Storinkvisitoren": Ivan Karamazovs humanistiske anklage mod en Gud, som tillader, at uskyldige lider. Lidelsens mening og kristendommens frihedsbrev til menneskeheden er romanens og hele forfatterskabets filosofisk-religiøse akse.
Dostojevskijs død og begravelse som kun 59-årig udløste landesorg. Men snart tog kritikken fat, både af mennesket og kunstneren, og det blev især kutyme at underkende Dostojevskijs evner for litterær stil og komposition. Hertil har blandt andre Georg Brandes bidraget.
Først i 1929 præsenterede Mikhail Bakhtin en radikal nytolkning og lancerede blandt andet begreberne "dialogisme" og "polyfoni" til beskrivelse af storværkernes bevidste mangestemmighed og sproglige realisme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.