Fjodor Dostojevskij

Dostojevskij blev uddannet på det ansete ingeniørakademi i Sankt Petersborg, men forlod den militære karriere til fordel for forfattergerningen og Petersborgs litterære saloner. I 1846 debuterede han med brevromanen Stakkels mennesker.

De fattige hovedpersoner var tydeligt inspireret af Nikolaj Gogols Petersborg-fortællinger, men nu fik de deres egen stemme og et udfoldet følelsesliv. Værket fik mange læsere og blev rost til skyerne af både forfatteren Nikolaj Nekrasov og den førende litteraturkritiker Vissarion Belinskij.

Samme år udkom Dobbeltgængeren, ligeledes påvirket af Gogol, men den realistiske udfoldelse af en psykisk plaget hovedpersons indre liv faldt til gengæld ikke i god jord hos samtidens læsere. Siden er værket dog blevet anerkendt som et både litterært og psykologisk mesterværk. Ungdomsværkerne rummer også den melankolsk-sentimentale fortælling Hvide nætter (1848) og en række andre, fortrinsvis korte noveller.

Snart efter indtraf vendepunktet i Dostojevskijs liv og kunst. De europæiske revolutionsdønninger nåede Rusland, og Dostojevskij deltog i en socialfilosofisk studiekreds, som blev optrevlet i 1849.

Dostojevskij og flere andre deltagere blev dødsdømt, men på selve skafottet blev de benådet og dommen ændret til forvisning. Dostojevskij afsonede fire år i en sibirisk fangelejr, hvor Det Nye Testamente længe var den eneste tilgængelige bog. Derefter tilbragte han seks år som menig soldat i eksil, også afskåret fra det litterære liv. Her indgik han sit første, ulykkelige ægteskab med en enke og enlig mor.

I 1859 opnåede Dostojevskij at blive benådet og fik tilladelse til at vende tilbage til Sankt Petersborg. Han fik nu sit andet gennembrud med fangelejrskildringen Det døde hus (1860-1862), der med sin dybtgående analyse af forbrydelsens psykologi og sit religiøse grundsyn blev optakten til de "store værker".

I 1861 gik Dostojevskij sammen med sin bror ind i tidens blomstrende tidsskriftbranche, og i nogle år indtjente deres udgivelser et kærkomment supplement til de sparsomme litterære honorarer. Men da både broren og konen døde, stod Dostojevskij alene med både en række efterladte at forsørge og et tidsskrift, som måtte lukke. I mange år kæmpede han med både økonomiske og helbredsmæssige problemer – i Sibirien havde han fået diagnosticeret epilepsi. En række rejser til det mildere klima i Vest- og Sydeuropa bød samtidig på fristelser i form af roulettespil, som senere udfoldet i romanen Spilleren (1866). Hans ambivalente forhold til Vestens materialistiske kultur kommer tydeligst til udtryk i hans Vinternoter om sommerindtryk (1863).

I 1864 fulgte Optegnelser fra et kælderdyb, Dostojevskijs direkte svar på den radikale oprører Nikolaj Tjernysjevskijs Hvad bør der gøres (1863). Dostojevskij udfolder ikke sit eget ideal, men overlader i stedet hovedrollen til nihilisternes "nye menneske", som nødvendigvis må være en overreflekteret og isoleret særling i kamp med sig selv. Det såkaldte "kældermenneskes" lange monolog er en intelligent forhånelse af alle idealer og værdier, men samtidig et desperat råb udi den ensomme ørken, som nihilisten efterlades i. Fortællingen gjorde et stort indtryk på filosoffen Friedrich Nietzsche.

I 1866 kom Dostojevskijs nok mest berømte roman Forbrydelse og straf, en beretning om, hvordan en angiveligt rationel, nihilistisk tankegang fører til et mord, som først kan sones, da forbryderen, Raskolnikov, erkender ikke bare sin forbrydelse, men også sin skyld. Hertil hjælpes han på vej af den unge prostituerede Sonjas dybe kristne tro og trofaste kærlighed.

I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin purunge stenograf, Anna Snitkina, som bragte en vis ro i hans kaotiske liv og økonomi. Men parret blev fortsat hjemsøgt af ulykker, herunder to af deres fire børns død som ganske små.

Det næste hovedværk er romanen Idioten (1868-1869), der følger "det fuldkomment gode menneske", som hvirvles ind i omverdenens lidenskaber og intriger og måske kommer til at gøre mere skade end gavn. Skønt både de gode intentioner og romanen på sin vis falder fra hinanden, står hovedpersonen Fyrst Mysjkin som en uforglemmelig skikkelse i verdenslitteraturen.

Dostojevskij genoptog det nihilistiske tema i sin næste store roman Onde ånder (1871-1872), som bygger på autentiske hændelser i en terroristisk organisation, hvis gerninger blev udfoldet i en af de retsreportager, som Dostojevskij fulgte nøje med i. Et af kapitlerne, "en stor synders skriftemål", blev bortcensureret og først publiceret i 1922, længe efter Dostojevskijs død. I dette kapitel var der ikke kun tale om den farlige politiske nihilisme, men om den metafysisk nihilistiske hovedperson Nikolaj Stavrogins seksuelle overgreb på et barn.

Den følgende roman Ynglingen (1875) er nok forfatterskabets mest komplicerede. Den meget unge hovedpersons ærgerrige mål er at blive "rig som Rothschild", men pubertetspræget som han er, bliver han ustandselig distraheret og inddraget i begivenheder, der tilsammen belyser tidens rodløshed og opløsningstendenser.

I 1873 begyndte Dostojevskij at skrive udførlige forfatterklummer, og fra 1876 udgav han enmandsavisen En forfatters dagbog som månedsskrift. Det blev hans forum for politiske følere og for den dialog med læserne, som gjorde ham kendt og beundret af læsere af alle aldre og fra begge fløje af det splittede Rusland: Han var nære venner med tsarfamilien og korresponderede samtidig med unge nihilister, der ønskede at omstyrte autokratiet.

I 1879-1880 sattes kronen på livsværket med romanen Brødrene Karamazov, hvor de tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og etiske ståsted, men samtidig er dybt splittede. Alle tråde fører tilbage til den monstrøse faderskikkelse, Fjodor Karamazov, og det er mordet på ham, der er i centrum for romanens udforskninger af skyld, tro og mening.

Centralt i værket står poemet "Storinkvisitoren": Ivan Karamazovs humanistiske anklage mod en Gud, som tillader, at uskyldige lider. Lidelsens mening og kristendommens frihedsbrev til menneskeheden er romanens og hele forfatterskabets filosofisk-religiøse akse.

Dostojevskijs død og begravelse som kun 59-årig udløste landesorg. Men snart tog kritikken fat, både af mennesket og kunstneren, og det blev især kutyme at underkende Dostojevskijs evner for litterær stil og komposition. Hertil har blandt andre Georg Brandes bidraget.

Først i 1929 præsenterede Mikhail Bakhtin en radikal nytolkning og lancerede blandt andet begreberne "dialogisme" og "polyfoni" til beskrivelse af storværkernes bevidste mangestemmighed og sproglige realisme.

Dostojevskij er blevet genopdaget og erklæret "moderne" adskillige gange, især efter de to verdenskrige. Virginia Woolf spillede en stor rolle for anerkendelsen af hans radikalt realistiske romankunst, og han har haft væsentlig betydning for den franske eksistentialisme. I de senere år er sammenlignende studier mellem Søren Kierkegaard og Dostojevskij blevet et centralt forskningsfelt.

Dostojevskijs værker findes i talrige oversættelser af svingende kvalitet. De første danske oversættelser var relæ-oversættelser fra andre sprog (tysk, engelsk og fransk). Den danske standardudgave var i mange år Ejnar Thomassens (1881-1977) oversættelse af Dostojevskijs samlede værker i 24 bind (1965-1966), som med rette beundres for sit levende danske sprog, men vel at mærke ikke er tekstnær, idet Thomassen digtede til og gjorde stilen mere litterær, som påpeget af filologen og litteraturhistorikeren Adolf Stender-Petersen. Brødrene Karamazov og andre af romanerne er mere tekstnært oversat af Georg Sarauw, og siden 1990'erne er der udkommet pålidelige nyoversættelser af alle de store og flere af de mindre værker.

Forskningslitteraturen om Dostojevskij er enorm, og der findes adskillige populærvidenskabelige introduktioner til forfatterskabet. På dansk kan nævnes Vilhelm Grønbechs Dostojefski og hans Rusland (1948), Knud Hansens indflydelsesrige Dostojevskij (1973) og Tine Roesens Dostojevskij. En introduktion (2021).

• Ruslands litteratur